Demokratisk dannelse

Når jeg gennemser valgmaterialerne fra MA, så er det da fuldt ud forståeligt, at ingen gider at stemme. Det er fuldstændig umuligt at gennemskue om, der er forskel på listerne, skriver Linda Nielsen, gymnasielærer og ny blogger og bestyrelsesmedlem i MA.

Demokratisk dannelse er et begreb, man jævnligt møder på gymnasiernes hjemmesider sammen med flokken af buzz-ord som ’innovation’, ’kreativitet’ og ’globalisering’. Og ikke et ondt ord om det. Slet ikke. Faktisk kunne jeg ikke være mere enig; der er et utrolig stort behov for demokratisk dannelse blandt unge. Og voksne for den sags skyld, men lad os bare starte med de unge, så er vi jo begyndt.

Jeg har, før jeg blev gymnasielærer, slået mine folder i fagbevægelsen og danset tæt med politterne trods mit humanistiske ophav; og jeg har været politisk aktiv, siden jeg selv kunne tage toget til Nordjyllands svar på en storby fra den lille stationsby, hvor jeg er opvokset. Jeg kommer ikke fra et hjem, hvor demokratisk dannelse var noget, man gik op i. Faktisk havde jeg en ganske upolitisk barndom. Alligevel har jeg altid været optaget af, at vi – som borgere – må og skal deltage aktivt i vores demokrati. Både lokalt og nationalt. I det små og i det store.

Fagbevægelsen oplever jo i disse for vores land og for fagbevægelsen så svære tider, at medlemmerne, og dem der burde være medlemmer, er samfundspolitiske analfabeter. Gang på gang viser undersøgelser, at folk ikke ved, om de er medlem af en fagforening og hvilken. De kan ikke kende forskel på en fagforening og en a-kasse. De har ingen anelse om, hvad de kan og skal have fra deres fagforening; altså bortset billige forsikringer eller debatmøder de aldrig deltager i eller mangel på samme. Dermed ved folk heller ikke, hvorfor de skal være medlemmer. Og derfor bløder de rigtige (og her træder jeg muligvis nogle over tæerne, men det er altså sådan det er) fagforeninger og a-kasse til de gule discountforeninger, der har held med at give befolkningen det indtryk, at en kommerciel virksomhed er et bedre alternativ end en demokratisk og medlemsstyret organisation.

Det giver sådan set også god mening, når vi ser på, hvor få der gør brug af, ved og gider at deltage i vores mikro-demokrati. Ved valget til Magistrenes A-kasse i efteråret stemte 10 % af medlemmerne. Når opbakningen er så lav, kan man ikke tale om en medlemsstyret organisation. Nærmere om spild af penge. Derved bliver det også forståeligt, at mange får den tanke, at de penge sparer man jo netop ved at være medlem af en kommerciel a-kassse.

 Midlet er på lang sigt en venden tilbage til demokratisk dannelse. Det mindste, vi kan gøre for vores demokrati, der jo er langt mere end folketings- og kommunalvalg, er at vide, hvad vi afskaffer, før vi gør det. Min påstand er nemlig, at med tiden får vores manglende engagement i mikro-demokratiet langt mere vidtrækkende konsekvenser, end vi lige nu forestiller os. Og vi er godt i gang med at smide barnet ud med badevandet.  

Ansvaret for den nuværende situation må imidlertid placeres hos politikerne og organisationerne. Når jeg gennemser valgmaterialerne fra MA, så er det da fuldt ud forståeligt, at ingen gider at stemme. Valgudtalelserne er så konsensussøgende og ens, at det er fuldstændig umuligt at gennemskue om, der er forskel på listerne og hvis ja, hvilken. Jeg er helt enig i, at det for en organisation, som MA er vigtigt, at der er god tone og konsensus i bestyrelsen. Den del af kagen, som bestyrelsen og dermed medlemmerne kan råde over, er meget lille og skal ikke spildes på ævl og kævl, men udnyttes til det optimale.

Men. Når det er sagt, så er det vores ansvar at vise vores egen berettigelse. Vi skal forklare, hvorfor MA er og skal være en politisk organisation. Og vi skal bevise, hvorfor det ikke er ligegyldigt, hvem man stemmer på, men at der er en forskel. Og i demokratiets navn, skal der være en forskel. Derfor skriver jeg denne blog.