Google og sikkerhed

Jeg har lige været på et seminar om sikkerhed arrangeret af Google. Det var tankevækkende på flere måder. Først og fremmest fordi Google fremstår så troværdig, uselvisk og overbevisende, at man skal gøre sig umage for at huske at det er et firma, der som alle andre firmaer er ude på at tjene penge. Mange af os stoler måske lidt for meget på Google?

Nogle af dem, der stoler på Google, er den engelske regering, en del af det amerikanske forsvarsministerium, Airbus, Snapchat, Roche og et utal af andre foretagender. De anvender G Suite (tidligere Google Apps) og lagrer dermed deres data i skyen, der i virkeligheden ikke er en sky, men nogle enorme serverparker placeret rundt omkring i verden.

Skal vi være bekymrede over data i skyen? Tja, Google sammenligner selv udviklingen med den, der fandt sted, da man gik fra at gemme sine penge i madrassen til at sætte dem i banken. Det handler om sikkerhed – og om kundernes tillid til sikkerheden. Sidstnævnte gør Google-folkene et stort nummer ud af at prøve at vinde.

Der er ingen tvivl om, at data gemmes godt og sikkert hos Google. Når jeg skriver dette blogindlæg i mit Google Doc, brydes det samtidig ned i små bidder, der grundigt dobbeltkrypteres og derefter sendes til forskellige serverparker, så det hele ikke kun findes et sted. Faktisk findes alle data hos Google tre steder hele tiden. Derfor er driftsikkerheden også meget høj.

Bruger Google så vores data? Det korte svar er ja – hvis vi anvender Google som privatpersoner. Ifølge Google selv læses vores gmails, blandt andet for at undgå spam, og procentdelen af spam i gmail er da også meget lav – 0,01% hvis man skal tro dem selv. De følger også vores søgehistorik for at kunne give os, hvad vi ønsker – også når vi ikke selv helt ved, hvad det er, vi ønsker. Og så er der selvfølgelig data fra Google Maps, Youtube og de andre Google-platforme…

Men når vi anvender G Suite på skolerne, ser det anderledes ud. Her er det os selv, der ejer alle data. Google hjælper os blot med at processere dem. Det fremgår højt og tydeligt af de betingelser, der er i den kontrakt, der indgås, når skoler opretter G Suite. Så i skolesammenhænge kan vi stole på dem, og der er jeg helt rolig.

En anden ting, der kom ud af seminaret, var, at jeg langt om længe fik taget mig sammen til at tjekke, om mine mailadresser er sikre nok, eller om der er risiko for, at de er blevet eller kan misbruges til at finde passwords m.m. Det kan man gøre på dette site. Og det viste sig, at min private mailadresse var blevet kompromitteret. Så måtte jeg i gang med at installere en password-manager i browseren og derefter udskifte passwords rundt omkring, så de blev unikke og forskellige alle sammen. Det hele styres fra password-manageren, så jeg kun skal huske passwordet til den. Jeg valgte LastPass, der er gratis, og som kan synkronisere mellem mine devices. Besværligt og tidskrævende? Ja, men nok desværre nødvendigt.

I forvejen har jeg installeret Ghostery i browseren, så såkaldte tredjepartsfirmaer bliver blokeret, når de prøver at tracke, hvad jeg laver på computeren.

Nej, jeg er ikke ved at blive paranoid, men i takt med at vi lægger mere og mere ud på nettet (jeg gemmer selv alt i skyen – og kun i skyen), bliver vi også mere følsomme over for misbrug, hackere, hævnere og så videre. Tænk bare på Emma Holten, der fik stjålet nøgenbilleder fra sin computer…

Hvilket bringer mig videre til Medierådets kampagne, der er rettet mod forældre, om ikke at dele billeder uden børnenes samtykke. Vi skal være meget bevidste om, hvad vi deler med hvem på nettet, og hvilke omkostninger det kan få – både på den korte og den lange bane – for dem, som vi deler noget om. Fornuftig og reflekteret digital adfærd er sværere, end man skulle tro, men vi er nødt til at være forbilleder for de unge, hvis vi skal lære dem at navigere fornuftigt på nettet. Hvis de ikke må dele billeder af hinanden uden samtykke, skal vi heller ikke dele børnebilleder, medmindre vores børn har sagt god for det.