Brug lærerværelsets styrke!

Individuel tidsregistrering – kollektive løsninger;

Brug Lærerværelsets Styrke!
Vi er nu på år 1 efter OK13-nederlaget. De fleste GL-medlemmer har det forgangne år stået uden en lokal arbejdstidsaftale; i stedet har man haft mulighed for at registrere sit tidsforbrug på arbejdet, hvilket i sig selv har været en bitter pille at sluge for mange kolleger, som fra starten af ikke har ønsket den differentiering og konkurrenceudsættelse, som sådan et system indeholder. Nu, hvor regnskabet for skoleåret 2013-14 er ved at være gjort op, er det naturligvis en altoverskyggende bekymring for GL og for de medlemmer som har tidsregistreret, om skolerne så vil anerkende og honorere lærernes tidsregistreringer – og om systemet på den måde i det mindste har en chance for at fungere som et værn mod det grænseløse arbejde. Mange skoleledere har sandt at sige ikke gjort meget for at mindske denne bekymring; alt for ofte har lærerne skullet høre på, at ”merarbejde findes ikke” – uanset lærernes tidsregistrering!

Nu er der imidlertid godt nyt.

For det første, så kan vi se, at en mængde skoler rent faktisk respekterer og honorerer lærernes tidsregistreringer helt og fuldt – inklusiv merarbejde. Nogle skoler har fundet ud af det helt selv i dialog mellem ledelse, medarbejdere og tillidsrepræsentant, andre er nået i mål med GL-sekretariatets medvirken. Hvis man er ansat på en skole, hvor spørgsmålet om tidsregistrering og honorering af merarbejde endnu er uafklaret, så er det selvfølgelig vigtigt at vide, at en sådan honorering faktisk sker andre steder, og at GL har været i stand til at hjælpe en række skoler og kolleger med at få en god proces på gled. Det er en viden, man skal finde ud af at anvende.

For det andet, så har jeg hørt om i hvert tilfælde et par skoler, hvor GL-medlemmer gennem lokalt sammenhold og synlige, solidariske aktioner har sikret sig honorering for det registrerede arbejde. Det kan være sket på skoler, hvor GL-sekretariatet ikke har haft held til at trænge igennem til den lokale skoleleder forinden, og det kan været sket på skoler, hvor lærerne fra første færd har haft så stærkt et sammenhold, og så klar en fælles idé om, hvordan man vil – og ikke vil! – behandles, at man med det samme er skredet til handling. Det er sådant set ikke så vigtigt, om det er den ene eller anden type skole, eller hvilke skoler, der konkret er tale om. Pointen er, at folk disse steder er blevet enige om, at ledelsens manglende anerkendelse af tidsregistrering ikke er den enkeltes problem – det er et lokalt, kollektivt problem, som kalder på en klar, kollektiv respons, og når et samlet lærerværelse træder i karakter, så har det en effekt! Det har nogle af vores kolleger i den seneste tid altså helt konkret erfaret, og jeg hører, at resultatet for dem er, at der nu er sket honorering af mange flere timer – flere hundrede timer mere! – end der først var blevet udmeldt.

Vi må indse, at OK13 har åbnet op for en række lokale slagsmål, vi tidligere var helt befriet for, og hvis vi ikke handler derefter, så vil de dårlige ledere stå alene tilbage i arenaen som vindere. Det har vi ganske enkelt ikke råd til at tillade, hverken målt i timer og lønkroner, arbejdsglæde eller helbredstilstand. Det er forstemmende at høre kolleger landet over fortælle om, hvordan deres ledere ikke vil anerkende lærernes tidsregistrering, hvilket jeg kun kan tolke som en klar mistillidserklæring fra lederen til lærerne; mener man, at lærerne enten har udført værdiløst arbejde, som ikke fortjener honorering, eller at de ligefrem har snydt og svindlet?! Endnu mere forstemmende er det næsten at høre, hvordan de samme kolleger alt for ofte oplever at stå nærmest alene, godtnok sekunderet af tillidsrepræsentanten og eventuelt GL-sekretariatet, men uden et tydeligt samlet, kampstemt, kollektivt agerende lærerkollegie omkring sig. Vi bruger sjældent vores fælles, lokale styrke, selv når situationen bliver helt barok, og den lokale leder tydeligvis fortjener at møde et samlet lærerkollegie som siger ”nok er nok!”. Er vi for flinke, for bange, eller har vi for længe undladt at diskutere vores kollektive forpligtigelser som GL'ere, så vi nu ikke tør tro på, at vi vil bakke hinanden op? Ingen af delene holder vand post-OK13, og det skal vi minde hinanden om.

Anerkendelse af tidsregistrering og honorering af merarbejde løser efter min mening slet ikke alle problemer med OK13, men det er klart, at det er helt essentielt for os alle at få tidsregistrering til at fungere så godt som overhovedet muligt som et værn mod det grænseløse arbejde. GL har stadig kampe at kæmpe fra centralt hold, men det er medlemmernes lokale, kollektive styrke, som kan vinde mange af de slagsmål, arbejdsgiverne ellers gerne vil tvinge os ud i at skulle håndtere individuelt ude på skolerne. Langt de fleste kolleger er GL'ere. Find den kollektive styrke på lærerværelset til at sætte hælene i overfor urimeligheder, og brug den!

Tomas Kepler

GL-hovedbestyrelsesmedlem for Liste 1