Her er højt til loftet

Der er højt til loftet og plads til at være anderledes på htx- ikke bare for og iblandt eleverne men også for de ansatte og de to grupper imellem. Det er humoren og det uhøjtidelige, der balancerer den høje faglighed og giver den relativt nye skoleform, der har ry for at være ukreativ og nørdet,sjæl.

Her er højt til loftet.

Teknodromen, som er hjertet i gymnasiets daglige liv, er et rum med højt til loftet. Navnet siger næsten sig selv. Den er bygget op nærmest som et teater med en scene i den ene ende, plads til tilskuere nedenfor scenen og på balkonerne, som også er svalegange med adgang til undervisningslokaler og laboratorier. Jeg sidder i den anden ende med udsigt til hele rummet, scenen og svalegangene med gruppeborde.

Det er torsdag, og vi nærmer os middag. Dørene til klasselokalerne er lukkede lige nu, men af og til går de op, enten for at lukke en forsinket elev ind, eller for at lukke pausetrængende elever eller kaffetrængende lærere ud. Somme tider står dørene åbne, og jeg har udsigt til undervisningen i nogle af klasserne. Jeg har undervisningsfri i dag, men jeg sidder her alligevel og arbejder. Der er højt til loftet her.

I dag er der ikke mange grupper ude at arbejde ved gruppebordene, men her føles ikke tomt alligevel, for dørene går ofte op, og der er masser af tegn på liv. I Teknodromen står der lige nu kulisser, der er ved at blive malet til årets revy, der løber af stabelen på scenen i Teknodromen om en måneds tid. Revyen er vores varemærke i en by med tre øvrige gymnasiale tilbud, der alle har lange traditioner for hvordan man ”viser fanen”. Vi holder ikke afgangsfest i prom-stil med fine kjoler og lanciersdans, til det har vi traditionelt haft alt for få piger. Altså laver vi revy – eleverne laver revy! Hvert år i oktober begynder forberedelserne til elevernes revy, hvor de har mulighed for at gøre kærligt grin med os lærere. Vi er ganske vist to lærere tilknyttet som instruktører og tovholdere, men det er elevernes ideer, deres egne sketches, og det er eleverne selv, der går på scenen. Der er højt til loftet i vores revy.

Humoren er i det hele taget central her. De elever, der kommer forbi mit bord i Teknodromen for at snakke, kommer lige så ofte her hen fordi de har noget sjovt at fortælle, fordi humoren binder os sammen på tværs af klasser, på tværs af køn og på tværs af generationer og roller.

For to år siden fik elevrådet startet en tradition for elev-stand up som opstart på skoleåret. Det fungerer som en frivillig halvdags workshop med en kendt komiker med efterfølgende show i Comedy Fight club-stil på scenen i Teknodromen efter at resten af skolen har varmet deres publikumsgejst op i fredagsbaren i kælderen. Det var en kæmpe succes, måske fordi vi alle havde en fornemmelse af, at med dette arrangement ramte vi lige ind i nerven af htx; humoren og det uhøjtidelige. Her er højt til loftet.

Mine elever ved godt at jeg sidder her i dag. Det gør jeg næsten hver dag, når lektionerne er ovre. Men mange af dem (eleverne) mangler at aflevere noget i et af mine fag, og jeg sidder i dag med lister over deres hængepartier, som de kan komme og få overblik over og dermed måske undgå at blive smidt i skrivefængsel. De har fået lang line, det ved de, og det ved jeg, og begge parter ved at jeg har rykket for afleveringerne mange gange, men vi ved også at får jeg en kæmpe stak skyldige afleveringer på en gang til skrivefængsel, så har jeg ikke den samme tid til at rette formativt, og det vil være træls. Hvis afleveringerne skal have nogen værdi, må kommentarerne være formative, hvilket jeg giver mulighed for ved at sidde her og indbyde til afdragsaftaler frem for straf. Det er ikke noget jeg skal. Det er absolut heller ikke noget, der er almen praksis her på stedet, men det giver mening for mig at gøre det på den måde både fagligt og personligt. I min verden hænger de to ting sammen.

Jeg ved godt at der også er noget opdragende i at lære eleverne at aflevere til tiden, og at deadlines og regler i det virkelige liv er langt mere rigide, end de er i gymnasiet, men den lektie er jeg ikke i tvivl om at de nok skal lære, når de kommer ud på den anden side. Jeg ser det som min primære opgave at give dem instruktion og respons, så de får tilegnet sig fagenes viden, værktøjer og terminologi. Hvis responsen eller instruktionen mangler – uanset hvis skyld det er – bliver udbyttet ikke optimalt. Min opgave er at få det optimale ud af hver elev. 

Når ovenstående er sagt, ved jeg også godt at der er dygtige, pligtopfyldende elever, der f'øler sig snydt, når dovne elever får lang line, men opgaverne er jo netop fordelt ud over året for at få optimal tid til at lave dem og for at man laver opgaverne så tæt på teorien som muligt, så det vil da altid være optimalt at lave sine ting ordentligt og til tiden, som jeg ser det. Men holdningerne til netop det med deadlines og blød eller streng linje i forhold til slatne elever er delte blandt elever såvel som blandt lærere, fordi vi er forskellige. Det er der heldigvis også plads til. 

Her er højt til loftet, og det er den måde, jeg kan lide det på – højt til loftet i det fysiske rum og højt til loftet i undervisningen, i kommunikationen, samt i den måde vi omgås hinanden.