Artikel
Vintippet
No image

Vintippet

Vintippet

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Under Piemontes sol

Jeg har på det seneste været ret begejstret for Piemonteregionen i det vestligste Italien, efter i vinterferien på ski og under en blå, blå himmel at have cruiset rundt på Alpesiderne på grænsen mellem Frankrig og Italien. Et skuldertræk og konstateringen “C’est fini pour Berlu” var, hvad jeg fik ud af min udlejer, da jeg spurgte til den politiske og økonomiske situation i området. Hentydningen til Silvios (ham den tidligere ministerpræsident, som er en rigtig mand, I ved ……) fald var vist ment som noget positivt. Men skulle det nu vise sig at gå galt, kan piemonteserne jo altid trøste sig med deres vin, som i denne region er meget mere end boblevand fra Asti. Faktisk laves der adskillige store rødvine i dalene mellem Torino og Middelhavet, hvor solen efter sigende skinner over 300 dage om året. Hvilket jeg af egen erfaring gerne tror.

?Jeg tøvede derfor ikke længe med at slå til, da jeg faldt over et par flasker Bricco Magno, Langhe Rosso, 2007 under en pilgrimstur til Irma. En spændende sag, som jeg har haft lidt problemer med at finde ud af, hvad jeg egentlig skulle synes om. Men jeg tror nok, at jeg er blevet enig med mig selv om, at jeg ret godt kan lide den (og nej, det var ikke efter syv glas ……) med alle de nuancer, der optræder under overfladen.

?Vinen er brygget på 100 procent nebbiolodruer og har ligget 12 måneder på egetræsfade inden tapning. Det fremgår umiddelbart tydeligt af smagen, ligesom man ikke er i tvivl om, at der her er tale om en kraftig norditaliensk vin med slægtsbånd til store familier i området. Men som nævnt – under overfladen dukker der talrige oplevelser frem. Lad vinen få lidt ilt, og lad den så ellers køre rundt i mundens afkroge og rundt om tungen – ja, tyg lidt på den, havde jeg nær sagt! – og du vil opdage en dekadent frugtighed og saftighed. Vinen anbefales officielt til kraftige kødretter, men efter min mening er den tilpas elegant til sagtens at kunne gå til simple pastaretter, risotto eller bare med en klump parmesan som snack inden middagen.

?Der er fem point til Bricco Magno og endnu en grund til at aflægge Irmas vin­afdeling et besøg – og der er stadig lidt tid at løbe på for jyder og fynboer; kæden har jo desværre netop meddelt, at butikkerne i Odense og Aarhus lukker til marts næste år.

Bricco Magno, Langhe Rosso, 2007 koster 94,50 kroner i Irma – to for 130 kroner.

Karakterskala ??* Kan bruges i væbnede konflikter som kemisk krigs­førelse, eventuelt som erstatning for napalm. ??** Kan til nød drikkes på hverdage – men egner sig egentlig bedre som blandingsprodukt i for eksempel sangria eller gløgg. ??*** Kan serveres for mødre, svigermødre og andre familiemedlemmer, du gerne vil holde i skak – men alligevel ikke spilde din bedste vin på. ??**** Kan serveres for venner eller overordnede, du gerne vil gøre indtryk på, men som intet som helst aner om vin. ??***** Vinen kan uden betænkning serveres til bunga bunga-fester og lignende. ??****** Andet glas drikkes stående under afsyngelse af det pågældende lands nationalsang.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater