Artikel
Undersøgelse: Genåbnede gymnasier har holdt smitten ude 
coronatest shutterstock

Undersøgelse: Genåbnede gymnasier har holdt smitten ude 

De genåbnede gymnasier har stort set undgået at få smittede elever og lærere i skole. Det viser en rundspørge til de genåbnede gymnasier. Der er nu grundlag for at åbne de fleste gymnasier igen, mener ekspert.

Ét smitteudbrud på ét gymnasium, hvor én elev og én lærer blev smittet. Det er omfanget af smittespredningen på de gymnasier, der fik lov at åbne fysisk for elever den 1. marts.

Det viser en rundspørge til de pågældende gymnasier i Nordjylland, Vestjylland og Bornholm, som gymnasieskolen.dk, Danske Gymnasier og Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier har foretaget.

De almene gymnasier og erhvervsgymnasierne kunne byde 3.g-eleverne velkommen tilbage den 1. marts under forudsætning af, at både lærere og elever bliver testet to gange om ugen. Campus Bornholm har åbnet for alle elever på fuld tid. 

Mere end 10.000 gymnasieelever og 1.900 medarbejdere har fysisk været til stede på skolerne siden første marts. Det har dog kun ført til et smitteudbrud på en skole, og det pågældende sted smittede personen kun to andre. 

På Aalborghus Gymnasium har en enkelt elev været smittet, men vedkommende nåede ikke at smitte andre elever ifølge rektor Torben Poulsen.

“En elev blev testet onsdag aften og fik et svar torsdag på, at vedkommende havde den britiske variant. Her blev resten af klassen sendt hjem. Derudover har der ikke været smitte. Det virker meget trygt at have eleverne i skole, når de bliver testet to gange om ugen,” siger Torben Poulsen.

17 elever og lærere er ifølge rundspørgen testet positive i de to ugentlige test og har derfor ikke været på skolen eller er hurtigt blevet sendt hjem efter det positive testresultatet. 

Selvom smitten er lav i Nordjylland og Vestjylland, så er eleverne fra grundskolerne Filstedsvejens Skole i Aalborg og Gl. Lindholm Skole i Nørresundby blevet sendt hjem på grund af smitte i den samme periode.

Styrelsen for Patientsikkerhed bekræfter dog, at de ikke har kendskab til smitteudbrud på gymnasier.

Med to ugentlige test på skolerne er risikoen for betydelige smitteudbrud meget lav.

Søren Riis Paludan, professor i biomedicin
Aarhus Universitet

Professor: klar til at åbne
Professor i biomedicin på Aarhus Universitet Søren Riis Paludan siger, at to ugentlige test på de genåbende gymnasier udgør et meget fintmasket net til at holde smitten ude. 

“Tallene er selvfølgelig baseret på en meget lav smittebaggrund i de pågældende områder. Men de fortæller, at med to ugentlige test på skolerne er risikoen for betydelige smitteudbrud meget lav,” siger han.

Han uddyber, at teststrategien ikke er vandtæt, men at test holder de fleste smittede uden for skolen.

“Og selv hvis smitten skulle blusse op, så kan test bruges til hurtigt at inddæmme den,” siger Søren Riis Paludan.

Han mener, at der nu generelt er grundlag for, at de fleste gymnasieelever kan komme tilbage i skole.

“Med en fintmasket teststrategi, så mener jeg, det er forsvarligt generelt at åbne gymnasierne i hele landet undtagen i enkelte områder med høj smitte,” siger Søren Riis Paludan, som også henviser til generelt lave smittetal, og at vaccinationerne i løbet af få måneder vil skabe immunitet i befolkningen.

Han mener, at eleverne kan være i skole mere end halvdelen af tiden.

“Udgangspunktet kan være, at man går i skole, og så kan der være enkelte dage med onlineundervisning,” siger Søren Riis Paludan.

Vi kan sagtens håndtere at få 1. og 2. g-eleverne tilbage også.

