Har AI og arbejdsmiljø noget med hinanden at gøre?

Svaret på ovenstående spørgsmål er et entydigt ja!

Og netop derfor har GL sammen med Danske Gymnasier netop afholdt vores årlige arbejdsmiljøseminar med AI som emne. Jeg var så heldig at komme med på en afbudsplads, selvom jeg til dagligt især arbejder med uddannelsespolitik i GL’s hovedbestyrelse.

Seminaret foregik i de smukkeste rammer på Signatur i Nyborg, og stemningen var god. Jeg tror dog, at mange gymnasielærere og jeg selv inklusiv med en vis portion uro i sjælen har været vidne til de nye AI-redskabers indtog på skolerne og i klasseværelserne den seneste tid. Man spørger uvægerligt sig selv, hvordan gymnasielærerjobbet ser ud om 10 år.

Ingen kan vist mere være i tvivl om, at der med AI i undervisningsverdenen er tale om et paradigmeskifte, og på langt sigt vil vores rolle som lærere blive redefineret, og hvad eleverne overhovedet skal lære, vil også være et spørgsmål, som vi i sektoren er nødt til at forholde os til på ny. Det er komplekse spørgsmål, som ikke klares med simple svar, og denne proces kommer til at tage lang tid. Men på den korte bane indtil ministeriet kommer på banen, er der et par ting, som må sættes i søen. Vi må som gymnasielærere have kompetenceudvikling i brugen og misbrugen af AI, og alle skoler må tage en samtale om AI lokalt og lave en konkret politik for, hvordan man på skolen håndterer AI. Dette er ganske enkelt afgørende for at sikre et godt arbejdsmiljø med høj psykologisk tryghed og den for lærergerningen helt essentielle følelse af, at man mestrer sit job.

Seminaret indeholdt spændende indspark og oplæg fra en lang række vigtige forskere og praktikere inden for arbejdsmiljø og undervisning, og hvis jeg skal koge deres overordnede budskab ind til en central pointe, så er det, at AI måske nok kommer til at ændre undervisergerningen, men samtidig at der med AI mere end måske nogensinde før bliver behov for dygtige lærere, der mestrer relationskompetence, sikrer almendannelse og er rollemodeller for eleverne. Det kan og vil selv den mest fancy robot eller AI-værktøj aldrig kunne levere. Som filosof Vincent Hendricks sagde det: viden er dybest set ikke interessant, før den udmønter sig i egentlige færdigheder, og det kræver både en konkret praksis-anvendelse, en selvstændighed og myndighed fra udøveren, samtidig med at man skal kunne agere i et demokratisk fællesskab. AI kan muligvis levere viden, men alle de andre elementer – som faktisk er endnu vigtigere – skal dygtige undervisere lære eleverne.

En af workshopholderne var Dorte Ågård, der talte om klasseledelse og relationskompetence som et kollektivt anliggende – og bestemt ikke noget, der løses af AI. Tværtimod er for mange skærme i klasselokalerne en ofte væsentlig hindring for god undervisning. Jeg havde endnu ikke haft fornøjelse af at opleve hende live, og det var bekræftende og forfriskende på hendes workshop at høre hende sige direkte, at opgaven med klasseledelse alt for længe har været individualiseret, men at det ikke holder mere, da klasseledelse i nutidens gymnasium er en kollektiv opgave og en ledelsesopgave. Teammøder og fælles regler koster måske lidt kræfter og koster også på vores højt skattede metodefrihed, men jeg tror, at fokus på det kollektive arbejde med klasseledelse er godt givet ud og vil ende med at frigøre kræfter.

Ifølge GL’s egen arbejdsmiljøundersøgelse er det i arbejdet, som presser os gymnasielærere mest hhv. tidspres, høje følelsesmæssige krav og moralsk stress. I workshop om erfaringsudveksling og vejledning ved Gitte Clausen, som underviser på arbejdsmiljøuddannelsen, blev det blandt andet slået fast, at høje følelsesmæssige krav i arbejdet ikke er et vilkår, men en risiko, og høje følelsesmæssige krav i arbejdet kræver systematisk forebyggelse og en fælles tilgang til, hvordan vi går til opgaverne og hvordan vi sætter grænser. Det er en pointe, som jeg synes, er væsentlig at huske på.

Nanna Vaaben og Københavns Professionshøjskole har for GL gennemført en både kvalitativ og kvantitativ analyse af gymnasielæreres oplevelse af vores arbejdsliv og arbejdsmiljø, og her er manglen på tid en helt gennemgående faktor. Hun viste både kvalitative og kvantitative svar, og det var skræmmende at se, hvordan så mange af svarene på forskellig måde kredsede om tid. Arbejdet føltes for respondenterne hårdt, når der ikke var tid nok, og meningsfuldt og rart, når man netop havde en oplevelse af at have tid nok til sine opgaver.

Oplevelsen af tidspres og moralsk stress er et alvorligt anliggende, og svarene viser, at vi er nødt til at styrke samarbejdet mellem TR og AMR, da der efterhånden er flere overlap mellem det, der arbejdes med, heriblandt netop arbejdstid og stress. På seminaret hørte jeg blandt andet om såkaldte TRIO-møder, som er møder med tre perspektiver, hvor en repræsentant fra ledelsen, typisk rektor, AMR og TR mødes og udveksler, hvordan det går på skolen. Da jeg var TR, holdt jeg og min TRS jævnligt kaffemøder med rektor, hvor vi holdt relationen ved lige og vendte stort og småt, men det giver jo god mening også at få AMR i spil her.

Den største hindring for et tættere samarbejde ser dog ikke ud til at være organisatorisk, men ikke overraskende tid til AMR. Mange AMR har under 50 timer til arbejdet på et helt år, og det gør selvfølgelig opgaven ret vanskelig. Der er i hvert fald kun tid til det allermest presserende. Vi må som fagforening gå foran i forhold til at sikre, at AMR kan få det antal timer i sin opgaveportefølje, som det vigtige arbejde med arbejdsmiljø rent faktisk tager.

Opløftet og vidensmættet gik jeg fra dette års seminar, men også med en kampgejst og et gåpåmod på vores AMR’s vegne, for de løfter virkelig en i stigende grad vigtig opgave på skolerne, men desværre ofte under for vanskelige rammer. Her ser jeg en indlysende arbejdsopgave for GL den kommende tid.