“Den mundtlige eksamen er baseret på et vakkelvornt system”

De mundtlige eksamener i gymnasiet er tilfældige og usikre. Det mener Julie Marie Isager, der sidste efterår forsvarede sin ph.d.-afhandling, Hvis du vakler, er der ridser i lakken. Her undersøger hun gymnasieelevers perspektiver på den mundtlige studentereksamen.

“Min forskning viser, at velreflekterede elever har udfordringer med at identificere, hvad den gode mundtlige eksamensbesvarelse i fagene er,” siger Julie Marie Isager, der er ansat som specialkonsulent på Københavns Universitet, hvor hun udvikler universitetsundervisning til humaniora, teologi og jura. 

I fem måneder har Julie Marie Isager fulgt tre 3.g-klasser med i alt 80 elever på to gymnasier. Hun har observeret undervisning i 10 forskellige fag.

“Jeg fulgte eleverne i månederne op til eksamenen, fordi samtalen til eksamenen ikke kan ses som et øjebliksbillede. Eksamenen er kulminationen på et langt forløb, som samtalen sker på baggrund af,” forklarer eksamensforskeren.

Inden eksamensudtrækningen talte hun med eleverne om, hvad der tæller til den mundtlige eksamen, men svarene var præget af ­meget usikkerhed. “Det kommer meget an på faget og læreren,” mente ­eleverne, der ikke gav sig i kast med systematisk at undersøge alle deres eksamensfags kriterier. Eleverne forklarede, at den mundtlige eksamen handler om “at give læreren det, hun gerne vil have”.

“Eleverne orienterer sig meget mod deres lærer som bærer af en abstrakt fagkonvention, som ikke er nær så tydelig for dem,” fortæller ­Julie Marie Isager.

Men er det ikke meget naturligt, at de målretter deres eksamen mod læreren, som formentlig har været deres faglige autoritet i de seneste år?
“Det er meget skrøbeligt, for hele eksaminationssituationen er bygget op om, at en fagperson kan udskiftes. Eleverne har ikke krav på at blive eksamineret af deres egen lærer,” svarer Julie Marie Isager.

“Eleverne taler for eksempel om, at danskundervisningen vare­tages anderledes i naboklassen. De går rundt med en stærk fornemmelse af, at det er lærerpersonens faglige billede, de skal ramme. Hvis de tilfældigvis går ind i en eksamenssitua­tion i samme fag, men med en anden lærer, så er det et andet fagligt billede, de skal ramme. Censor er et wildcard. Så der er meget på spil for eleverne.”

Julie Marie Isager understreger, at hun har meget stor respekt for lærerne. Systemet omkring den mundtlige eksamen gør bare, at de står i en svær position.

Eleverne giver også udtryk for antagelser om, at lærerens fagsammensætning har betydning for, hvilket ­fokus læreren har på faget. Julie ­Marie Isager giver et eksempel på det: En ­engelsk- og historielærer er mere orienteret mod substans og indhold, hvorimod det sproglige vil vægte tungere hos en engelsk- og dansklærer.

Julie Marie Isager understreger, at hun er meget åben over for, at fag­personer er bærere af deres fag. At de forskellige faglige billeder, som ­lærerne har, er med til at holde faget i live og udvikle det. Udfordringen er, at den mundtlige eksamen foregår i en nanokontekst, påpeger hun:

“Det vil sige, at netop den elev ­bliver eksamineret i netop det eksamensmateriale af netop den lærer og netop den censor på netop den eftermiddag,” siger hun og uddyber:

“Vi får et dilemma, fordi den mundtlige eksamen bliver ud­møntet i en nanokontekst, men resul­tatet af eksamenen bruges i en lands­dækkende makrokontekst.”

Et øjebliksbillede kan på den ­måde få store konsekvenser for elevernes fremtid.

Argumenterne mangler
Ud over observationer og interview med gymnasieeleverne har Julie ­Marie Isager nærlæst de forskellige styredokumenter, der omhandler den mundtlige eksamen i gymnasiet – ­eksamensbekendtgørelsen, formålsparagraffen, læreplaner og lærervejledninger. Og hun er ikke imponeret! Det står nemlig ikke klart, hvad eksamenerne måler, eller hvad formålet er at måle.

“Det system for bedømmelse, som udmønter sig i den mundtlige studentereksamen, er ikke særlig transparent. Hverken i styredokumenterne eller for de elever, der deltager i det, og hvis fremtid rent faktisk bliver påvirket af det,” påpeger hun.

Julie Marie Isager har især kigget efter, hvad hun kalder generaliseringsantagelser.

“Vi generaliserer til eksamen. Hvis ikke vi gjorde det, så mister eksamen sin mening. Idéen med eksamen er jo ikke kun at undersøge lige det, man stiller spørgsmål i. Hvis man for eksempel eksaminerer en elev i hjul­ploven, er man jo ikke kun interesseret i at vide, hvad eleven kan om hjulploven. Man bruger hjulploven som eksempel for andre stofområder. Og til at få et indtryk af, hvor dybt en elev kan tænke og inddrage informationen mere generelt,” siger hun.

Julie Marie Isager tog udgangspunkt i såkaldt argumentations­baseret assessmentteori. Den giver et blik på, hvad den gode eksamen er – helt centralt står spørgsmålet om validitet. I forhold til eksamen skal man ifølge teorien kunne argumentere for, at man har fundet frem til en måde at bedømme på, som faktisk giver relevant information om det, man intenderer at udtale sig om i eksamensresultatet, forklarer Julie Marie Isager og overfører teoriens principper til den mundtlige eksamen i gymnasiet.

