E for Efteruddannelse
GL-E udsendte for et par måneder siden et kursuskatalog for foråret 2016 og starten af skoleåret 2016-2017. Dermed kunne Hans Laugesen og hans fantastiske team i Gymnasieskolernes Lærerforenings (GL) sekretariat fejre et flot 10-års jubilæum. Ideen, som ikke mindst vi i Liste 2 støttede varmt, har bevist sit værd.
Dengang GL-E startede, blev der udbudt 13 kurser – før som nu på et nonprofitgrundlag. Forleden kom Gymnasieskolen med kursuskataloget for 2016-2017 med cirka 100 kurser, som man kan tilmelde sig på GL’s hjemmeside (www.gl.org/GLE), en side, der naturligvis opdateres løbende.
Det er en fornøjelse, at GL-E har kunnet samle alle relevante kursusudbydere, herunder også EMU’en. GL-E ”blander sig ikke” i indholdet, men står for det administrative. Har man spørgsmål til for eksempel den faglige forening, er det kontaktpersonen for det pågældende kursus, man henvender sig til.
Det er jo unægtelig en stor fordel for GL’s medlemmer, at man kun behøver at orientere sig ét sted. Det er helt tydeligt, at antallet af skolebaserede kurser er steget, og det er klart, at man kan spare en del transport ved netop at arrangere kurser lokalt eller i fællesskab med en/flere naboskoler.
Vi vil dog gerne slå et ekstra slag for det efteruddannelsestilbud, som vores faglige foreninger står for. De skal ikke ”støttes” for at støttes, men fordi deres kursusudbud er tilrettelagt for at imødekomme de faglige behov, vi nu engang har. Det drejer sig ikke bare om den vigtige og nødvendige faglige ajourføring, men sandelig også om det faglige netværk. Vi gymnasielærere, adjunkter og lektorer, fastansatte eller ej, lever ikke i ”splendid isolation”. Det er en berigelse at møde kolleger fra andre skoler.
Det er her på sin plads at genopfriske, at GL tilbyder alle medlemmer ét kursus årligt under overskriften ”medlemstilbud”, det vil sige, at ens arbejdsgiver blot betaler et mindre deltagergebyr, tid og transport. Ledige og ikkefastansatte kan som hidtil søge dækning via GL’s efteruddannelsespulje (op til 6.000 kroner/årligt).
De faglige foreninger er og bliver vores vigtigste kursusudbydere. De har fingeren på pulsen og udfører et enormt arbejde. Desværre bliver det ofte store frivillige arbejde ikke altid værdsat. Ethvert medlem af de faglige foreningers bestyrelse aftvinger vores store respekt og anerkendelse for deres kontinuerlige og altid relevante indsats til fordel for medlemmerne. Gid alle – også skolernes ledelse – husker at styrke og støtte de faglige foreninger i deres uegennyttige indsats ved også at benytte deres tilbud om efteruddannelse. Med en gymnasiereform i sigte er det desto mere vigtigt!
Det bringer os til spørgsmålet: Hvor finder man de faglige kurser i matematik og de naturvidenskabelige fag? Astronomi, biologi, biotek (der nu bliver et permanent fag), fysik, kemi (der var kun et enkelt i førnævnte katalog) og naturgeografi ”glimrer” ved deres fravær. Det samme gør drama, erhvervsøkonomi, fransk/spansk (der var kun et enkelt i førnævnte katalog) og religion. Forhåbentlig er det ikke tegn på, at de faglige foreninger er ved at tabe pusten og miste gejsten, fordi indsatsen ikke står mål med resultatet. Eller fordi medlemmerne ikke har tid til at tage på efteruddannelse! Det sidste vil GL undersøge nærmere til efteråret.
Husk at støtte de faglige foreninger! Læs kursuskataloget, eller klik ind på GL-E og meld dig til!
Mikael Busch, Sigrid Jørgensen, Asger Wille
Medlemmer af GL's hovedbestyrelse (Liste 2)
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode