Fremtidens gymnasium

Det var begyndt med tegnsætningen.

I erkendelse af, hvor svært det var for især yngre mennesker at sætte korrekte kommaer, besluttede Dansk Sprognævn – i samråd med Undervisningsministeriet og med kulturministerens godkendelse – at forsimple reglerne for kommatering.

Ud med start- og slutkomma, ud med kryds og bolle, ud med kompletive og relative ledsætninger.

Fremover skulle man kun sætte komma foran ’men’.

I mange sammenhænge kunne man også sagtens nøjes med en tankestreg, mente Sprognævnet.

Siden blev det nødvendigt at forholde sig til andre tegn.

Da ingen alligevel kunne se forskel på kolon og semikolon, og mange af samme grund konsekvent forvekslede betydningen, afskaffede man begge tegn og lod udråbstegnet følge med i købet.

Ved samme lejlighed blev punktum gjort valgfrit.

Valgfrihed blev ligeledes indført for brugen af majuskler ved sætningsbegyndelser og i proprier.

Dernæst tog man fat på distinktionen mellem transitive og intransitive verber, en af Sprognævnets mærkesager. Det vigtigste måtte vel være, at man kunne gøre sig forståelig, og der var efterhånden kun få, der kunne høre forskel på ’ligge’ og ’lægge’. Så sondringen mellem de to verber var i virkeligheden et udtryk for elitært snobberi.

Efter Dansk Sprognævns opfattelse var der med ændringerne tale om en naturlig udvikling, som afspejlede udviklingen i samfundet. Og det var positivt.

Som eksempel nævntes det, at der vel heller ikke længere fandtes matematiklærere, der i ramme alvor ville træne deres elever i den store tabel.

Næste skridt var litteraturen.

Skønt man var glad for den danske kanon, erkendte man, at den ikke var repræsentativ i forhold til køn og minoriteter, og det så ikke godt ud.

Desuden var værkernes vokabularier ukendte for mange unge, hvorfor det var begrænset, hvad de fik ud af at bogstavere sig gennem Blicher og Pontoppidan.

Man valgte i stedet at udforme en serie-kanon baseret på de streamingserier, der havde den største appel og det mest ungdommelige sprog.

Med de mange digitale hjælpemidler gav det faktisk heller ingen mening at undervise unge i fremmedsprog. Eleverne kunne oversætte tekster på nettet eller downloade en app, der gengav tale korrekt på fremmedsproget.

Og når nu redskaberne fandtes, var det absurd og forstokket at forbyde eleverne at bruge dem.

Det handlede dybest set om de unges trivsel, som længe havde været udfordret.

En måling viste, at den dårlige trivsel primært skyldtes skolen. Mange gymnasieelever hævdede, at lærerne var på nakken af dem, at de ikke måtte noget, at dagene var for lange og for tætpakkede.

Forventningerne til de unge var helt urimelige. Det var angst- og stressfremkaldende og gav unødige nederlag.

Undervisningsministeriet medgav da også, at gymnasiefagenes pensa var for omfattende i en tid, hvor de unge havde så meget andet at slås med.

Landets rektorer frygtede en masseflugt fra gymnasierne.

Med AI og nem adgang til viden generelt havde samfundet mere brug for faglært arbejdskraft end for akademikere.

Men eleverne var fortsat en vigtig indtægtskilde, så dem var man nødt til at være lydhør over for, hvis gymnasierne skulle bevares.

Man valgte derfor at spille bolden over til DGS, der efter summemøder i elevrådene vendte tilbage med en række krav, som straks blev imødekommet:

–         Lektier blev droppet og erstattet af frivillige, konkurrenceprægede træningsapps

–         Fraværsprocenter blev afskaffet

–         Karakterer blev erstattet af likes og smileys, som de unge i forvejen var fortrolige med, og som ikke føltes nær så stigmatiserende som karakterer

–         Eleverne kunne selv vælge, hvilke lærere de ville undervises af

–         Og endelig blev SU’en hævet, så eleverne kunne få et godt ungdomsliv uden at arbejde

Fordelene ved det grundige reformarbejde var indlysende.

Reformerne frigjorde tiltrængte ressourcer til undervisning i relevante emner som klima, unges rettigheder, bæredygtighed, digital dannelse og privatøkonomi.

De unge trivedes, og fra politisk hold så man med begejstring på udviklingen og var allerede godt i gang med flere radikale reformer på landets utidssvarende universiteter.