Gymnasiet lever og har i den grad leveret trods nedlukning og Coronavirus

Gymnasielærerne har i den seneste måneds nedlukningsperiode i den grad leveret varen. Gymnasielærerstandens store evne til at omstille deres undervisning fra den ene dag til den anden og stadig levere professionel undervisning har åbenbaret sig for enhver, der interesserer sig for den slags ude i samfundet – ikke mindst er det blevet bemærket af vore ledere, i ministeriet og måske vigtigst af alt i offentligheden bred set. Det har været hårdt, men vi kan godt tillade os at være stolte af vores indsats!
Man kan ellers let komme til at føle mindreværd som gymnasielærer. Hver dag står man på ”scenen” til bedømmelse af krævende unge mennesker, der spænder vidt i deres entusiasme for undervisningen lige fra opslugende interesse til åndsfortærende apati.
I de seneste årtier har vi også været udsat for mistillid fra samfundets side. Vores stand har, som mange andre hæderkronede og tilsyneladende stabile institutioner, været under beskydning. Leverer vi den undervisning, der skal til, og bestrider vi ikke bare ”det godt betalte halvtidsjob”? Nedskæringerne i form af omprioriteringsbidraget og deraf medfølgende fyringer er det seneste eksempel på denne tendens. Det er faktisk ikke underligt, hvis nogle gymnasielærere har vaklet lidt i troen på sig selv og egne evner, for man har skullet finde sig i meget.

Gymnasielærerens håndtering af Coronakrisen giver fornyet optimisme for fremtiden. Det har været spændende at følge med i den virtuelle undervisning både fra centralt fagforeningshold i GL, i min egen undervisningspraksis og gennem vores ældste datter, som går i 1.g.
Gu’ har det været enormt krævende og svært pludselig at lave virtuel nødundervisning – og det er det i den grad stadigvæk (og faktisk bliver det ikke ligefrem lettere, synes jeg). En ting er at få teknikken til at fungere; forberedelsesmæssigt har det heller ikke været uden vanskeligheder. Den virtuelle undervisning har krævet mere tid, end jeg i hvert fald personligt umiddelbart havde forestillet mig. Jeg har imidlertid også været vidne til en stor kreativitet og engagement fra mine kollegers side, som har skabt en undervisning med kvalitet og et højt fagligt indhold.
Det er tydeligt, at der allerede nu er ved at skabe sig en virtuel didaktik gennem den daglige undervisning. I den kommende tid skal vi blive bedre til at dele erfaringerne. Foreløbigt er det tydeligt for mig at se, at de behavioristisk-strukturerende elementer i vores arbejde er blevet styrket. Det har været nødvendigt. Minutiøs fraværsregistrering kombineret med et tændt elevkamera på computeren er et must. Det er også tydeligt, at fagenes skriftlige dimension har fået større volumen i form af et utal af skriftlige kommentarer og små afleveringer med tydelige produktkrav til den enkelte elev.

Det er dog for tidligt klart at sige, hvad udbyttet har været af den virtuelle undervisning. Jubeloptimister har erklæret Coronakrisen som gennembruddet for en ny og bedre undervisning i vore skoler. Disse mennesker har givetvis en eller anden elektronisk dims eller software, de skal sælge – eller er ude i en trist politisk markering og spareøvelse. Det vil imidlertid være mindst lige så forkert at sige, at den virtuelle undervisning ikke har givet noget udbytte; at den ikke duer. Praksis har ganske enkelt vist noget andet. De forløb, jeg har set mine kolleger gennemføre med eleverne, har været gennemtænkte og veldidaktiserede, og vil skabe blivende værdi. Der er heller ingen tvivl om, at eleverne er blevet udfordret på lidt anderledes måder, end de plejer i den fysiske undervisning. Vi må dog også tage væsentlige forbehold. Der er fx ingen tvivl om, at den virtuelle undervisning er vanskelig for bestemte elev- og kursistgrupper på de forskellige gymnasiale retninger. Det er bestemt også en udfordring at lave en meningsfuld undervisning i begyndersprogene, og jeg er også bange for, at vi vil se, at de fagligt set svageste elever eller mest sårbare får det ringeste udbytte.
Når den virtuelle undervisning imidlertid indtil nu må betegnes som en succes, skyldes det helt sikkert, at vi som lærere i samspil med en velordnet og gennemtænkt skoleinfrastruktur er trådt i karakter også i det virtuelle klasseværelse. Vi har ude på skolerne gennem vores daglige undervisning skabt et stærkt fundament for læring hos eleverne. Enhver erfaren underviser ved, at den personlige relation spiller den afgørende rolle i enhver læringssituation. Det kritiske relationsarbejde kan ikke skabes og fungere ordentligt i forbindelse med virtuel undervisning – den fysiske undervisning kan ikke erstattes – men det viser sig tilsyneladende, at relationen mellem lærer og elev i et vist omfang kan tages med fra det fysiske klasseværelse over i det virtuelle. Denne effekt varer dog ikke ved, og derfor vil vi se, at udbyttet af virtuel undervisning vil falde over tid, simpelthen fordi relationerne mellem elev-skole og elev-lærer svækkes. Hvis afstandskravene og dermed restriktionerne for den fysiske tilstedeværelse på skolerne fortsætter ind i efteråret, kommer vi til at gøre os alvorlige overvejelser over, hvordan vi kan kombinere den virtuelle og fysiske tilstedeværelse i klasserne. Jeg frygter også lidt af en mareridt, når det kommende års nye elever skal begynde. Men den tid, den sorg.
Coronakrisen har dog om noget gjort det endnu tydeligere for os, at selvom virtuelle og teknologiske elementer i undervisningen ikke er et mål i sig selv, så skaber den teknologiske udvikling også mange nye muligheder, som vi fortsat skal bruge og udvikle til gavn for skoler og elever – der hvor vi kan se, at det giver mening og kan gøre en positiv forskel.

Gymnasielærere er et specielt folkefærd, som skiller sig ud. Dette viser sig tydeligt, når staten via Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), med jævne mellemrum undersøger sine medarbejdere. Vi er nemlig stolte topscorere på hele statens område, når der spørges til, om vores arbejde opleves som meningsfyldt. Samtidig er vi triste bundskrabere, når blikket rettes på det tema der hedder ”arbejde-privatlivskonflikter”. Det er tydeligt, at vi her betragter to sider af den samme mønt. Vi brænder for vores job og vores elever – faktisk så meget, at det (for) ofte går ud over privatlivet. Det at være gymnasielærer er en del af ens identitet som menneske, mere end det er et job.
Et gymnasium kan ikke drives uden en dygtig ledelse, som skaber rammerne for, at vi kan trives godt som lærere, men fokus for en skole må altid være at understøtte den gode undervisning og ikke primært eksempelvis regnearkstænkning, flotte nybyggerier og New Public Management. Mange lærere har gennem de seneste år følt, at ministeriet og en del ledere har tabt fokus på skolens kerneopgave. Coronakrisen har imidlertid (endnu engang) synliggjort værdien af at have medarbejdere, der brænder for deres virke, deres undervisning og deres elever. Medarbejdere som helt naturligt skaber de relationer på arbejdspladsen, som er så vigtige for, at der kan finde almendannelse og læring sted.
Fremadrettet er det vigtigt, at vi gymnasielærere bringer disse indsigter med os i en fornyet kamp for at forme rammerne for vores vigtige arbejde. Vi har al mulig grund til at klø på med oprejst pande, selvom det er hårdt lige nu.
Fortsat god ”Coronakamp” derude – og husk at klappe jer selv (ikke hinanden) på skulderen engang imellem!