Hvad laver GL i Grønland?

Kan man med nogen ret påstå, at man kender Grønland efter en uges kort visit? Selvfølgelig ikke. Landet er ganske enkelt enormt i en skala, som mange danskere ikke vil kunne gøre sig begreb om. Bare fjordsystemet omkring Nuuk, Nuup Kangerlua, som strækker sig fra indlandsisen til udløbet ved Nuuk, er i sig selv større end hele Sjælland. Samtidig er hovedstaden Nuuk ikke meget større end en mellemstor dansk provinsby med lidt mere end 15.000 indbyggere. 

Der er samlet set små 1000 akademikere i Grønland og heraf organiserer GL ca. 150 gymnasielærere på de fire gymnasier i hhv. Nuuk, Sisimiut, Aasiaat og længst mod syd i Qaqortoq; der er ingen gymnasiale uddannelser i Østgrønland.

Som GL’s repræsentant har jeg i august måned sammen med GL’s sekretariat haft lejlighed til at besøge mange af vores medlemmer i Grønland med henblik på at sikre, at vi som fagforening på bedst mulig vis understøtter deres behov i disse specielle omgivelser. Jeg kan langtfra påstå, at jeg nu kender Grønland, men jeg er blevet mange indtryk og erfaringer rigere – mest af alt efterlades jeg af en stor beundring og respekt for de mange GL’ere, der hver dag løfter en kæmpe opgave under rigsfællesskabets nordligere himmelstrøg. 

Livet som gymnasielærer i Grønland forløber nemlig langt fra altid lige så gnidningsfrit, som et lærerjob i Danmark. Efter to lærermøder på henholdsvis Sisimiut Gymnasium og Nuuk Gymnasium står det fx klart, at elevgruppen er fagligt set langt mere divers, end vi er vant til på det typiske danske gymnasium. For det første er der for mange elever en sproglig barriere, da dansk på samme måde som engelsk ofte opleves som et fremmedsprog, som det er nødvendigt, at man behersker, før man for alvor kan rykke fagligt set. Det siger næsten sig selv, at der kun i meget begrænset omfang findes lærebogsmateriale til gymnasiet på grønlandsk, da der ingen økonomi er i at udvikle den slags for et sprogområde på kun lidt over 50.000 mennesker. Og de sproglige udfordringer er endda særligt store for eleverne fra Østgrønland, som har svært ved at forstå det vestgrønlandske sprog. Selvstyret har i en årrække ført en sprogpolitik med henblik på at styrke det grønlandske sprog i skolerne. Det er en helt naturlig og logisk beslutning, men den har muligvis også gjort det lidt vanskeligere for de grønlandske unge at klare sig på de videregående uddannelser. Sprog og sprogpolitik er med andre ord mindst lige så vigtig i Grønland som i Danmark. 

Samtidig kæmper man med en betydelig grad af lærerudskiftning på skolerne. Mange unge danskere vælger at give “det grønlandske eventyr” chancen, mens de tager deres pædagogikum, men det er desværre ikke så mange, der bliver boende i længere tid. Samtidig er det stort set umuligt at skaffe grønlandsksprogede gymnasielærere – de findes ganske enkelt næsten ikke. Heldigvis arbejder man hårdt på at ændre ved dette forhold på det forholdsvist nyåbnede Grønlands Universitet, men den slags tager meget lang tid. Manglen på grønlandsksprogede lærere gør det desværre også meget svært for de danske lærere på gymnasierne at lære grønlandsk. Det er på mange måder en ond cirkel, som kun vanskeligt kan brydes.

Akademikermanglen er også tydelig i centraladministrationen i Nuuk, hvor det ofte er ”tilbage til start”, når en djøffer, læge, IDA-medlem eller psykolog stopper og rejser tilbage til Danmark. For vores GL-medlemmer på Grønland betyder det, at det nogle gange kan tage lang tid at få styr på forholdsvist simple ting som lønsedler, overenskomst og implementering af nye procedurer på en skole.

Samtidig virker det til, at Grønland måske i endnu højere grad er ramt af den historie- og traditionsløshed, som også generelt præger den vestlige verden. Den hurtige modernisering har over få generationer givet en følelse af rodløshed. I Grønland har denne udvikling tilsyneladende udmøntet sig i en styrkelse af en macho-præget ”fanger-kultur”, hvor store biler, shiny nye både er centrale, overfladiske statusmarkører. Samtidig har det, så vidt jeg kan vurdere, medført mistænksomhed over for klassiske dyder som faglighed og dannelse – samt danskhed – hvilket bidrager til historieløsheden i det grønlandske samfund. Ydermere er Grønland fanget i et spændingsfelt mellem en problematisk kolonial arv og fremkomsten af et hypermoderne samfund, der oven i købet ligger i et internationalt, geopolitisk minefelt. 

Alle de værdier, vi som lærere repræsenterer i gymnasiet – fx sprog, demokratisk dannelse og høj faglighed – er altså (også) umådeligt relevante i en grønlandsk sammenhæng, og jeg er ikke i tvivl om, at de grønlandske gymnasielærere føler, at de har måske verdens mest meningsfulde job på trods af udfordringerne – eller måske netop på grund af disse.  

I GL vil vi gerne understøtte den positive udvikling på gymnasierne i Grønland, men det kræver, at vi kan levere en mere direkte betjening af vores medlemmer. Desværre foregår betjeningen af Grønland på gymnasielærerområdet pt. udelukkende fra København mere end 3000 km væk, og det er sjældent det mest hensigtsmæssige. Derfor var den nok vigtigste del af vores tur at afsøge mulighederne for at åbne et kontor i Nuuk, som i samarbejdet med vores erfarne medarbejdere i sekretariatet i København langt bedre vil kunne gøre en forskel for vores grønlandske medlemmer. Denne opgave kan vi imidlertid ikke løfte alene, men hvis vi arbejder sammen med resten af den akademiske fagbevægelse, ser billedet anderledes ud – så fortsættelse følger forhåbentligt inden længe, når vi kan åbne et akademiker-fagforeningskontor i Grønland! 

Jeg kan kun på det varmeste anbefale, at man som gymnasielærer undersøger mulighederne i Grønland – og især hvis man tror, at man har mod på at blive mere end et år eller to. Jeg er sikker på, at vores dygtige tillidsrepræsentanter i Grønland vil kunne hjælpe til.

Tilbage er kun at sige tak for besøget!