Coronakreativitet

Jeg har tit tænkt på kreativ undervisning, som noget jeg skulle have overskud til at planlægge og gennemføre. Tænkt på kreativitet som noget, der udsprang af ekstra ressourcer, som noget, der stod i modsætning til rutinen, og som ikke kunne fremtvinges, hvis jeg følte mig presset på tid eller drænet for energi. Men så kom corona og vendte op og ned på alting. Også på vores hverdag og vante undervisningsformer. Med et er skærmen et middel til at se elevernes ansigter og ikke en hindring for det, som det til tider kan føles i den fysiske undervisning. Vores undervisningsværktøjer med alt fra petriskåle til percussion, fra pensler over plancher til projektorer er skiftet ud med en virtuel virkelighed, som vi nu skal lære at navigere i. Det kræver opfindsomhed, initiativ og hårdt arbejde at finde nye løsninger, men der er jo ikke andet at gøre end at få det til at fungere. Handler det mest om overlevelse i et pandemisk parallelunivers, eller er vi ligefrem blevet coronakreative?

Krisen som kreativitetsskabende
Det er ikke nogen ny tanke, at kriser kan afføde kreativitet og opfindsomhed. Vi har set det i krigstider, når mangel på mad eller beklædningsgenstande fik folk til at nytænke, omtænke og dekonstruere. Under besættelsen udkom et hav af små pamfletter med opskrifter, der fik husmødrene til at bevæge sig ud i naturen og plukke vilde bær og urter eller bruge mågeæg til at mætte familien. I London syede man siren suits, som man hurtigt kunne iklæde sig over nattøjet, når sirenerne sang og krigens kvinder fremstillede egne hatte og sko af ukonventionelle materialer som fiskeskind, kork og papmaché. Coronakrisen får os næppe til at genoptage klassiske opskrifter som måger i karry eller grøftekantsfrikadeller, men surdejsbrødsbagning, hjemmestrik, broderi og ølbrygning er kommet på mode. I større skala var første nedlukning også startskuddet til nye påfund og måder at opleve på. Et produktionshold hos Grundfos fik på blot 36 timer designet en prototype til ansigtsvisirer, Phillip Faber indbød danskerne til fællesskabende morgensang, drive-in-koncerter og balkonsang brød stilheden, mens Asser og Brian fra Randers Regnskov underviste børnene i alt fra hud til hår.

Hvad er kreativitet?
Hos flowteoretikeren Csikszentmihalyi defineres kreativitet således: “Creativity is any act, idea, or product that changes an existing domain, or that transforms an existing domain into a new one…What counts is whether the novelty he or she produces is accepted for inclusion in the domain.”
Her er fokus altså på, at kreativitet er knyttet til forandringer i et domæne samt til inddragelsen af den kreative handling, idé eller produkt i domænet. Csikszentmihalyi opstiller ydermere en skala fra hverdagskreativiteten (lille k) til højtpræsteret kreativitet (store K), som ligefrem er kultur- og paradigmeændrende. Hverken hos Csikszentmihalyi eller kreativitetsforsker og psykolog Gardner, som er ham med de multiple intelligenser, er kreativitet knyttet direkte til individet, men skal ses i tilknytning til kreativitetens funktion. Det betyder, at ytringer som ”han er kreativ” eller ”jeg er ikke kreativ” ikke giver mening. Idéen om kreativitet som noget kulturelt og socialt distribueret samt historisk funderet, som noget vi alle kan skabe sammen og dele med hinanden, kan føres tilbage til både Vygotsky, Dewey og Guilford, mens tankerne om domæner er inspireret af Foucalt og Bourdieus symbolske og kulturelle felter. Kreativitet kan altså defineres som noget, der er både nyt og værdifuldt, som passer ind i en kulturel kontekst, og som opstår i samspil og samarbejde mellem mennesker.

