Fravær, nærvær og ansvar for læring

”Badly explain your profession”, lyder opfordringen fra Neuroscience News and Research, som jeg følger på de sociale medier. Mens jeg tænker over, hvordan mit svar ville lyde, klukker jeg let til lægens svar: ”I cut people open and take out bits that they don’t need. Sometimes I’m wrong” og kriminologens: “I talk about crime and why some people are better at it than others which indirectly gives information to those wishing to improve their ability as a criminal”. Hvad svarer en gymnasielærer mon til det spørgsmål, tænker jeg? Det er nok afhængigt af fag, men som dansk- og psykologilærer forestiller jeg mig at svare, at ”Jeg kloger den om oldgamle tekster og sære teorier om penismisundelse foran en flok teenagere, der hellere vil sende en snap til flirten. Bagefter giver jeg dem et tal som bevis på, hvor godt de kan genfortælle min klogen.” For det er vel sådan, det er. Eller hvad? Beskrevet på den måde lyder gymnasielærerjobbet som en omgang absurd teater, mens vi venter på eksamen.

Hvis mit karikerende svar rummer et element af sandhed, så er det måske heller ikke så underligt, hvis eleverne er åndeligt fraværende og hellere vil se på Snapchat end Sildig Opvaagnen eller vælger Instagram over læsestof om illusorisk korrelation. Læreren spiller hovedrollen på scenen, og de lange monologer sidder godt fast gennem mange års gentagelse. I det monologiske klasserum spiller eleverne publikum og ofte er enetalen kendetegnet ved netop det, som ordnet.dk fremhæver som et ”langt, sammenhængende mundtligt udsagn, undertiden fremsat uden at personen er interesseret i noget svar”. Jeg tænker ofte over, om eleverne egentlig er nødvendige i mine moduler, for at undervisningen kan lykkes, eller om undervisningen i virkeligheden tit kunne gennemføres uden deres deltagelse eller bidrag.

Jeg har virkelig haft det svært med undervisningsevalueringer, som jo ellers kunne være så gylden en mulighed for at spørge dem om, hvad de virkelig gerne vil lære noget om og hvordan. For deres svar ville måske punktere min forestilling om, at alt går fint i klasserummet, for det gør det da, tænker jeg. Hvorfor skal man lytte til restaurantgæsternes mening, når kokken ved, at hun laver god mad? Jeg er i kontrol over situationen, jeg har styr på planer og pensum og tja, de fleste følger da pænt nok med. Det er vel deres ansvar, at de lærer noget, er det ikke? Hver dag møder jeg ret velforberedt ind til modulerne. Jeg kommer med en plan, jeg har valgt materialet, og jeg har overblik over både eksamen og bekendtgørelsen. Men hvor efterlader det så eleverne? Snapchat passer jo ikke sig selv. Her er deres deltagelse vital, og den belønnes.

Klasserumsforsker Olga Dysthe taler om Det dialogiske klasserum. Idéen er ikke ny, men hvor er det altså pokkers svært at gøre enetale til flerstemmighed. Sat på spidsen, så eksisterer kundskaberne ikke forud for modulet i det dialogiske klasserum, men kundskaberne skabes i det rum, hvor eleverne taler sammen med hinanden og deres lærer. Her er det elevernes stemmer, der fylder mere end lærerens og i processen med at forholde sig til hinandens ytringer og tænke selv, opstår der ny viden og indsigt. Måske opleves undervisningen som dialogisk og elevaktiverende, når man stiller spørgsmål til eleverne undervejs i modulet eller lader dem besvare arbejdsspørgsmål i grupper, men udfordringen er at skabe en oprigtig og meningsskabende dialog med substantielt engagement, hvor elevernes svar ikke blot reduceres til at udfylde de tomme pladser i lærerens enetale eller gøres til ”gæt hvad læreren tænker”. Måske kunne jobbet som gymnasielærer i stedet beskrives som: ”Jeg sætter rammerne om et trygt og nærværende læringsrum, hvor eleverne kloger sig om oldgamle tekster og sære teorier i samspil med og afhængighed af hinanden og med min støtte. Bagefter giver jeg dem et tal som bevis på, hvor godt de har skabt mening og viden og hvilken grad af indsigt, vi i fællesskab har nået”. I så fald ville ”ansvar for egen læring” kunne ses som Lev Vygotskys teori om, at læring ikke kan overføres fra et menneske til et andet, men at læringen opstår i en sproglig, mental og social proces mellem mennesker. I så fald er ansvaret for læringen både mit og elevernes, for den opstår mellem os i samspillet. Men det er mit ansvar at sikre, at dialogen får plads og faglig kvalitet.

Jeg tror, at jeg dropper elevernes ”ansvar for egen læring” i år og i stedet arbejder for, at eleverne oplever ansvaret for egen og andres læring som en fælles opgave for dem og mig.