Allan Kortnum, direktør
Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier

Elever bliver i klassen
På Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier fortæller direktør Allan Kortnum, at skolens hhx- og htx-gymnasier har undgået smitte siden genåbningen.

“Der er dog også meget lidt smitte i området i forvejen. Vi kan sagtens håndtere at få 1. og 2. g-eleverne tilbage også. Eleverne bliver i deres klasselokale og må ikke blande sig med de andre klasser, på den måde er der ikke forskel på at have en eller 40 klasser i skole,” siger Allan Kortnum.

Skolerne er klar
Næstformand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne Annette Vilhelmsen er glad for resultatet.

“Det er meget positivt. Resultatet er et god grundlag, når vi ser ind i en større genåbning. Det er positivt, at elever og medarbejdere tager test alvorligt, og det viser, at alle ønsker at komme tilbage i skole igen,” siger Annette Vilhelmsen, som er direktør på handelsskolen Tietgen i Odense.

Hun venter nu på sundhedsmyndighedernes vurdering af næste fase af genåbningen og understreger, at skolerne er klar.

“Der ligger en logistisk opgave i test, og i de selvtest, som kommer snart, men den er vi klar til at løse,” siger Annette Vilhelmsen, som peger på, at skolerne også kan håndtere eventuelle lokale nedlukninger, hvis der opstår smitte.

Vi kan konstatere, at gymnasier er gode til at håndtere corona fornuftigt.

Birgitte Vedersø, formand
Danske Gymnasier

Gymnasier kan håndtere corona
Formand for Danske Gymnasier Birgitte Vedersø glæder sig over tallene i rundspørgen.

“Vi kan konstatere, at gymnasier er gode til at håndtere corona fornuftigt. Der har kun været et lille smitteudbrud, det viser, at det godt kan lade sig gøre at åbne skolerne uden, at smitten spreder sig,” siger Birgitte Vedersø, som dog også konstaterer, at smitten er lav i de områder, hvor skolerne er åbne.

“Jeg er dog sikker på, at alle gymnasier er lige gode til at håndtere en genåbning,” siger hun.

Hun vil ikke kloge sig på det sundhedsfaglige aspekt af coronasmitten.

“Der er mandagstrænere nok. Men set ud fra et fagligt og trivselsmæssigt synspunkt, er det rigtigt at få eleverne tilbage nu,” siger Birgitte Vedersø.

Smittefrit Esbjerg Gymnasium lukker midlertidigt
Esbjerg Gymnasium, som åbnede for 3. g-elever mandag i dennne uge, er i dag blevet pålagt at lukke midlertidigt af Styrelsen for Patientsikkerhed, skriver JydskeVestkysten.

Ifølge rektor Sune Ahrenkilde har der dog ikke været smittede elever eller lærere på gymnasiet, da alle skal vise negative test for at komme på skolen. Gymnasiet skal dog lukke, da det ligger i et område med høj smitte.

Fra mandag i denne uge åbnede gymnasierne i Østjylland, Sydjylland, Fyn samt Vest- og Sydsjælland for, at afgangseleverne kan vende tilbage på halv tid.

 

Resultatet af rundspørge

  • Antal elever i skole fra 1. marts: 10.449
  • Antal medarbejdere i skole fra 1. marts: 1.928
  • Antal smitteudbrud: 1 (en person har smittet en lærer og en elev)
  • Antal positive test ved de to ugentlige test: 17
  • Antal personer fra gymnasierne sendt i isolation som nær kontakt til en smittet: 74

Fakta om rundspørge

  • Alle genåbnede gymnasier i Nordjylland, Vestjylland og Bornholm har modtaget mail med spørgsmålene om smitte og test.
  • 28 ud af 32 rektorer fra almene gymnasier har svaret.
  • 15 ud af 15 direktører fra erhvervsskoler med et eller flere gymnasier har svaret.
  • Svarene er afgivet den 15. til 17. marts.
  • Rundspørgen er lavet i samarbejde mellem gymnasieskolen.dk, Danske Gymnasier og Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier.
Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater