En lærer skal være voksen – ikke en BØV

De seneste uger har aktuelle sager i danske gymnasier vist, at lærere og rektorer ikke påtager sig den autoritet, der ellers ligger indlejret i jobbet.

De seneste uger har aktuelle sager i danske gymnasier vist, at lærere og rektorer ikke påtager sig den autoritet, der ellers ligger indlejret i jobbet. Det drejer sig om sagen om sex-videoen og det drejer sig om undersøgelsen af elevernes brug af facebook, spil og film i undervisningstiden.

Børn og unge mennesker har brug for klare regler for at finde ud af, hvordan man skal opføre sig. Og de har brug for voksne vejledere og forbilleder for selv at blive voksne, træde i karakter og tage ansvaret for sig selv og deres handlinger på sig, når de bliver gamle nok til det. Derfor bør lærere og skoleledere naturligvis være netop voksne, ansvarlige, myndige personer, der sætter nogle goder rammer for, at den faglige viden kan videreformidles og tilegnes af de unge. Er det det vi ser i skolerne i dag?

Ikke så meget, kan man vist roligt sige. Den myndige lærer-rolle er ligesom ikke rigtig in. Det er mere den ungdommelige, legende lærer, der deltager i udforskningen af faget på lige fod med sine elever. Den omvendte kasket, de posede bukser, der er ved at falde ned over bagdelen og det strittende, barnlige hår – ser man ligeså ofte på lærere som elever. Ja, det kan være meget svært at se forskel. Læreren efterligner i sin stil eleverne – det er ikke eleven, der stræber efter at blive voksen som læreren, men omvendt. Vi har kendt det i en række år, og historikeren Henrik Jensen har nået at skrive en meget lang bog om fænomenet. Populært kaldes de BØV – BØrneVoksne. Voksne kroppe, men mentalt som børn. Henrik Jensens bog hedder ”Det Faderløse Samfund” og beskriver blandt andet hvordan, det er aldeles yt at være far, at have ansvar, at have myndighed. Og han advarer imod, at vi mister en kulturel styrke og vilje til at klare os, til at udsætte vores behov og til at leve op til tilværelsen store krav med denne dyrkelse af barnligheden og selvudfoldelsen. For megen lyst og for lidt pligt.

Reformpædagogikken passer perfekt til den ikke-autoritære lærer-type. Hvis fag og faglige kundskaber ikke kan defineres klart og dermed videregives, hvis faglighed er noget der opstår, mens man laver projektarbejde om tværfaglige problemstillinger, ja så har læreren jo naturligvis ikke en faglig autoritet eller nogen autoritet overhovedet. Han er kun foran eleverne i sin mestring af metoden til projektarbejdet. Han er coach og ikke underviser. Og uden de klare pensum-krav kan man lade elvernes lyst og motivation styre stofvalget.

Det er ikke sært at den type lærer – og skoleleder – ikke kan sætte klare regler og normer, så der kan skabes et ordentligt rum for undervisning.

Heldigvis er der også eksempler på, at den gamle type lærer og skoleleder stadig eksisterer. Der er solskinshistorier om skoler, der netop formår at indføre klare og forståelige regler på deres skoler og dermed giver mulighed for en fornuftig undervisning. Men der skal være flere af de gode historier og færre af de dårlige. Der er derfor brug for et opgør med både reformpædagogikken og den nye lærertype.