En and i ligestillingsdebatten?

For nylig har Gymnasieskolen i forbindelse med et tema om deltid beskrevet, at GL ser et ligestillingsproblem i de relativt mange deltidsansættelser for kvindelige gymnasielærere. Helene Caprani og Anne Sophie Huus Pedersen fra GL’s hovedbestyrelse skriver således, at “Gymnasielærere har for meget at lave, og det går i særlig grad ud over kvinderne” og “Hvis vi skal løse ligestillingsproblemerne på vores område, kræver det [...] et opgør med det opskruede arbejdspres…”

Jeg er kvindelig gymnasielærer på deltid, og jeg er meget uenig i denne anskuelse.

For det første: Hvis GL betragter deltidsansættelser som et problem i sig selv, så bør det defineres, hvem det er et problem for, og hvorfor det er et problem.

For det andet: Hvis øget arbejdspres i sektoren er årsag til, at flere går på deltid, så har jeg svært ved at forstå præmissen om, at det er en ligestillingssag? Arbejder vi ikke alle mere ⎼ uanset hormoner og kromosomer?

Altså, hvis problemet er balancekunst mellem familie- og arbejdsliv, hvad har det så med køn at gøre? Og hvis det angår køn, fordi der er en skævvridning af forventninger mellem mænd og kvinder i forhold til opgaver i husholdningen, hvad har det så med GL at gøre?

I øvrigt er deltidsprocenten for gymnasielærere nogenlunde på landsgennemsnit - faktisk lavere for kvinder. (Danmarks Statistik)

Så, er der egentlig tale om et sektorproblem? Er der overhovedet tale om et problem?

Et gennemgående argument for at vaje ligestillingsfanen er, at deltidsansatte får en lavere pension. Et højt antal deltidsansatte kvinder = Et højt antal kvinder med lavere pension. Min løsning på problemet er at indbetale ekstra til min pension. Man kan selvfølgelig være i en presset økonomisk situation, men det er faktisk ikke et stort beløb. Jeg synes i hvert fald, at argumentet er for hult til at være rigtig interessant.

Lad mig i stedet sætte deltidsansættelser i et andet lys:

Det er et privilegium, at man kan ønske en bestemt ansættelsesgrad, og at man har en løn, der muliggør deltid.

For mig personligt gælder det, at jeg pt. ikke kan arbejde fuld tid, fordi jeg har et barn med særlige udfordringer. Nok er jeg er gymnasielærer, fordi jeg elsker at undervise – jeg elsker mine fag, mine elever og at høre mig selv tale – men jeg arbejder ikke kun som gymnasielærer, fordi jeg vil; jeg arbejder som gymnasielærer, fordi jeg kan, trods de logistiske udfordringer, vi har som familie; fordi jeg både kan have et job og hente barn tidligt, følge til behandlinger og alt det andet, familiesituationen kræver.

En forudsætning for deltidsarbejde er, at min leder giver lov til det. Den mulighed er jeg meget taknemmelig for. For mig er det en luksus.

Der kan være mange grunde til at arbejde deltid. Jeg anfægter ikke, at nogle vælger det af nød. Det kan man endda sige, at jeg selv gør. Det er bare ikke en fagforeningsrelateret nød. Igen: Hvis vores arbejdspres er for stort, er det et problem - bare ikke et ligestillingsproblem.

Måske står svaret på, hvorfor det med deltid er et ligestillingsspørgsmål dog i en anden artikel, for her hævdes det, at “kvinder i højere grad påtager sig både formelle og uformelle opgaver for at støtte og hjælpe andre”. Hmm... Var det svaret? Dels har det i artiklen omtalte forskningsprojekt tydeligvis overset en række af mine mandlige kolleger. Dels er her et problem med kausalitet og korrelation: Hvem siger, at man ved at støtte og hjælpe andre udsættes for en særlig belastning? Måske får man også noget den anden vej?

Til gengæld kan man i samme artikel læse ordene ‘mandefag’ og ‘kvindefag’! Jeg er med på, at Kepler taler i datid og forhåbentlig med en slags ironisk distance - men hvis GL gerne vil have et opgør med ulighed blandt kønnene, så lad da være med at videreføre en diskurs, der ønskes nedbrudt.

Jeg er ikke modstander af ligestilling. Kønsroller er i min optik kulturelle konstruktioner, og jeg tror, vi på både mikro- og makroplan er underlagt strukturer, vi ikke er bevidste (nok) om. Jeg mener også, det er nødvendigt med et opgør med disse strukturer for at opnå reel ligestilling.

Når sagerne stilles op som en boksekamp (“Mænd vs. Kvinder! Hvem taber - hvem vinder?”) – og når deltid problematiseres uden, at der nødvendigvis er grundlag for det –  finder et opgør med sådanne strukturer ikke sted. Tværtimod.

Jeg ser to mulige præmisser for at se et ligestillingproblem i deltidsansættelsesprocenten.

Enten a) at kvinder arbejder deltid, fordi mændene ikke gør det – at man som kvinde er nødt til at arbejde deltid, fordi ens mand arbejder fuldtid, eller b) at kvinder oplever et større arbejdspres end mænd, fordi de arbejder på en anden måde.

Har man for første præmis’ vedkommende mon spurgt deltidsansatte kvinder, om de lever i sådanne forhold? Eller forudsætter man bare, at alle kvinder lever i forhold ⎼ med mænd…? som arbejder fuldtid…? Anden præmis er baseret på en forældet idé om kønsforskelle.

Hvis man vil have ligestilling, må man gøre op med kønsroller, kønsnormativitet og usynlige strukturer – altså netop de usynlige strukturer, som argumenterne her er underlagt.

GL må selvfølgelig gerne forholde sig til deltidsarbejde. Det skal blot tydeliggøres, hvorfor det er et problem – og dermed om det er et problem. Og så skal det kun behandles som et ligestillingsproblem, hvis det vitterligt er det.

Jeg sætter i hvert fald pris på det enorme privilegium, at jeg må arbejde deltid!