Faglighed, forvirring og fiktion
Gymnasiet. Gymnasieskolernes Lærerforening og Danske Gymnasier (Rektorforeningen) havde i fællesskab indbudt en række oplægsholdere fra forskellige videregående uddannelser og fra erhvervslivet for at få taget temperaturen på fagligheden i gymnasiet. Det mærkelige var bare, at ordet faglighed forekom meget lidt under høringen. Langt hyppigere blev der talt om kompetencer – uanset hvem der havde ordet. Formentlig fordi kompetencebegrebet var det centrale omdrejningspunkt for den store gymnasiereform af 2005. Man havde dog ofte fornemmelsen af, at oplægsholderne i virkeligheden mente ”faglighed”, når de talte om ”kompetencer”. Helt forvirrende blev det til sidst, da to repræsentanter fra EVA, Danmarks Evalueringsinstitut, skulle ”lægge tallene på bordet”, som ordstyreren sagde. De to EVA’er, som i virkeligheden hed Camilla og Katrine, underkastede nemlig faglighedsbegrebet en avanceret form for gradbøjning – uden at man fik noget svar på det centrale spørgsmål: Har den store reform forøget fagligheden i gymnasiet? EVA, Camilla og Katrine, hensatte snarere tilhørerne til en form for parallel virkelighed. Jeg kan mere genkende virkeligheden i et interview i det sidste nummer af tysklærerenes faglige blad, hvori en garvet underviser udtaler: ”Det er en stadig tilbagevendende bemærkning blandt tysklærere, at vi ikke kan læse de samme tekster i dag, som vi kunne for 5-10 år siden.”
Mikael Busch (kandidat for Liste 2)
Kolding Gymnasium
Medlem af GL’s hovedbestyrelse
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode