Hvor meget skal vi hjælpe ledelsen med besparelserne/nedskæringerne?

På den ene side, ved vi som lærere bedst hvor skoen trykker. Vi ved hvor det vil gøre mest ondt på undervisningen – og dermed på eleverne – og hvor vi bedst kan overleve. Vi er eksperterne.
På den anden side, så er det ledelsens ansvar at håndtere nedskæringerne. De får både løn og resultatløn for det. De bryder sig nok lige så meget om det som vi gør. Samarbejde giver derfor til en vis grad mening.
Vi skal være opmærksomme at vi ikke saver grenen over, som vi sidder på. For eksempel med forslaget om forelæsninger. En enkelt forelæsning i ny og næ redder ingenting, og slet ikke hvis ledelsen budgetterer, at forberedelsen til en lektion og en forelæsning er ens.
Vi skal afholde mange forelæsninger, på samlebånd, for at det gør en økonomisk forskel. Pædagogisk set er det en katastrofe. Hvor mange af vores elever er i stand til at tilegne sig viden under en forelæsning? Hvor mange kan holde koncentrationen?
På VUC´erne, som har flere diagnosekursister end andre skoleformer, vil mange kursister overhovedet ikke kunne magte forelæsninger, og frafaldet vil eksplodere.
Det vigtigste er relationen til læreren. For vores vedkommende gælder det, at det er samspillet med eleverne, der er den største motivation og glæde i jobbet.
Ja, vi skal samarbejde med ledelsen. Men vi skal tænke os godt om, så vi ikke er med til at demotivere eleverne og os selv.

Derfor siger vi på liste 2 fra over for forslag såsom forelæsninger.
Den, der stemmer, bestemmer!

Linda Bjerring Lindegaard, lektor engelsk, psykologi og ordblindeundervisning på Aarhus Hf og VUC, kandidat til GLs hovedbestyrelse for liste 2.