Hvis du vil vide mindre

For en del år siden henvendte Hanne Severinsen sig til mig for at få et par friske øjne på bachelor-problematikken i forbindelse med et kommende uddannelsespolitisk udspil fra Venstre. Hvad der fik hende til at sætte sig i kontakt med mig, fortoner sig i de midt-og vestjyske tåger. Det korte af det lange er, at hun nok ikke fik det, hun havde forventet, og Venstres lovforslag blev lagt frem helt uden kritiske forbehold.

Jeg var i mine kommentarer skeptisk over for ideen med at indføre en kompetencegivende bachelorgrad på universiteterne. Jeg kunne ikke se, hvad en bachelorgrad skulle kunne bruges til, og jeg var ikke tilhænger af en devaluering af universitetsuddannelserne ad dén vej.  Jeg afviste bachelorgraden som en gangbar afstigningsmulighed og troede ikke på, at erhvervslivet efterspurgte netop bachelorer, eller at disse i øvrigt kunne bruges både her og der og alle vegne…i folkeskolen bl.a.
Nu er den oppe og vende igen. I Kvalitetsudvalgets regi og i kølvandet på Fremdriftsreformen. Prøv lige at smage på denne bastard af et ord! Man ser et mylder af lemminger for sig, på vej ud over en klippekant. Er bacheloruddannelsen – som dengang – et forsøg på at spare nogle skillinger, men kalde det noget andet? Nej, nej. Det er alt andet end en spareøvelse. Her handler det om en helt anden diskurs. Der skal tænkes nyt. Med Sofie Carsten Nielsen ved rorpinden og med Produktivitetskommissionen om bord drejer det sig nu om at erhvervsrette alt og alle. 1 år oveni de forvejen 3 – og vupti, så har man lige, hvad man har brug for. Man binder knuden hårdt og sikrer sig, at kun 1/3 kan fortsætte på kandidatsporet. Og husker at kalde det et kvalitetsløft for universitetsuddannelserne, inden diskussionen kommer alt for godt i gang.

Motivet er, at det, der sker på universiteterne, er løsrevet fra det liv, der leves, og de krav, der stilles, udenfor. Og at meget af det, der læres, mens man studerer, ikke kan bruges til noget som helst, når man står med sin kandidatgrad. Først da melder virkeligheden sig. Hvad skal man dog med teori og metode, når man ligeså godt kunne beskæftige sig med noget reelt? Hvorfor skulle man dog ikke være tilstrækkeligt uddannet 3-4 år efter gymnasiet? Så, væk med de små fag. Ud med blødsødenheden. Til helvede med humanisterne [dét siger man ikke, men man mener det]. Ned med studietiden. Og ind med begrænsninger, styring, eksamenskrav, kontrol og erhvervsrettethed, så ”de unge mennesker” kan komme ud og bestille noget fornuftigt, tjene deres egne penge og blive nyttige samfundsborgere som alle andre.
Man skynder sig lige at friholde medicinstudiet og enkelte andre ”hårde” studier. Ingen har jo lyst til at få foretaget et kirurgisk indgreb i bughulen af en halvstuderet røver eller at køre ud på en bro, der når som helst kan brase sammen pga. en lemfældig statik.

Det er skræmmende, at så få universitetsfolk hæver deres røst. Det er beskæmmende, at danske akademikere vælger pænt at passe deres arbejde og i øvrigt holde deres kæft. Og det er tankevækkende, at erhvervslivets repræsentanter ikke i højere grad anfægter den planlagte udhuling af universitetsuddannelserne, der er tale om. Hvorfor skal koncerndirektør i Novo Nordisk, Mads Krogsgaard Thomsen i Deadline stå alene med en aktuel bekymring over det måske faldende antal af ansøgere med en kandidatuddannelse, mens Jannick Schack Linnemann fra DEA kan slippe afsted med en forestilling om, at bacheloren jo vender tilbage til universitetet efter nogle år, fortsætter sit studium og bringer sine erfaringer fra erhvervslivet med sig derind? Ved han det? Eller krydser han i al ubemærkethed grænsen mellem på den ene side sin viden og på den anden sit ønske. Og hvorfor er der så få, herunder også journalister, der kan eller vil skrælle den politiske retorik af og se, hvad der er nedenunder? Enhver må dog vide, at ting læres både indenfor og udenfor, under og efter, uanset hvilket studium, der er tale om. Erhvervsrettet eller ej. Koncentration, faglig fordybelse, vidensopsamling, analyse, syntese, overblik, videnskabelig metode, etc. Dét ligger i studiet. Performans, omsætning af viden, nyttebevidsthed, organisatorisk commitment, etc. Dét ligger i jobbet.

