Børn af Brandes, Beatles og blogger-kultur

Vi kan selvfølgelig lære af at skue ud i verden. Men det kan kun ske, hvis vi holder fanen højt i forhold til alle styrkerne i vores læringstankegang, og hvis vi samtidig har med i tankerne, at vore elever altså er børn af Brandes, Beatles og blogger-kultur – og formentlig aldrig i ramme alvor kommer til at klappe hælene sammen for en lærer.

”Vi kunne godt tænke os at prøve at blive undervist ”på kinesisk” næste år”. På lærerværelset refererede en kollega i sidste uge dette ønske fra sin 1.g-klasse. Vi ser det for os: eleverne rejser sig, når han træder ind i lokalet, hælene klappes sammen, der er bomstille, og man går til dagens tekst.

Over frokostbordet vækker scenariet spredte smil – og jeg glæder mig til at høre, hvem der først går død i forsøget, læreren eller eleverne.

For ja – tankeeksperimentet er sjovt, men for søren da, det ligger mile fra den danske skole- og dannelsestradition. De fleste undervisere mener, at god læring opstår i motiverende rammer. Og vi ved fra elevernes evalueringer, at de motiveres af faglighed, af variation, af at blive lyttet til, af at undervisningen tones i forhold til deres studieretning og til den omgivende verden, og af at læreren har blik for den enkelte.

Gymnasieelever klapper ikke hælene sammen for en lærer.
Og hvorfor skulle de også det?

Før nogen havde hørt om OK13 og lockout, og før danske folkeelever lærte begrebet tjenestemænd at kende, havde DR sat et skib i søen, som hed 9.z mod Kina, og Politiken havde taget initativ til konkurrencen om at finde frem til Danmarks bedste lærer.

Begge tiltag har i dette uddannelsespolitiske turbulente forår været med til at sætte fokus på, hvad det egentlig er, vi foretager os i det danske skolesystem. Og jeg er ikke den eneste gymnasielærer, hvis tanker har hvirvlet omkring spørgsmål som: hvorfor er jeg egentlig lærer? og: hvad er det vigtigste i danske unges møde med gymnasieskolen?

Det første er egentlig temmelig let at svare på: Jeg er lærer, fordi det rykker at have med gymnasieelever at gøre. Det rykker dem. Og det rykker mig. Hele tiden.

Hvis alting skulle bliver mere effektivt (og det skal det jo gerne), så kunne jeg beslutte mig for gennemført kanoniseret arbejde i mine to fag. Jeg kunne koordinere ensretningen med mine fagkolleger, så alle elever uanset individuelle kompetencer og studieretning skulle igennem slavisk identiske og målbare forløb. Jeg kunne skabe forløbet i 2013 og genbruge det år efter år, indtil jeg gik på pension (eller indtil der kom en ny gymnasiereform).

Så ville jeg kunne sige at pyh – nu har jeg været gymnasielærer i maaange år, så nu behøver jeg ikke engang at åbne min bog, for læresætningerne sidder på rygraden, og jeg kan begynde timen, hvor vi slap i går!

Men sådan spiller klaveret bare ikke! Ensretning er ganske enkelt hverken holdbar eller mulig i vores uddannelsestradition.

Hvis ikke man skulle indrette sin undervisning efter aktuelle udstillinger eller koncerter. Hvis ikke man skulle tage hensyn til den destination, man rejser mod på studietur. Hvis ikke man skulle benytte sig af Golden Days eller af at Kierkegaard og Wagner har fødselsdag, så bliver det både trist og umotiverende at være gymnasielærer.  Og gymnasieelev!

Og det andet spørgsmål; det med ”hvad er det vigtigste i danske unges møde med gymnasieskolen” – det svares der af gode grunde ikke på i bare en enkelt sætning. Men set fra min daglige pind har jeg dog lyst til at slå et slag for almendannelsen i hele dens brede forståelse. For den har det lidt svært i en tid, hvor retorikken går på målbarhed og på at skulle være De bedste i Verden (– og dermed også bedre end kineserne). Hvad skal man så med Kierkegaard og Wagner? Hvad skal gymnasieelever med forståelse for litteratur og kunst? Svaret blæser i vinden, for det har ikke været hipt i dette forårs uddannelsesdebat at tale om ”bløde” humanistiske værdier. Hverken i forhold til fag eller i forhold til pædagogik.

Men det går ikke uden!

Kunst, filosofi og litteratur kan ikke måles og vejes, men skal vendes og drejes. Deri ligger netop de æstetiske og de humanistiske fags styrke!

Det korte af det lange er: Det danske uddannelsessystem kan uden tvivl blive bedre, vi lærere kan blive bedre, og vi kan selvfølgelig lære af at skue ud i verden. Men det kan kun ske, hvis vi holder fanen højt i forhold til alle styrkerne i vores læringstankegang, og hvis vi samtidig har med i tankerne, at vore elever altså er børn af Brandes, Beatles og blogger-kultur – og formentlig aldrig i ramme alvor kommer til at klappe hælene sammen for en lærer.

Og gudskelov for det.