Det hele er komplekst, men ikke så kompliceret

Velkommen til skoleåret 2017/18.

Sommerferien er forbi, og endnu en gymnasiereform er trådt i kraft. De nye elever i 1.g skal ikke længere have AT. Det skal de nu ikke være så kede af. Til gengæld skal de have et hæsblæsende forkortet grundforløb på bare tre måneder, inden de vælger studieretning. Det bliver de nok heller ikke kede af. De har jo ikke kendt andet. Men man havde nok gjort både elever, undervisere og gymnasieadministrationerne en tjeneste, hvis man også havde afskaffet det overflødige og ressourcekrævende introduktionsforløb, der bare lægger op til indbyrdes konkurrence mellem fagene. Hvorfor ikke gå ud fra, at eleverne selv kan vælge rigtigt på forhånd? Det kunne de tidligere. Men nutidens unge betragtes som grundlæggende anderledes end tidligere tiders. De kan f.eks. ikke tåle at få karakterer. Derfor starter mange af de nye elever i ”karakterfri klasser”. Man vil gerne ”flytte fokus fra karakterer til læring”. Det er skam venligt ment, men eleverne skal alligevel bedømmes med karakterer i den sidste ende. Det kan dårligt kaldes andet end blød kynisme. Eller hykleri.

Gymnasiernes lærere og ledelser skal i øvrigt også bedømmes. Nemlig på deres såkaldte løfteevne. Og hermed er jeg fremme ved mit hovedanliggende. Ordet ”løfteevne” kan give associationer i retning af et fitnesscenter. Andre kommer måske snarere til at tænke på en havnekran. I det særlige uddannelseslingo er ”løfteevnen” et udtryk for, hvor gode (eller dårlige!) gymnasierne er til at ”løfte” eleverne i forhold til de karakterer, de skulle forventes at få på baggrund af en række socioøkonomiske faktorer.
Før sommerferien bragte dagbladene rutinemæssigt en række historier på baggrund af årets rangliste over løfteevne. Her blev Rønde Gymnasium i det naturskønne Djurs fremhævet for sin flotte førsteplads, mens der blev peget fingre ad ”velhavergymnasiet” i Rungsted, som lige akkurat kilede sig ind foran Nakskov Gymnasium på en flov fjerdesidsteplads.

For den almindelige borger kan forsøget på at rangordne gymnasierne på baggrund af størrelser som løfteevne måske forekomme fornuftigt. Hvorfor skulle det ikke være noget helt naturligt at orientere sig i ranglisten, når der vælges gymnasium? Men hvordan omregner man mon forældres beskæftigelse, åndelige og økonomiske kapital etc. til tal, man kan putte ind i formler? Hvem fastsætter regnereglerne? Måske er det i virkeligheden ikke så kompliceret. Årets hitliste viser, at de gymnasier, der er forankret i dele af Jylland, klarer sig særdeles godt: Ud over Rønde udgøres toppen af Ringkøbing, Det Kristne Gymnasium (også Ringkøbing), Vejen, Frederikshavn, Ikast-Brande. Dvs. steder, hvor eleverne – som noget helt naturligt – læser lektier. Så fantastiske er lærerne og ledelsen næppe i Rønde, og så ringe er de nok heller ikke i Rungsted. Der er ganske enkelt grænser for, hvor meget man kan løfte eleverne, når de – som i Rungsted – allerede har høje karakterer med sig fra folkeskolen.

Forestillingen om løfteevne er i virkeligheden et uddannelsespolitisk postulat. Et kluntet forsøg på at instrumentalisere uddannelse og dannelse til noget, man kan måle og rangordne. En banalisering af undervisning, som faktisk er en uhyre kompleks proces.
Velkommen til skoleåret 2017/18!

Af Mikael Busch
Medlem af GL’s hovedbestyrelse for Liste 2