I min pædagogikum-tid kom jeg en formiddag helt tilfældigt til at overhøre et syrligt replikskifte mellem to fastansatte undervisere: ”De nye kandidater kan sgu da heller ingenting i dag!”
Jeg husker, at jeg blev ked af det. Og vred. Hvad fanden bildte de sig ind! De to anede intet om mig eller om de 2-3 andre, som det forår tog deres pædagogikum dér. Og dér stod jeg med alle mine talenter…
Indrømmet, der var lidt om snakken. Vores viden var, om ikke enorm, så i al fald ret stor. Men vi kunne ikke så meget. Det var vel derfor, vi skulle igennem pædagogikum, inden vi forhåbentligt fik et job og skulle ud og undervise. Undervejs i studiet havde vi ikke beskæftiget os med at skulle undervise og formidle viden. Gymnasiepædagogik var ikke et universitetsanliggende, og de fleste famlede sig nok frem i deres første job ligesom jeg. Og brugte kolossale mængder af tid og kræfter de første år på at omsætte deres viden til forståeligt og vedkommende stof for elever eller kursister. En arbejdsuge på 50-60 timer [og 37 timers løn] tog man med. Ingen klynk. Sådan var det. Og sådan skulle det være. Man kunne, som jeg, ikke blive god til at undervise i dansk og engelsk uden at bruge ufattelige mængder af tid på at bygge en materialesamling op, der kunne række hen over forskellige niveauer. Og som naturligvis blev droppet eller suppleret eller raffineret det følgende år. Ikke ret meget kunne blive godt nok til ens kursister. Og kræfter var der nok af, trods dagligdagens øvrige krav og familiemæssige forventninger. Man var jo lige blevet gift, fik 1 barn, 2 børn, 3 børn…Og så var der lige økonomien og børnehaven og huset og haven og den gamle Amazon og den billige ferietur, der med 3 unger på bagsædet startede klokken lort, for at vi kunne nå Stena Line’s morgenfærge fra Grenå til Varberg… 
Jobbet var som et stort hus med fuld kælder, en ok stueetage og en fin udsigt fra 1.salen. Selve indretningen af huset var i fuld gang, i en aldrig helt afsluttet proces. Altid på jagt. Ikke en ledig stund. Videre. 25 skriftlige eksamensopgaver, der kun blev rettet, hvis jeg tog natten til hjælp. Nye tematiske overvejelser. 3 faggruppemøder på 2 uger. Det her måtte kunne gøres endnu bedre. Hvorfor fik jeg ikke tappet den TV-udsendelse om det medialiserede samfund? Hvorfor altid lidt bagud med den nyeste danske og engelske litteratur? Hvordan skulle jeg undervise andre i skriftlighed? Var den viden, jeg havde skrabet sammen om dialektudviklingen nordenfjords og dens baggrund, mon relevant stof? Var jeg overhovedet klædt på til at kunne undervise i sprogpsykologi? Kunne Shakespeare’s sonnetter gøres interessante og vedkommende? Var en gennemgang af tekster fra The Kinks, The Rolling Stones og Jefferson Airplane seriøs engelskundervisning? Lønnen var ikke imponerende. Man skulle ikke snakke med sin tandlæge om dén del. Men man fik tilbage fra engagerede kursister og elever. Og sov godt om natten, hvis altså der ikke skulle arbejdes…
I en mail-udveksling, jeg havde med Bertel Haarder i forbindelse med indførelsen af gymnasiereformen, mente han, at gymnasielærere lavede for lidt. Simpelthen. De var blevet forkælede. Hvorfor i alverden kunne de ikke påtage sig nogle flere undervisningstimer til den samme løn? Kunne de virkelig ikke forberede sig noget mindre og så alligevel levere en god, solid undervisning på baggrund af deres erfaring? En sang, man har hørt både før og siden. Da jeg inviterede ham til Holstebro for at følge mig over et par dage, så han kunne skaffe sig lidt viden, ebbede vores korrespondance ud. Han havde åbenbart brændt nallerne på noget og undskyldte sig i øvrigt med, at jeg nok ikke repræsenterede gennemsnittet. Bekvemt for ham at få det sidste ord. Sådan snor en beslutningstager sig udenom.
Jeg er stensikker på, at vores nuværende forskningsminister, med sin akademiske baggrund, enten ikke vil eller kan huske, hvordan det var, fordi det ville gøre det hele for kompliceret. Hun er nu parat til at ændre hele strukturen i universitetsuddannelserne, fordi vi har fået det masseuniversitet, som politikere selv har villet, ikke sandt? Sådan var det alligevel ikke meningen, det skulle være, og alt for mange er ikke egnede til et egentligt universitært forløb. Erhvervslivet synger med og spiller for. De får ikke de folk, de har brug for. Det, de efterspørger, kan universiteterne ikke levere. De skal selv bekoste oplæringen af deres nyansatte akademikere, og det kan bestemt ikke være meningen. Unge i dag ved ingenting om samfundet og intet om erhvervslivet og om vækst og innovation og den lavere selskabsskat og løntilbageholdenhed og konkurrenceforhold og det internationale marked og investeringsbehov. Alt det, der skal holde hjulene i gang og velfærden oppe. Dén schlager har vi også hørt omkring 117 gange før.
Hvad vi ikke har hørt er: Hvad er det for et samfund, man fra politisk hold og fra erhvervslivets side har forestillet sig, at vores børnebørn skal vokse op i? Eksisterer der blandt beslutningstagere blot ét eneste humanistisk perspektiv på fremtiden, som de er villige til at forsvare til sidste blodsdråbe? Og siden hvornår er humanistiske universitetsstudier ophørt med at være livsnerven i et civiliseret samfunds basale refleksioner over det at være et menneske?
Man kan spørge sig selv om, hvorfor man skal gøre noget halvt, når kan gøre det helt – for at vende tilbage til bachelorproblematikken. Det er fint, at studerende på professionshøjskolerne snuser til videnskabeligheden bag deres fag og afslutter med et bachelorprojekt. Det rummer nogle studiemæssige opstigningsmuligheder og noget fleksibilitet. Men det er ikke ok at smadre danske universiteters mulighed for at gøre det, de er sat i verden for – under dække af begreber som reform, erhvervstilpasning og andre trylleformularer, ombølget af varm luft. Den slags burde man tabe et valg på. Ralf Hemmingsen og Lykke Friis fra KU har taget til genmæle og bedyret, at man på KU faktisk har gjort noget konkret gennem de senere år for at mindske afstanden mellem studierne og erhvervslivets ”virkelighed”, men at man ikke køber historien om et kvalitetsløft med den foreslåede bachelor-reform. Det er ikke nok. Der mangler tusindvis af stemmer fra folk, der står midt i det. Som har forstand på, hvad de taler om, og som bruger deres liv på at uddanne andre mennesker på et højt fagligt niveau. Nogle, som ikke lader sig neutralisere af erhvervslivets mediebårne og mere eller mindre kortsigtede og behovs-og vækstorienterede bragesnak. Som er dødtrætte af al den negative omtale af offentligt ansatte, akademikere i almindelighed og humanister i særdeleshed. Nogle, som ikke er bange for at udtrykke deres skepsis over for siddende politikeres og erhvervslivsrepræsentanters håndfaste, kommissionsforankrede, evidensbaserede prognoser om, hvad samfundet får brug for fremadrettet [et frisørudtryk?]. Nogle husker dén om ingeniørerne, som et erhvervsliv ikke kunne få nok af…

