Erhvervsgymnasier som lavtlønsområder for lærerne?
I OK 15 blev der indgået en aftale om, at der i løbet af 2016 skal gennemføres en lønworkshop tre til fire forskellige steder i landet, hvor der skal sættes fokus på at få den lokale løndannelse til at fungere på erhvervsgymnasierne. Det er et tankevækkende resultat, som viser, at Moderniseringsstyrelsen anerkender, at der er et problem med at få den lokale løn til at fungere her. Det bekræftes desværre til fulde af Gymnasieskolernes Lærerforenings (GL) egne lønstatistikker, som der lægges store kræfter i at få indsamlet – også på erhvervsgymnasierne. Med den lønkampagne, som GL ruller ud senere her i år, ønsker hovedbestyrelsen at få mere fokus på den lokale løndannelse, ikke mindst på erhvervsgymnasierne.
I denne situation er det mere end problematisk, at det kan konstateres, at Rigsrevisionen har udtalt kritik af frås med lønmidler, pension, resultatløn, rejser og kørsel på en række erhvervsuddannelser (Altinget, september 2015). Formanden for rigsrevisorerne udtaler om fråseriet: ”Det burde ikke finde sted, men sådan er det nogle gange, når man har fået en position, hvor man begynder at føle sig usårlig.” Om det nu er forklaringen på tilstanden, kan man kun gætte, men det er glædeligt at konstatere, at Lars Kunov fra erhvervsskolelederne erklærer sig parat til at se på problemerne og gøre noget ved dem. Trøsterigt er det også, at undervisningsministeren opfordrer skolerne til at stramme op – og at hun understreger, at man fra ministeriets side vil skærpe tilsynet. Det må vi da i den grad håbe på. Vi skal altså have den lokale løndannelse til at fungere på erhvervsgymnasierne. Sker det ikke, bliver de til lavtlønsområder for lærerne,med alle de negative konsekvenser, det har.
Peter Madsen
Aalborg Handelsgymnasium
Medlem af GL’s hovedbestyrelse (kandidat for Liste 1)
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode