Vejen til indflydelse og kvalitet går gennem medansvar

Da Education International (EI) og Unesco i fællesskab skød den globale kampagne for kvalitetsuddannelse i gang samtidig i Paris og New York i begyndelsen af oktober, var det ingen tilfældighed, at det foregik uden røde faner, bannere eller store happenings. Heller ingen tilfældighed at åbningskonferencerne havde taler af henholdsvis Unesco-generalsekretær Irina Bokova og FN-generalsekretær Ban Ki-moon. 
Det første skyldtes en bevidst strategi – det sidste kan faktisk betegnes som lidt af et gennembrud, forklarer Timo Linsenmaier, der er koordinator på kvalitetskampagnen i EI-hovedkvarteret i Bruxelles. Paraplyorganisationens kommunikationsafdeling besluttede, at der ikke skulle være demonstrationer; det ville sende nogle andre og forkerte signaler i forhold til at nå de rigtige målgrupper. Der er stadig en kamp at kæmpe for lærernes rettigheder, men, forklarer Linsenmaier: 
”Vi har erkendt, at vi må gå nye veje i kommunikationen og den måde, vi som lærerorganisationer og fagbevægelse adresserer problemerne på. Vi må erklære os villige til at tage et medansvar. Den evige opposition og traditionelle arbejdskamp har ikke ført os nogen vegne de sidste mange år. For et år siden gad ingen høre på os. Nu har vi fået foden inden for hos blandt andet FN-toppen med hyppige samtaler med Ban Ki-moons sekretær. Vi har fået et rigtig godt forhold til OECD-toppen. Lobbyisme er, hvad det handler om. Vi bliver nødt til også at fokusere på løsninger, som samfundet kan acceptere i krisetider, og som fjerner os fra offerrollen. Konstruktivitet og medansvar er nogle af nøgleordene. Vi skal for eksempel ikke blokere innovative tiltag, men i stedet diskutere, hvordan vi kan bruge teknologi og undgå misbrug af teknologi. Vi tror på, at vi kan komme til at stå stærkt, for vores 30 millioner medlemmer går hver dag på arbejde for at gøre folks børn klogere,” siger han. 
En anden tanke bag kampagnen er også, at det ikke nødvendigvis er mainstreammedierne, der skal være den fremmeste kilde til at sprede budskabet. Det kan nemlig være svært at kontrollere eller dreje i den ønskede retning. I stedet gælder det om at benytte de mange muligheder for at dele historier gennem sociale medier og andre digitale medier. Der skal ganske enkelt fortælles en ny sandhed om lærerne og deres organisationer. Lærernes sandhed. 
”Det her handler også om at vise vores medlemmer og partnere, at vi kan gøre en forskel. Vi har folk ude i marken, og de ved, hvad de taler om. Jeg forventer ikke 30 millioner lærere på gaderne med bannere. Nu er det en anden slags mobilisering, der skal give synlighed,” siger Timo Linsenmaier.

”Bad for business” 
Facilitator og koordinator for uddannelse og beskæftigelse – ja, aktivist, kalder han sig selv – i EI Jefferson Pessi er som en slags policymaker med til at skrive taler og formulere organisationens politik; for enkelte vil han dog nok mest være kendt for sin fortid på den latinamerikanske dødsmetalscene, hvor han var bassist i bandet Mantra. I dag sidder den jurauddannede brasilianer i fagforeningernes hus i Bruxelles, hvor han med sit lange hår skiller sig ud i den ganske uniforme arbejdsstyrke, der præger dele af byen. 
Jefferson Pessi bruger meget af sin arbejdstid på at monitorere lærernes arbejdsforhold globalt – indsamle eksempler og ”beviser” – og peger på, at der er varierende tendenser inden for uddannelsesområdet – det fælles for dem er, at de som regel gentages alle steder. Ofte meget forudsigeligt. 
”I disse år ser man en tydelig forelskelse i resultatfinansiering. Det medfører oftest, at arbejdernes rettigheder – i dette tilfælde lærernes – kommer under voldsomt pres. Alt efter hvilket samfund der er tale om, er der forskellige grader. Rettighederne reduceres, nogle steder eroderer de nærmest, og andre igen bliver de helt fjernet. For eksempel har vi lige oplevet, hvordan alle ansættelseskontrakter i Fiji, som reelt er et militærdiktatur, er blevet opsagt og erstattet af midlertidige ansættelser. Leverer lærerne ikke den ønskede vare, ryger de bare ud, når kontrakten udløber. Det er som fodboldspillere. Eksemplet er selvfølgelig et af de værre, men privatiseringen og managementfilosofierne giver generelt mindre tryghed i ansættelsen,” forklarer han. 
Han nævner også, hvordan brasilianske delstater har forsøgt at underminere daværende præsident Lulas styrkelse af undervisningssystemet og ikke mindst en tilsvarende situation i USA, hvor præsident Obama også har talt til fordel for at styrke offentlig uddannelse, men hvor stærke kræfter, blandt andet delstatsregeringerne, bekæmper planer, rettigheder, fagforeninger og lærernes indflydelse. 
”I USA, hvorfra tendenser har det med at sprede sig, kæmper lærerne desværre mod to store ideer: 1) Lad markedet bestemme og 2) Fagforeninger er ”bad for business”. De støttes af institutioner som Verdensbanken, som har formuleret et papir om, at der ikke er noget som helst bevis for, at det har en positiv indflydelse på uddannelsessystemet at lade underviserne få indflydelse på udformningen af arbejdet eller politikken. At kæmpe for lærerne er også at kæmpe for elever og studerende, men det er der ingen forståelse for. For dem er kvalitet lig med test og målinger, og det bestemmer så lærernes løn, fordi lærerne dermed holdes ansvarlige for de finansielle resultater.” 
Alle politikere taler om kvalitet, men ressourcerne følger ikke retorikken. Faktisk er beløbene til uddannelse ikke så signifikante, som folk ofte tror, forklarer Jefferson Pessi. Så i realiteten er der tale om en politisk negligering af kvaliteten.

Lærerindflydelse = kvalitet 
Jefferson Pessi fortæller endvidere, at der – selv om Verdensbanken påstår det modsatte* – rent faktisk er studier, blandt andet i USA, der viser, at resultaterne bliver bedre i de skoler og dele af uddannelsessystemet, hvor fagforeningerne står stærkt, og hvor lærerne bliver involveret og får indflydelse**. 
Også en rapport fra Unesco, GPE (Global Partnership for Education) og EI, der bygger på diverse pædagogisk og uddannelsespolitisk forskning, påpeger, at lærerne udgør den vigtigste faktor i forhold til uddannelsesmæssig kvalitet og elevers og studerendes udbytte og resultater. 
”Som følge af nærheden til eleverne kan veluddannede og ledelsesstøttede lærere styrke elevernes videnskabelige og kritiske tænkning, elevernes færdigheder, promovere tolerance, opfordre til dialog, forbedre ligestilling mellem kønnene og fremskynde vigtige kulturelle og sociale værdier,” lyder det blandt andet fra Unesco. 
Endvidere fokuseres der i rapporten på, at mens den globale uddannelsesdebat ofte handler om lærernes kunnen og gøren, lider kvalitetsbestræbelserne under endnu et problem: Verden står over for en mangel på velkvalificerede lærere. De utilstrækkelige forhold – og her taler vi ikke kun løn og andre goder, men også muligheden for personlig karriereudvikling i et professionelt miljø – og til tider dårlige arbejdsmiljø gør undervisning til en uattraktiv profession for mange. Forskning indikerer, at selv i den udviklede vestlige verden vil en ud af to nye lærere forlade gerningen inden for de første fem år. 
Unesco-rapporten peger på endnu en trussel: Mens der er bred enighed om, at dygtige og effektive lærere er en fundamental del af uddannelsens kvalitet, er lærerne ofte blevet overset i reformprocesser. Det gælder om at skabe en følelse af medejerskab for projektet. Hvis lærerne ikke inddrages ordentligt og ikke forstår meningen med reformerne, er der en stor risiko for, at resultatet af disse begrænses, idet vidtgående ændringer kræver viden, motivation og input fra lærerne. Derudover viser erfaringerne, at hvis lærernes organisationer udelukkende bruger deres tid og ressourcer på lærernes løn- og arbejdsforhold, nedsættes muligheden for at forbedre pædagogisk praksis og ligeledes muligheden for at optimere en effektiv uddannelsesreform. Myndigheder og beslutningstagere opfordres derfor til at samarbejde med lærernes fagforeninger i bestræbelserne på at øge kvaliteten i uddannelserne.

Se i øvrigt https://en.unesco.org samt www.globalpartnership.org

* Hanushek & Wößmann, Education Quality and Economic Growth. World Bank, (Washington DC, 2007), 16. 
** Guilfoyle, C. 2006. “NCLB: Is There Life Beyond Testing?” Educational Leadership 64 (3): 8–13. Samt Resnick, L. B., & Resnick, D. P. (1992). Assessing the thinking curriculum:  New tools for educational reform. In B. R. Gifford & M. C. O’Connor (Eds.), Changing assessments: Alternative views of aptitude, achievement, and instruction. Boston: Kluwer.