Den ulige løn er solidarisk, når vilkårene er ulige

Værdien af en fastansat gymnasielærer stiger i takt med, at vikarens løn overstiger den fastansattes. Når vikaren får mere i løn end den fastansatte, får flere gymnasielærere bedre vilkår.

En vikar ansat i gymnasieskolen bør lønmæssigt kompenseres for:

• usikkerheden i jobbet.
• at løse et akut problem for en arbejdsgiver.
• at springe ind og påtage sig en opgave uden en egentlig introduktion til opgaven.
• uden et kny at klare ærterne.

Vikaren forbereder sig ekstra med ekstremt kort varsel og sætter sig meget hurtigt ind i en anden lærers forløb og planer. Dertil kommer, at vikaren ofte på meget kort tid skal lære eleverne at kende og skabe trygge relationer samt indgå i samarbejder med et etableret system og lærerkorps.

Bag denne kutyme ligger den meritokratiske logik: Gør man sig umage, giver det gevinst – ikke mindst i arbejdsgivers øjne. Dermed burde chancen for en forlængelse eller en fastansættelse øges. Dertil kommer, at eleverne har lært vikaren og dennes tilgang at kende – et plus i et bæredygtigt læringsfælleskab.

Den opfattelse deles desværre langt fra på arbejdsgiverside. Når kontrakten udløber – typisk efter eksamen, men før en sommerferie, som arbejdsgiveren dermed sparer – har vikaren ingen indtjening på ubestemt tid.

Bedre for både vikar og fastansat
Hvis en vikar og en fastansat får lige løn, kan en fastansat nemt udskiftes eller presses til at tage flere opgaver end, hvad der er rimeligt. Deraf følger, at den fastansattes værdi stiger, når det bliver for omkostningstungt for arbejdsgiver at ansætte vikarer.

Derfor er det fair, at vikaren får højere løn, et ekstra kvalifikationstillæg, pga. ulige vilkår: Højere løn i anerkendelse af de ulige vilkår og i solidaritet med den fastansatte.