“I international kontekst tænker man, at i et sobert, transparent eksaminationssystem ville man kunne finde en argumentation for, hvad og hvordan man bedømmer. Men det finder man ikke i de danske styre­dokumenter, så jeg er nødt til at analyse mig frem til det på tværs af ­dokumenterne.”

Ifølge ­eksamensbekendtgørelsen er formålet med eksamen at do­ku­mentere, at eleven opfylder mål og krav i faget og i uddannelsen.

“Men som systemet er bygget op, og da der ikke er eksamen i uddannelsen, må pointen være, at uddannelsens mål prøves lige godt i alle fag. Det lyder vakkelvornt. Mange lærere vil formentlig også mene, at det ene fag ikke sådan lige kan byttes ud med et andet,” siger Julie Marie Isager, der tilføjer, at det også var tydeligt, at eleverne oplevede, at der var forskel på fagene. Det så hun blandt andet ved udtrækningsarrangementet på gymnasierne, hvor de elever med et ‘dårligt udtræk’ græd og blev trøstet, og hvor andre med ‘det gode udtræk’ hoppede rundt af glæde.

“Ud fra en etnografisk betragtning må man sige, at det har kæmpe­stor betydning, om eleverne bliver prøvet i det ene eller andet fag,” be­mærker hun.

Det generaliserbare udfordres ifølge eksamensforskeren også af læreplanerne. De er nemlig udformet for det enkelte fag og ikke med tanke på de andre fag, som eleverne har. Det skaber endnu et vakkelvornt dilemma, som Julie Marie Isager også observerede blandt eleverne. En dygtig elev fik at vide, at han fik 7 i stedet for 10 til den mundtlige eksamen, fordi han ikke havde overholdt faggrænsen til nabofaget, som han havde på A-niveau.

“Det vil sige, at hans kompetencer i nabofaget endte med at blive en risiko for ham, fordi han ikke overholdt faggrænsen. Ingen havde i øvrigt peget på de faggrænser. Men ifølge formålsparagraffens underliggende logik skal man til eksamen kunne generalisere til andre fag,” påpeger hun.

Vanvittigt svær eksamensform
Den mundtlige eksamen har eksi­steret i Danmark siden 1848. Den ­bliver praktiseret i få andre ­lande, hvor Norges form er mest sammenlignelig med den danske. Men på trods af eksamensformens høje alder er der forsket meget lidt i den.

“Det er tankevækkende, at vi har en eksamensform, som er oprettet prædemokratisk, dengang hvor vi formentlig havde en anden tilgang til, hvad uddannelse var, hvordan undervisning så ud, og hvad formålet var. Muligvis praktiserer vi eksamens­formen anderledes nu, men vi ved det faktisk ikke,” siger Julie Marie Isager.

Ifølge hende er eksamensformen så fleksibel, at den kan praktiseres, stort set som man vil.

“Hvis du har lyst til at praktisere overhøring, kan du bare gøre det – det er der ikke noget i formen, der umuliggør. Hvis du i løbet af din undervisningspraksis har vist eleverne, at det værdifulde i undervisningen er at huske fakta, så er det det, de tror, de skal til eksamen,” siger hun.

Julie Marie Isager mener, at det er på høje tid, at man kigger på den mundtlige eksamen.

“Jeg vil gerne anerkende, hvor svær en situation lærerne står i. Jeg har stor respekt for, at de skal udmønte det her system,” siger hun og peger på, at der ikke i teoretisk pædagogikum er særlig meget fokus på, hvordan man bedømmer.

Julie Marie Isager deltog for nylig i en konference med dansklærere i gymnasiet, der også fortalte hende, at det mest udfordrende i deres hverdag var, at de skulle bedømme eleverne i hverdagen og til eksamen.

“Vi skylder gymnasielærerne at få den mundtlige eksamen nøjere undersøgt, for det er en vanvittigt svær eksamensform at praktisere godt. Det er tankevækkende, at den mundtlige eksamen i øjeblikket er sidemands­oplæring,” siger Julie Marie Isager, der understreger, at det i høj grad er gymnasielærerne, der skal være med til at undersøge og diskutere eksamens­formen.

Som nævnt har dansk uddannelsesforskning ikke haft meget fokus på, hvad det er, lærerne gør, når de bedømmer. Men fra norsk forskning ved man, at det er rigtig svært at etablere de faglige, hermeneutiske fortolkningsfællesskaber blandt lærere om, hvad en god præstation er, fortæller Julie Marie Isager.

“Man kunne også overveje, om hele den centralisering, der er foregået på det skriftlige eksamensområde, kunne overføres til den mundtlige eksamen. Hvad ville det gøre for eksaminationen, hvis vi foretog en form for kollektivisering af det materiale, man bruger?” spørger hun.

I takt med at gymnasieelevernes karaktergennemsnit har større indflydelse på deres fremtidsmuligheder, skylder man også eleverne at sætte spot på den mundtlige eksamen, understreger Julie Marie Isager.

“Vi har så lidt viden om, hvad der sker i maskinrummet, der genererer karakterer, som vi selekterer deres fremtid efter,” siger hun.