GL’s internationale engagement til debat
I foråret deltog jeg i topmøde om lærerprofessionen i New Zealand, og i denne uge har GL besøg af en delegation fra Egypten, hvor den uafhængige egyptiske lærerforening ISTT er i Danmark for at drøfte uddannelsespolitik for at fremme skoleudvikling i Egypten. Projektet er et led i GL’s solidaritetsarbejde.
Det er et meget godt billede på, at GL’s internationale arbejde har to formål:
Vi skal være på forkant med, hvad der sker internationalt for at kunne medvirke til at præge den uddannelsespolitiske udvikling i Danmark som led i vores interessevaretagelse for GL’s medlemmer.
Og så har vi gennem de sidste mange år haft solidaritetsprojekter, hvor vi i øjeblikket har fokus på Egypten.
Vi ser i disse år, at regeringerne i EU og i OECD udbygger samarbejdet på uddannelsesområdet, og EU har opstillet uddannelsespolitiske mål for de kommende år.
OECD’s PISA-, PIAAC- og TALIS-undersøgelser har stor mediebevågenhed, og de præger klart den uddannelsespolitiske debat i Danmark.
Derfor er GL nødt til at være aktiv internationalt, når vi vil være med til at præge den uddannelsespolitiske udvikling herhjemme. GL er både med i det nordiske lærersamarbejde, NLS, og i den globale lærerorganisation, EI, der organiserer over 30 mio. lærere på verdensplan.
I nordisk sammenhæng mødes GL med repræsentanter for de øvrige nordiske lærerorganisationer. Vi drøfter og samarbejder om uddannelsespolitiske udfordringer og tendenser, og vi bistår hinanden, når bølgerne går højt. Det gælder også i spørgsmål om løn- og arbejdsvilkår, hvor NLS markerer sig med støtteerklæringer i lærernes kampe for bedre vilkår.
Senest i Norge, hvor overenskomstforhandlingerne i skrivende er brudt sammen, og lærerne strejker i protest mod arbejdsgiverkrav om fuld tilstedeværelse. Desuden sendte NLS og GL støtteerklæring til gymnasielærerne på Island tidligere på året, da de strejkede efter sammenbrud i overenskomstforhandlingerne, fordi de i de senere år har været udsat for en mærkbar reallønstilbagegang.
I EU prioriteres den sociale dialog højt, og parterne bliver inddraget tidligt i processen med at udforme nye politiske udspil. Gennem EI’s europæiske repræsentation, ETUCE, er GL med til at påvirke processen. GL sidder i ETUCE’s uddannelsesudvalg og repræsenterer ETUCE og dermed de europæiske lærere i EU’s arbejdsgruppe om skoleudvikling og lærernes efteruddannelse.
På globalt plan har GL stor nytte af det samarbejde, EI har med OECD’s uddannelsesafdeling og med UNESCO, hvor vi får adgang til vigtige informationer og er med til at præge arbejdet i organisationerne. Som vi også kender fra den danske arena, er uddannelsespolitikken underlagt finanspolitiske overvejelser, men ved at medvirke internationalt har vi mulighed for at tydeliggøre argumenter om, at kvalitetsuddannelser er nødvendige for samfundsudviklingen.
Der er også et solidarisk aspekt af GL’s medlemskab af EI. I nogle lande forfølges lærere og fagforeningsaktivister. Her gør det ofte en forskel, når EI som repræsentant for 30 mio. lærere blander sig og fx laver kampagner for frigivelse af fængslede lærere.
I GL har repræsentantskabet besluttet, at GL skal udføre solidaritetsarbejde. I praksis har GL haft ét større solidaritetsprojekt kørende hele tiden. GL har tidligere været aktive i Litauen, i Bosnien, i Palæstina, i Sydafrika og nu i Egypten.
Da GL søgte skoler til at medvirke i Egyptenprojektet, henvendte 20 % af alle skoler sig som interesserede. Jeg er utrolig glad for, at der er stor opbakning til at deltage. Det tyder på, at der er en betydelig interesse for og engagement i GL’s indsats på solidaritetsområdet. Det glæder mig også, at når vi har en egyptisk delegation på besøg, så stiller kontorchef i Undervisningsministeriet, Annegrethe Larsen op. Det er dejligt, når centralt placerede folk tager sig tid til at deltage i solidaritetsarbejde.
GL’s hovedbestyrelse har besluttet, at vi i løbet af efteråret skal have en principdebat om, GL’s internationale arbejde og solidaritetsarbejdet. Vi vil bl.a. drøfte, hvordan GL’s indsats kan være med til at fremme det internationale arbejde på skolerne. Det er en god tradition, at GL søger om ekstern støtte til solidaritetsprojekter, men at selve projekterne udføres ved inddragelse af lærere, der også selv henter inspiration til deres undervisning via medvirken i projekterne. Jeg modtager gerne forslag til, hvordan det internationale arbejde og solidaritetsindsatsen i endnu højere grad kan afspejle medlemmernes ønske om at inspirere og hjælpe andre.
Se mere om GL’s internationale arbejde på gl.org
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode