Dannelsens pædagogiske og politiske nødvendighed

Det er en afgrundsdyb fejl, at vi i den aktuelle uddannelsesdebat helt har glemt de grundlæggende refleksioner om, hvad dannelse er. Vi er blevet så optaget af driftsoptimeringens sprog, at vi har annulleret pædagogikkens forbindelser til de historiske synteser, som vores kultur og dens institutioner er bygget på. I stedet for at se skolen som en bastion for kundskabsinteresse og pædagogiske processer, ser vi den nu som et produktionssted for arbejdskraft. Det er en tragedie.

Et aktuelt eksempel er Mattias Tesfayes tanker om kommende reformer af ungdomsuddannelserne. Ingen stiller spørgsmål som ”Hvad betyder hans ideer egentlig for dannelsen?” eller ”Er vi på vej mod en ungdomsuddannelse, som defineres via begrebet arbejdsudbud?”. Den slags spørgsmål er essentielle i en tid, hvor diverse statistisk definerede ”udfordringer” ender med at presse vores uddannelsessystem og dets institutioner.

Vi skal huske på, at dannelse ikke er et ”ideal” eller en ”kanon”, som det ofte hedder. Dannelse er et udtryk for pædagogikkens og menneskers grundlæggende historiske og sociale processer samt disse processers samspil med samfundets institutioner. Og det hele bunder i menneskets frie og livlige vekselvirkning med verden, så frihed, kritik og dyd altid holdes i fuld kontakt med virkelighedens dialoger og dybder. Denne proces sætter undervejs og efterfølgende frugter i form af nye ideer, kunstværker, virksomheder og så videre. Derfor er dannelsen essentiel for såvel personlig som samfundsmæssig udvikling.

I dag er dannelse blevet et plusord, men på en overfladisk måde. I kølvandet på de store uddannelsesreformer i 00’erne og 10’erne blev dannelsens sprog nærmest et fyord, fordi undervisning og pædagogik blev styret af resultater på Pisa-lister og krav om økonomisk vækst. Det var konkurrencestatens epoke, som vi stadig lever under. Man talte ligefrem om ”medarbejderborgeren” eller ”den opportunistiske personlighed”” som det nye ideal.

I stedet for dannelse fik vi ”læring”, som blev defineret ved målinger og evalueringer. Det var en teknokratisk revolution, hvor samfundets frie områder, herunder pædagogik og demokrati, blev opslugt af økonomer, som Anders Fogh udnævnte som de nye ”smagsdommere”.

Men nu er dannelsen som sagt genopstået, men ofte i form af deldannelser såsom digital dannelse eller seksuel dannelse. You name it! Men problemet er, at vi har glemt de grundlæggende og mere omfattende refleksioner, som danner fundamentet for en ægte dannelse. Dermed forstærker de nye deldannelser faktisk dannelsestabet.

Hvad er det så, som er gået tabt? Det er ikke mindre end samfundets og pædagogikkens essentielle forudsætninger – herunder de historiske praksisformer samt kritikkens og frihedens filosofi. Forholdet mellem fortid og fremtid, generationernes arv og muligheder, er gået ”i tusind stykker”, som Anne Linnet engang sang det.

Vi har tabt ideen om antikkens ”schole”, dvs. den frie tid, som står for tænkningens og kundskabernes område. Læser man f.eks. en politisk betænkning fra 1950’erne om uddannelsespolitik, så står der intet om økonomi i de centrale passager. Alt er her formuleret i oplysningstermer. Økonomiens herredømme – herunder Pisalisten – kom først til omkring år 2000.

Det, jeg vil frem til, er, at uddannelsessystemet har brug for en grundlæggende revurdering af, hvordan dannelse integreres både i politik og i praksis. Det er afgørende for alle at insistere på, at dyd, frihed, og kritisk tænkning genoptager deres plads i vores uddannelsesinstitutioner.

Skolen findes i egen ret, og det samme gælder for f.eks. gymnasium, børnehave og universitet. Dannelsen kommer før samfundstilpasningen og før økonomien. Det er på en måde pædagogikken og dens historisk-poetiske struktur – samfundets frie tid – der skal opdrage samfundet frem for omvendt.

Vi bør insistere på, at dannelsens begreb og dets muligheder skal være det helt centrale emne i debatten om uddannelse. Det betyder f.eks., at man ikke bør formulere skolepolitik med Reformkommissionens sammenrend af økonomer som den centrale reference. Det er en uskik, der for alvor tog fart, da det såkaldte ”Skoleråd” blev etableret i 2007. De to toneangivende medlemmer af rådet, hvis officielle navn var ”Rådet for evaluering og kvalitetsudvikling”, var nationaløkonomer, hvilket er meget sigende.

Det er essentielt, at vi finder tilbage til de grundlæggende refleksioner, der viser dannelsens uafbrudte relevans, så vi kan sikre, at vores uddannelsesinstitutioner fortsat er rum for refleksion, historisk sans og menneskelig udvikling. Der skal derfor oprettes flere forskningsmiljøer, som arbejder med dannelse, og på længere sigt bør man omskrive professionshøjskolernes og universiteternes formål. Folkeskolens formål i sig selv er udmærket, men det er blevet kapret af konkurrencestatsideologi. Og i gymnasiet gik det galt, da man i 2004 gik fra dannelsens tale om at forberede til ”videre studier”, som jo er en åben og personlig bestemmelse, til konkurrencestatens forberedelse til ”videregående uddannelse”, hvor ”uddannelse” defineres via et bestemt kompetenceoutput.

Kun med udgangspunkt i dannelsen kan man have tænkende, engagerede og kritiske borgere – og dermed opretholde et reflekteret og pluralistisk demokrati med frie institutioner.