Hvad kan vi lære af forskerne?

Ind imellem dukker der forskningsrapporter, artikler og ph.d-afhandlinger op, som er interessante i forbindelse med undervisning i gymnasiet. De har den styrke, at der er blevet observeret sammenhænge, som vi måske ikke selv har lagt mærke til, eller som har været tavs viden, som vi ikke har haft sat ord på før. Personligt er jeg meget glad for, at der forskes i forskellige aspekter af gymnasieundervisning, og der måtte gerne være meget mere af det!

Jeg læser jævnligt om undersøgelsesresultater, som jeg derefter direkte anvender i min egen undervisning, eller når jeg holder kurser. Senest har Mie Bligaard Christoffersens afhandling “Digitale spor på papiret” (2016) gjort indtryk, blandt andet med sin påpegning af de digitalt indfødtes manglende evne til at anvende Word hensigtsmæssigt. Anvendelse af tekstbehandlingsprogrammer er simpelthen noget, vi antager, at eleverne mestrer, og da deres grundskolelærere antog det samme, har de aldrig lært det ordentligt. Derfor er det nødvendigt, at vi gør noget ved det, hvis vores elever skal blive digitalt dannede.

Anne Smedegaards ph.d-afhandling “Genrer som rammer” (2016) har været diskuteret livligt i forskellige medier det seneste stykke tid. Der er helt sikkert nogle interessante pointer i afhandlingen. Smedegaard skriver blandt andet:

“… feedbacken til de elever, der får en lav karakter for essay og kronikker, er essentielt forskellig fra den til de elever, der får 12. Eleverne i de lavt-evaluerede kronikker og essay bliver ikke rådgivet om, hvordan de kan etablere mere relevante afsenderstemmer og modtagerpositioneringer, og feedbacken til disse elever er generelt negativ, kritisk og næsten udelukkende rettet mod elevernes sproglige formåen.”
I betragtning af den store opmærksomhed i medierne er det interessant at ovenstående kun baserer sig på tre læreres rettepraksis og ca. 30 elevers stile, alle indsamlet i perioden 2008-11.

Det leder mig til min egentlige pointe: Hvornår kan man generalisere noget ud fra observationer foretaget af forskere? Hvor mange skal observeres, før det giver mening at konkludere noget almengyldigt?
Vi skal i den grad passe på, hvad vi bruger denne forskning til. Den kan ikke nødvendigvis sige ret meget om, hvordan jeg som dansklærer bør forholde mig til at rette opgaver, eller om hvordan dansklærere er som folkefærd. Men den kan bidrage med at sætte ord på nogle problemstillinger, som kommer frem i lyset og dermed kan diskuteres.

Den samme problematik gælder for bogen “Skriverudviklinger i gymnasiet” (2016) fra forskningsprojektet “Faglighed og skriftlighed”, der er gennemført af forskere fra SDU, AU og RUC i perioden 2010-15.
I projektet har en række forskere fulgt ti elever fra 9. klasse til slutningen af gymnasiet. Der er ingen tvivl om, at datamængden har været enorm, og at forskerne har gjort et stort stykke arbejde. Men når jeg fx læser i bogen om to elevers skriverudvikling fra dansk-historie-opgaven til studieretningsprojektet eller om to elevers notestrategier, undrer jeg mig over, om man virkelig kan slutte fra del til helhed i den grad, at to elevers strategier repræsenterer alle elever, selvom disse to udvalgte elever er repræsentative for to forskellige læringsstrategier.

Forskning i undervisning er en mærkelig og svært generaliserbar størrelse. Det er sjældent, at det empiriske grundlag er stort og varieret nok til, at der faktisk kan konkluderes på et reelt grundlag, og specielt de meget smalle projekter, hvor ganske få elever eller få lærere observeres, mener jeg, at man skal være på vagt overfor. Alligevel læser jeg det med stor interesse, fordi det er med til at give mig et sprog og en refleksionsramme, som er relevant og brugbar for mig, når jeg reflekterer over min egen praksis.