Der er studerende på universiteterne, der aldrig skulle have været dér. Ligesom gymnasierne tager imod elever, der havde været langt bedre stillet, hvis de havde valgt en teknisk eller håndværksmæssig uddannelse. Det er ulykkeligt, når man så ung får sig anbragt forkert. Det er der bare ikke noget nyt i, bortset fra, at antallet af disse desværre er større nu, bl.a. fordi vejledningen er både mangelfuld og enøjet. På samme måde er ikke al undervisning på universiteter og gymnasier, som den burde være. Mange vil kunne skrive under på, at de undervejs har haft helt uduelige lærere og forelæsere. Og et vist udsnit af gymnasiaster og universitetsstuderende har umådeligt svært ved at forstå, at de over en årrække selv skal investere mange kræfter i skidtet og holde igen på andet, mens det står på. Dette er heller ikke en kioskbasker.
Én ting står fast. Vi kan ikke blive kloge nok. Vi skal satse på at have så mange højtuddannede mennesker som muligt i dette land, også for erhvervslivets skyld. Vi skal omgående, og én gang for alle, holde op med at tale nedsættende om den offentlige sektor. Vores retsvæsen, vores skolevæsen og vores social-og sundhedsvæsen er konstituerende velfærdsfaktorer, som milliarder af mennesker lever uden. Og erhvervslivet, hvad det så er, skal selv frem i skoen og i egen interesse få øjnene op for det kæmpemæssige potentiale, der ligger gemt overalt – i stedet for at jamre over det akademiske udbud eller kvaliteten af samme. I England kan man bruge en cand.theol. på et reklamebureau, hvis vedkommende får lyst til at skifte spor, har et åbenlyst talent for original tekstudvikling og i øvrigt er den klart bedste til jobbet. Dér er faggrænserne væsentligt mere åbne.

De fleste nyuddannede akademikere er uden nogen tvivl skarpe til hurtig omstilling og tilegnelse af ny viden. De er parate til at lære endnu mere og sultne efter at få noget at rive i, så de kan bruge de evner og den viden, de har. Derfor er det både ubegavet og uhyrligt at styre efter en reform, der vil tage hånd om, at flere kommer til at vide mindre.

Johan Vedel
VUC Holstebro Lemvig Struer