’Forskningen siger…’

Jeg har i foråret deltaget i et kursus i flersprogethed i uddannelsessystemet på universitetet i den tro, at det handlede om at arbejde med læring i et klasserum med flere sprog. Problematikken er meget aktuel, og der forskes en del i det, men jeg vil gerne advare imod at deltage i dette områdes forskningsprojekter, og jeg ønsker med dette indlæg at beskrive min oplevelse af den diskurs, man anlægger overfor undervisere i grundskolen og på ungdomsuddannelserne.

I kursets pensum fandtes der to hovedtyper blandt undervisere: Den rigtige lærer og den forkerte lærer. Kategoriseringen er min konstruktion, som skal illustrere, at der lige under det akademiske sprogs overflade fandtes en mere stereotyp og fordomsfuld opfattelse af de lærere, der havde deltaget i de gennemførte forskningsprojekter.

Den rigtige lærer var den markant mindste gruppe i pensum. På stående fod husker jeg kun to-tre eksempler, hvoraf det første eksempel på en rigtig lærer tilhørte en etnisk minoritetsgruppe og beskrev sig som i krig med den danske majoritets undertrykkende pres. Den anden rigtige lærer var etnisk dansk, men fordømte dog sine kollegers behandling af etniske minoritetselever og gjorde derfor med sin modfortælling oprør mod systemets racisme, undertrykkelse og marginalisering.

Den forkerte lærer var restgruppen. Dvs. næsten alle undervisere, der blev beskrevet i pensum. Her følger tre af mange flere eksempler: Den ene forkerte lærer havde faktisk været en rigtig lærer, men det ændrede sig, da en minoritetselev begyndte at gå med tørklæde: Derefter havde han distanceret sig fra eleven. Årsagen til dette blev ikke forklaret nærmere i pensum. Det antoges imidlertid, at det skyldes kritisable motiver, og læreren var dermed nu blevet forkert. Vi studerende fik ingen forklaring eller diskussion af lærerens forandrede adfærd. Det fortæller mig, at enten var forskningen fordomsfuld, eller også var den mangelfuld. En anden lærer mente, at en gruppe etniske minoritetsdrenges oprør mod hendes autoritet hang sammen med deres faglige uformåen, og da hun ifølge pensumteksten ikke havde indset, at det var hendes egen adfærd, der var årsagen til problemerne, var hun en forkert lærer. En tredje lærer prøvede at udfordre unge minoritetsetniske piger til at opnå samme seksuelle frigørelse som danske pigers. Dette var imidlertid kulturel imperialisme ifølge pensum, og den indstilling gjorde hende til en forkert lærer.

De forkerte lærere blev i forskningslitteraturen i mit pensum forbundet med begreber som marginalisering, nationalisme, racialisering, hvidhed, minorisering, islamofobi og omsorgstvang. De blev derudover forbundet med begreber som teaching as usual, der indebærer at lærere i fantasiløshed eller dovenskab ikke fornyer deres normer om gode elever, men i stedet udgrænser elever der ikke passer ind i skabelonen.

Uddannelsessystemet blev i mit valgfag beskrevet som en politisk kampplads, hvor etniske minoritetsgruppers ringere muligheder og levevilkår skabes., således forstået, at det er lærerne, skolerne og gymnasierne, der har ansvaret for marginalisering og ringere levevilkår. Dette skyldes ifølge pensum, at undervisere og institutioner tager ’cues’ fra politik og medier. Vi indoptager som professionelle denne (dårlige) diskurs og danner altså ikke selv vores opfattelser. Vores marginaliserende behandling af minoritetsetniske børn og unge er således et produkt af vores uprofessionelle og indoktrinerede adfærd. Når minoritetsetniske forældre og børn danner modkulturer og modarbejder lærere og skole skal det ses som rimelige og fornuftige oprør mod det kontroltab som vi påfører dem med vores undertrykkelse. I flere forskningsartikler pegede man på, at løsningen på problemerne er, at undervisere arbejder mere med at forandre egne normer og antagelser.

Både i pensum og forelæsninger citeres specifikke demokratisk valgte danske politikere for udsagn, der i forskningen tolkes som udtryk for nationalistisk begrundet marginalisering af minoriserede borgere.

Til sammenligning med det fejlslagne danske uddannelsessystem og dets forkerte lærere, mødte vi i pensum udenlandske eksempler til efterfølgelse. Vi kan f.eks. lære af en international skole i New York. Her arbejder man både med bevidstgørelse om uretfærdighedssystemer og at skabe en transnational identitet. Et andet sted i pensum plæderes for et post-etnisk perspektiv. Det enlige gode eksempel fra Danmark handlede om en lærer, der med kritisk farvebevidst pædagogik, lader elever kigge på billeder af forskellige slags mennesker, mens de italesatte de forskellige befolkningsgruppers privilegier.

Forskningen siger altså, at én gruppe politiske opfattelser er socialt og psykologisk skadelig. Forskningen siger, at det er illegitimt at være tilhænger af, at danske, sekulære normer og værdier bør have primat i Danmark. Forskningen siger at denne illegitime politiske opfattelse skaber minorisering, racialisering og marginalisering.

Som underviser i gymnasieskolen er jeg forskrækket og forstemt over den fordomsfuldhed, der kom til udtryk i kurset. Jeg har hele min karriere sat en ære i at være en god underviser for alle mine elever, at stille faglige krav og lære dem at tænke nuanceret, kritisk og selvstændigt. Som studerende i flersprogethed i uddannelsessystemet blev jeg dog hurtigt opmærksom på, at jeg ville ende i kategorien af forkerte lærere, hvis jeg ikke underkastede mig de udsyn og præmisser, der blev opstillet, og at der ikke var meget plads til nuancer.

Afslutningsvis vil jeg gerne advare undervisere imod at deltage i forskningsprojekter indenfor området flersprogethed. Kig efter nøgleord som poststrukturalisme. I det ligger nemlig den antagelse, at klasserummet udelukkende er magtrelationer, at underviseren repræsenterer magten og dermed deltager i magtens marginalisering af etniske og andre mindretal.

En underviser på universitetet fortalte den tankevækkende anekdote fra sit ph.d. forsvar, at en videnskabelig opponent og dele af publikum havde protesteret over, at hun ikke ”kaldte ud” dvs. kritiserede forskningsprojektets deltagende lærere for deres racisme og brød deres anonymitet. Anekdoten viser med al tydelighed, at denne form for forskning ikke ønsker at undersøge, men at ensrette og dømme. Man kan dermed frygte, at det i fremtiden kan få karrieremæssige konsekvenser, hvis man i god tro frivilligt deltager i et forskningsprojekt, men ender med at komme i kategorien af forkerte lærere.