Der er for lang tid til den 21. maj!

Med regnen piskende ind i ansigtet stod jeg tidligt i morges i kø for at få taget en kviktest i filmbyen i Aarhus, så jeg med god samvittighed kan møde på arbejde i morgen. Der i køen tikkede nyheden om yderligere genåbning ind. Dejligt nyt på en kedelig gråvejsdag. Jeg kan bl.a. glæde mig over, at min 12-årige herhjemme nu endelig kan komme fysisk tilbage i skole på fuld tid. Det er tiltrængt – han har klaret den virtuelle undervisning flot, men savner samværet med sin klasse og sine lærere i de uger, hvor han er hjemme. Det tænker jeg, at langt de fleste hjemsendte børn og unge gør. Vores børn og unge har betalt en høj pris, for at vi har kunnet holde smittetrykket nede. Nu er det endelig tid til, at de kan få lidt af det tabte tilbage, nåede jeg at tænke i køen i morges. Men nej, desværre viste min glæde sig at være kortvarig, for ikke alle kommer tilbage på fuld tid. Først den 21. maj kan vores 1.g’ere, 2.g’ere og 1.hf’ere få mulighed for fuldt fysisk fremmøde. På det tidspunkt er det minimum et halvt år siden, at de modtog helt almindelig fysisk undervisning på fuld tid. Et halvt år! Det er virkelig lang tid i et ungt menneskes liv. Hvis man så bare kunne forstå ræsonnementet bag beslutningen om at lade dem vente tre uger mere, men for mig er det komplet uforståeligt. Vores elever lader sig frivilligt teste to-tre gange om ugen; på mit gymnasium har der været ganske få, der er testet positive, og for flertallet har den efterfølgende PCR-test vist, at der var tale om falsk alarm. Vores testcenter kører upåklageligt med en række dygtige og ansvarlige 4.g’ere som tovholdere. Vores elever opfører sig også ansvarligt: bevæger sig rundt på skolen med mundbind på, spritter af, benytter de indgange og toiletter, der tilhører deres klasse, holder afstand i kantinen m.m. Men det er åbenbart ikke godt nok – de må stadig ikke komme tilbage i skole. Det gør mig vred, frustreret, ja ked af det på deres vegne. Og endnu mere uforståeligt bliver det, når man tænker på, at vores elever allerede nu må mødes på barer og fra på torsdag må mødes til fritidsaktiviteter, i biografen og i fitnesscenteret.

Men de har trods alt fysisk undervisning hver anden uge. Det er da godt, vil nogen måske sige. Men nej, hver anden uge var bedre end ingenting for nogle uger siden. Nu er det ikke længere godt nok! For det første er det didaktisk set noget rod at undervise en klasse fysisk i en uge og derefter virtuelt den næste uge. Misforstå mig ikke. Jeg ønsker ikke, at vi vender tilbage til ren virtuel undervisning, men jeg kan bare mærke, at jeg som underviser præsterer ringere og ringere undervisning, fordi jeg skal forholde mig til skiftende virkeligheder hele tiden. Jeg skal hele tiden tænke i at tilrettelægge forløb, der kan fungere lige så godt i det virtuelle som i det fysiske rum, og det må jeg bare erkende, at mine didaktiske evner ikke strækker til. Dertil kommer, at eleverne jo i praksis ikke modtager 100 procents fysisk undervisning hver anden uge. På blandede hold må de stadig ikke mødes, så i disse uger underviser jeg stadig mine 1.g-begynderfranskelever virtuelt hele tiden. Dog nu med den ekstra udfordring, at de hver anden uge sidder fysisk på skolen, men skal modtage virtuel undervisning. De skal med andre ord forsøge at holde fokus i den kakofoni, der helt naturligt udvikler sig, når mange elever i samme lokale modtager undervisning i forskellige sprog på samme tid. Så kan jeg jo bare undervise dem udenfor…, og ja, det kan jeg, og det har jeg skam også gjort. I sidste uge blev de sendt på et opgaveløb, som de gik til med stort engagement, og de hyggede sig. Absolut vigtigt med den slags sociale tiltag på et hold, der kun nåede at modtage fysisk undervisning sammen i ganske få uger inden nedlukningen. Men lærte de fransk? Non, très peu… Det faglige udbytte ved udendørsundervisning er ikke stort nok til, at jeg kan forsvare at gøre det hver gang, mine franskelever er på skolen.

Men undervisningsperioden er jo blevet forlænget, så der faktisk er tre ugers fuld fysisk undervisning tilbage fra den 21. maj. Det er da godt, vil nogen måske sige. Ja på papiret ser det måske fornuftigt ud, men vi er ikke bare regneark, og undervisning er ikke bare at trykke på en knap, og så kører det. Når jeg skal undervise mine franskelever fysisk de sidste tre uger af skoleåret, foregår det samtidig med, at jeg forbereder eksaminer. Jeg ved allerede nu, at jeg skal have alle mine tre afgangshold op. Dertil kommer skriftlig censur og muligvis også mundtlig censur ud af huset. Jeg har med andre ord travlt! Og hvor gerne jeg end ville levere helt forrygende franskundervisning, når jeg nu endelig skal se mine elever til fysisk undervisning igen, så må jeg bare erkende, at overskuddet næppe er til det, når de endelig kommer tilbage.

Men der er jo heldigvis blevet afsat penge til fagligt løft her den sidste del af skoleåret. 377 mio. kr. til skoler og uddannelsesinstitutioner, der kan anvendes til ”supplerende undervisning, tolærerordninger, co-teaching, flerfaglig undervisning, ekstraundervisning i mindre hold og turboforløb”, som der står i aftaleteksten. Det er da godt, vil nogen måske sige. Men igen må jeg bare sige nej, for vores virkelighed rundt omkring på skolerne ser bare ikke ud, som politikerne forestiller sig den. Pengene skal bruges nu og her – inden dette skoleår slutter. Men jeg har ikke på nuværende tidspunkt tid og overskud til at planlægge gæsteforelæsninger, ekskursioner, flerfaglig undervisning, ligesom jeg jo ikke for alvor kan få glæde af en dobbeltlærerordning, før jeg ser mine franskelever fysisk igen – altså først efter den 21. maj. Misforstå mig endnu engang ikke. Det er jo ikke, fordi vi ikke er glade for, at der er blevet afsat ekstra midler. Men det er bare ikke lige nu, vi har mest brug for de ekstra midler, men næste år. Vores 1.g’ere, 2.g’ere og 1.hf’ere skal jo fortsætte deres skolegang, og der ville de ekstra midler virkelig falde på et tørt sted. Tænk, hvilket fagligt løft jeg rent faktisk ville kunne give fx mine begynderfranskelever, hvis jeg i den første periode efter sommerferien kunne have en hjælpelærer på i alle timerne. Det ville give en reel mulighed for at indhente al den mundtlighed, der er gået tabt, mens de har været hjemsendte.

Sommeren nærmer sig, genåbningen sker gradvist, og vi er mere og mere på vej tilbage mod normalen efter mere end et år i pandemiens tegn. Der er masser at glæde sig over. Men når jeg lige nu og her sidder og kigger ud på regnvejret, synes jeg faktisk, det er lidt svært at bevare optimismen, og jeg er skuffet over, at vores politikere ikke kan se vigtigheden af at få ALLE børn og unge tilbage i skole på fuld tid NU – ikke om en uge, ikke om to uger, og da slet ikke først fra den 21. maj!