Grundforløbet sætter fingeren på det ømme punkt i studieretningsgymnasiet

Grundforløbet skulle kvalificere elevernes valg af studieretning. Sådan var det i hvert fald tænkt. Men nissen flytter med. Og i stedet blotlægger det studieretningsgymnasiets akilleshæl. Nemlig præmissen om at hovedfeltet af 16-årige kan informeres til at træffe rationelle valg. Elevernes prioriteter er dog i sin egen ret både velbegrundede og gennemtænkte. Det er bare ikke Børne- og Undervisningsministeriets ønsker på elevernes vegne, der ligger til grund. Jagten på tryghed, anerkendelse, fællesskaber og drømme trumfer til hver en tid de officielle og velmenende råd om at vælge ud fra evner og interesser.

Mistrivsel. Hvad er årsagerne til det? Sikkert mange – og jeg har ikke recepten på et kvikfix! Men jeg ved, at friheden til at vælge blandt et stort antal muligheder ikke nødvendigvis bidrager positivt, selvom det lyder sådan. Det har for mange en pris i form af ekstra stress, beslutningslammelse og i sidste ende angst. Det er ubehageligt at skulle fravælge, og sæt man fortryder sit valg.

Ok. Godt så. I erkendelse af, at det er svært at vælge, og at det nok skyldes manglende viden, lægger man så et grundforløb ind i de første tre måneder, hvor fag og studieretninger efter tur gør sig lækre.

Sjovt nok har rigtig mange elever herefter fortsat svært ved at vælge. Men heldigvis for de mange tvivlere tilbyder grundforløbet en gylden mulighed. Nemlig at man kan forsøge at komme i klasse med de venner, man har fået i løbet af de tre måneder i de midlertidige klasser. Og man kan også forsøge at koordinere fravalg af dem, man gerne vil undgå i resten af gymnasietiden.

Hvad betyder det så for klassernes sammensætning? Lige børn leger som bekendt bedst. Og sat lidt på spidsen, så får vi eliteklasser, slaggerklasser og brune klasser.

Som jeg tidligere har nævnt i dette debatforum, er antallet af klasseskift på vores skole det samme som før grundforløbet blev indført. Men hvor disse skift tidligere var fagligt begrundede, er årsagen nu dikteret af gode henholdsvis dårlige relationer til andre elever.

Socialisering af nye klasser er altid en udfordring. At få en klasse til at fungere som en enhed er særlig svært, når der fra første dag findes grupperinger. For ikke at sige kliker. Før grundforløbet blev indført, kunne man forvente velfungerende klasser med udgangen af september. Nu hedder det i bedste fald en gang i det tidlige forår. I værste fald, aldrig!

I hele det danske uddannelsessystem breder der sig i disse år en erkendelse af, at ikke alle reformer, affødt af en hastig og kompleks udvikling af verden omkring os, har været lige hensigtsmæssige. Og det er bestemt ikke en eksistensberettigelse i sig selv, at grundforløbet har eksisteret i otte år og dets platform studieretningsgymnasiet dobbelt så længe.

Medicinen til en 16-årig. Det kunne jo være et velstruktureret gymnasieforløb med nogle få og enkle valg. For jeg tror, vi gør de unge en bjørnetjeneste ved at lade skolen afspejle det omgivende samfunds kompleksitet gennem sit overflødighedshorn af studieretninger. Kompleksitet og hastig forandring forstås bedst fra en sikker og tryg base.

Grundforløbet kan ikke rette op på studieretningsgymnasiet. Tværtimod forstærker det blot svaghederne.