Kreative fællesskaber
Jeg er blevet medlem af en ny gruppe på Facebook og næst efter grupperne for Harry Potter-fans, så er det nok min favoritgruppe. Gruppen består primært af gymnasielærere, og så er den spækket med hverdagskreativitet (lille k), leg og didaktik. Kreativiteten danner her både rammen for læringen, er målet med læringen eller midlet til læringen. Gruppen kan findes under navnet ”Inspiration til virtuel undervisning for gymnasielærere” og tæller i skrivende stund over 2100 medlemmer. I gruppen deles der gavmildt ud af kreative øvelser, og der udveksles erfaringer. Her er der opfindsomme lærere, der laver læringsbanko, bagedyst og som afholder trivselsdage med stormestertema og snemandsbyggekonkurrencer. Her er der sparring om sjove, digitale læringsplatforme som wonder.me og interaktive læringsspil, escaperooms i OneNote og virtuelle dirigentlege med Google Al Experiments. Der er øvelser, som fordrer elevernes kreativitet, når de skal lave tegneserier og reklamefilm over historiske begivenheder, remedierede noveller på rituelle vandringer ude i byrummet eller skabe små, poetiske dokumentarfilm om deres nærmiljø. Nogle fokuserer på kroppen, når de laver yoga med eleverne, toiletpapirsmumier, holder morgengymnastik eller sender dem ud på skattejagt med QR-koder og skridttæller. Andre styrker elevernes sammenhold med ”find noget i dit hjem, der betyder noget særligt for dig og præsenter det for klassen”, holder fredagsbar i old, afsætter tid til at få talt sammen om stort og småt eller laver nisseordninger, mens nogle inviterer kreativiteten ind med besøg af professionelle billedkunstnere, forskere, musikere, teatergrupper eller forfattere. I gruppen kan man finde inspiration til alt fra nytænkning af vante arbejdsværktøjer som plancher og powerpoints til fysikundervisning med afkalkning af elkedler eller kemiundervisning, hvor sølvtøjet skal pudses til den liflige duft af svovlbrinte. I bedste reklamestil har et af de stiftende medlemmer oprettet Google-deledokumentet med titlen Corona Energizers og taglinen ”Midler mod virtuel træthed”.

Sansedeprivation og trivsel
Virtuel og fysisk træthed, hudsult, mistrivsel, manglende motivation og sansedeprivation er blot nogle af de ekstra udfordringer, der er kommet i slipstrømmen af dette coronakaos, som har været vores verden siden marts sidste år. Coronaperioden med nedlukninger, hjemsendelser, hyppige tests og karantæner har tæret på de unge, og man mærker det tydeligt i det virtuelle klasserum, hvor mange ikke kan finde overskud til at deltage aktivt i undervisningen, lave deres afleveringer eller bare tænde for kameraet og være med. Forskningen fra eksempelvis Statens Institut for Folkesundhed understøtter mange af disse antagelser. Ifølge rapporten ”Sammen hver for sig” er social kontakt det dominerende tema i de unges besvarelser. Her henvises til, at de unge ikke kan mødes fysisk med deres venner og klassekammerater, indgå i større fællesskaber eller gå til fester. De unge beskriver det som ”hårdt” og følelser af isolation og ensomhed fylder hos rigtig mange af dem. Under denne nedlukning tager mange skoler også fra organisatorisk side de unges trivsel meget alvorligt. Studievejledere og mentorer er på overarbejde, og der åbnes op for fysisk fremmøde for særligt sårbare. Rundt om i landet er forskellige initiativer blomstret op, og eleverne har modtaget alt fra personlige breve til citronmåner fra skolerne, som også sørger for virtuelle stand-up-shows, ”ryste-sammen-arrangementer” eller motiverende foredrag. Coronatiden har lært om samfundssind og om at stå sammen hver for sig, men samtidig mærker vi alle afsavn og afmagt, udbrændthed og udlængsel.

Post-Corona
Udsigten til en helt normal hverdag i klasseværelset er nok lang, men når vi endelig vender tilbage til et liv uden masker og visirer, hvad vil vi så tage med os fra coronatiden og den virtuelle undervisning? Måske glæder man sig bare til at komme tilbage til rutinerne, til vaner, kopimaskiner og energien i det fysiske klassefællesskab. Det gør jeg også. Det bliver berigende og befriende at kunne være sammen igen, at tænke sammen i fællesskabet, grine med hinanden og finde eleverne svedende over det nødvendige rugbrødsarbejde i en stille afkrog af kantinen. Vi beder altid eleverne om at reflektere over, hvilken læring de har oplevet, og det kunne bestemt være værdifuldt at udsætte sig selv for egen medicin, inden vi lader os vaccinere. Her håber jeg også, at skolen som institution og gymnasieskolen som organisation vil gå forrest og se værdien i al den kreative, nytænkende og innovative undervisning, som landets undervisere har knoklet med i karantænelandet. Ligeledes skal der fortsat sættes samvær, trivsel og social kontakt på skoleskemaet. Det er vigtigere end nogensinde før at møde hinanden med venlighed og åbenhed i en tid, hvor ”den anden” hurtigt ses som potentiel smittespreder, og det er afgørende, at læreren ikke står alene med trivselsarbejdet i klasserne, når hverdagen melder sin ankomst med alt, hvad det også indebærer af faglige mål, årskarakterer og eksamener.

Før corona tænkte jeg på kreativ undervisning som noget, der krævede et overskud. Siden har jeg lært, at man i kriser må være kreativ for at overleve. Fremover skal vi sikre, at kreativiteten får de bedste forudsætninger for at smitte, brede sig og udvikle sig i diverse varianter, så coronakreativiteten ikke dør ud i takt med virussen.