Det fordømte forår?

Eksamenstiden nærmer sig med hastige skridt. Eleverne trænger til ferie. 3.g’erne trænger til at komme ud i det pulveriserende virkelige liv og er som følge af denne trang tæt på umulige at motivere til noget som helst. Majvejret har vist sig fra sin solrige side lige præcist længe nok til, at de efterfølgende regnfulde dage føles ekstra demotiverende.

Foråret er på mange måder en fascinerende tid. Især når man har eksamenshold. Det er som om, man igen og igen må forklare for eleverne, at eksamen ikke er et slagtehus. At det bliver stille og roligt, hyggeligt og spændende. De tror vist ikke på det.

Selvom mange sikkert har et ambivalent forhold til eksamen, så har jeg en klar oplevelse af, at både lærere og elever får meget ud af at runde undervisningen af med eksamenspræstationen. Selvfølgelig er der nogle, som trækker det forkerte spørgsmål, ligesom nogle af døgenigtene trækker det helt rigtige og præsterer over niveau. Som punktum for et undervisningsforløb har jeg nu altid fundet eksamen vældigt givende.

Eksamen bliver fra tid til anden emne for diskussioner om, hvorvidt det overhovedet giver mening at bedømme eleverne ud fra en præstation, der på mange måder er underlagt faktorer som held, talent og at “toppe” på dagen. Er det overhovedet rimeligt at give karakterer, som kan få afgørende betydning for elevernes fremtidige muligheder på baggrund af en enkelt 30 minutters præstation? Det er et virkeligt godt spørgsmål. Når emnet er på den dagsorden i den offentlige debat, løber det for det meste ud i sandet på grund af problemstillingen: “Hvad har vi at sætte i stedet for?”

Årskaraktererne har jo også en indbygget mulig fejlkilde, idet det nok er de færreste, der kan sige sig helt fri for at give den hårdtarbejdende dygtige pige, som måske lige mangler det sidste abstraktionsniveau, lidt mere goodwill, end den dovne men talentfulde dreng, som, selvom han ikke har forberedt sig, kan skimme teksten og slå hovedet på sømmet i analysen. Det er jo skide irriterende, hvis sådan en doven hund måske skal have en bedre karakter end den hårdtarbejdende pige. Med andre ord så er det nok svært at finde den perfekte metode at evaluere eleverne i den danske gymnasieskole.

Så eksamenstiden fordømmer igen et forår til terperi, febrilsk genlæsning af 1.g-stoffet, nervøsitet og nerver uden på tøjet. For 3.g’erne ender det for langt de fleste med en hue, en forløsende tid med studenterfester og frihed. For lærerne med tilfredsstillelsen over at endnu et hold elever er sendt videre ud i livet, med de forudsætninger, gymnasieuddannelsen giver dem, og en forhåbning om, at de er rustet til livet i en globaliseret virkelighed. Det er jo dem, der skal konkurrere med kineserne på fremtidens globale arbejdsmarked.