Til kamp for mønsterbryderne

Hun er selv en af dem. En mønsterbryder. Med en mor, der er dagplejemor, og en far, der arbejder på fabrik, lå det ikke lige i kortene, at Yasmin Davali skulle i gymnasiet og læse videre på universitetet. Men sådan blev det.

Nu frygter hun, at de aktuelle nedskæringer på landets gymnasier og videregående uddannelser, som et flertal i Folketinget har vedtaget, vil forhindre andre unge fra uddannelsesfremmede hjem i at blive mønsterbrydere.

”Nedskæringerne kommer til at betyde noget for, hvem det er, der kommer gennem gymnasiet og universitetet. Det er arbejderbørn, der bliver taberne,” siger Yasmin Davali, der er formand for Danske Studerendes Fællesråd.

Hun modtog i sidste måned GL-prisen 2015 på vegne af Uddannelsesalliancen, som stod bag de store demonstrationer mod regeringens varslede besparelser på uddannelsesområdet, hvor omkring 40.000 mennesker mødte op i Aarhus og København.

Alliancen var blevet skabt et par måneder før. Danske Studerendes Fællesråd og en række andre elev- og studenterorganisationer samlede på kort tid 38 organisationer og fagforeninger, heriblandt Gymnasieskolernes Lærerforening (GL). Det var på det tidspunkt, hvor uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) kaldte uddannelserne for ”kornfede” og sammen med undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) lancerede regeringens spareplaner.

Yasmin Davali kalder den måde, de to ministre har solgt nedskæringerne på, for ”absurd”.

”De insisterer på, at man kan gennemføre nedskæringerne, uden at det får konsekvenser for kvaliteten af uddannelserne. Men hvis man kan rykke rundt på flere milliarder, uden at det har konsekvenser, forstår jeg ikke, hvorfor de bruger så lang tid på at lave en finanslov. Selvfølgelig har det konsekvenser,” siger hun.

Mindre feedback
Med vedtagelsen af finansloven er nedskæringerne en realitet. Ude på de enkelte gymnasier kæmper man lige nu med at finde de steder, hvor det vil gøre mindst ondt at spare på næste års budget. Mange lærere frygter, at de kommer til at undervise flere hold og dermed får mindre tid til forberedelse, undervisningsdifferentiering og feedback på skriftlige opgaver – og at det også kan blive nødvendigt at skære på lektiecaféer og studievejledning.

Yasmin Davali er bange for konsekvenserne. Hun ved, hvad man har brug for, når ens forældre ikke kan hjælpe med lektierne og de store skriftlige opgaver, og når diskussionerne ved middagsbordet er nogle andre end i hjem, hvor forældrene er akademikere.

”Feedback, undervisningsdifferentiering og studievejledning er helt grundlæggende elementer. De tiltag, der skaber kvalitet i uddannelse, er også de tiltag, som er med til at løfte folk,” siger hun og fortsætter:

”Når man skærer på så centrale dele, er det de elever, der kan få hjælp af deres forældre, som kommer nemmest igennem.”

Social mobilitet skranter
Landets universiteter har allerede sparet to procent på taxametrene om året siden 2002. Det har blandt andet betydet færre undervisningstimer og mangel på feedback, forklarer Yasmin Davali.

Oven i det kommer nu de nye besparelser. Men allerede som det er i dag, modarbejder universiteterne muligheden for social mobilitet. For når timetallet og muligheden for at få feedback skrumper, står akademikerbørnene klart bedst, påpeger hun.

”Hvad bliver der forventet af en? Hvordan strukturerer man sine opgaver? Hvordan forvalter man den store mængde af frihed? Nye studerende, der ikke har den akademiske kultur med hjemmefra, står dårligere. Og noget, der kan afhjælpe det, er jo netop feedback og tæt kontakt med ens undervisere, så man finder ud af, hvad man gør forkert,” siger Yasmin Davali.

Også fremdriftsreformen, der skal sikre, at studerende færdiggør deres studier hurtigere, og dimensioneringen, der har skåret pladser væk på uddannelser med høj ledighed, har en social slagside, pointerer hun.

”Man skærer ned på antallet af uddannelsespladser og skruer adgangskravene op på bekostning af alle andre end gymnasieeliten,” siger Yasmin Davali.

Hun henviser til, at unge fra uddannelsesfremmede hjem statistisk set får lavere gennemsnit til studentereksamen end deres klassekammerater fra akademiske hjem, og at det derfor gør det meget sværere for unge fra arbejderfamilier at komme ind på deres drømmeuddannelse.

”For dem, der alligevel slipper ind, betyder fremdriftsreformen, at man ikke kan tillade sig at lave fejl og træde ved siden af. Er man fra et uddannelsesfremmed hjem, er fremdriftsreformen derfor endnu en barriere for at gennemføre en uddannelse.”

Demokratisk problem
Tallene viser, at der er en klar skævvridning i, hvem der får en videregående uddannelse. Og med de nye besparelser har politikerne taget endnu et skridt mod et uddannelsessystem, der går ud over sammenhængskraften i det danske samfund, mener Yasmin Davali.  

”Lange videregående uddannelser bliver lukket land for store dele af befolkningen. Hvis man som jeg ønsker sig et samfund, hvor folk kan rykke sig, og hvor det er folk med forskellige baggrunde, der sidder på ledende poster og positioner, skal man fremme den sociale mobilitet på landets uddannelser i stedet for at udsulte den.”

”Det kan udvikle sig til et demokratisk problem, hvis det kun er en lille del af samfundet med den samme baggrund, der er definerende for, hvordan vores samfund fungerer. Så er der nogle erfaringer og syn på verden, der mangler,” siger Yasmin Davali.

Men nu skal alle vel heller ikke på universitetet?

”Nej, det er ikke et mål i sig selv, at alle skal være akademikere, men det er et mål, at det ikke skal være ens sociale baggrund, der er afgørende for, hvor i uddannelsessystemet man ender. For mig er det vigtigt, at alle får mulighed for at uddanne sig til det, de gerne vil. Jeg vil gerne have et uddannelsessystem, hvor det er lige så sandsynligt, at tømrerens datter bliver læge, som at antropologens søn bliver smed.”

Men er du ikke selv eksemplet på, at den sociale mobilitet lever i bedste velgående?

”At opnå social mobilitet igennem uddannelse afhænger i høj grad af tilfældigheder. Det handler om at møde de rigtige personer i sin opvækst, der motiverer og inspirerer, den gode lærer, der finder det rigtige i én, og at man har forældre, der bakker op om ens valg.”

Hun mener, at hendes egen historie let kunne være endt et helt andet sted.

”Jeg har været heldig at have nogle forældre, der mener, at uddannelse er vigtigt og løbende har stukket bøger i hånden på mig. Og i gymnasiet havde jeg nogle lærere, der var gode til at skubbe til mig og provokere mig. På den måde fik de startet nogle gode diskussioner, hvor jeg fik sagt noget og efterhånden fik kvalificeret mit input, fordi de præsenterede os for forskellige begreber.”

Kampen fortsætter
Yasmin Davali lægger ikke skjul på, at hun i høj grad er drevet af provokation, når hun kæmper for de universitetsstuderendes vilkår og imod nedskæringerne på uddannelsesområdet generelt.

”Jeg bliver vred, når studerende bliver omtalt som dumme og dovne, og jeg hører Esben Lunde sige, at de studerende ikke skal tro, at de befinder sig på Paradise Hotel, når de begynder på universitetet. Det er den diametrale modsætning, jeg oplever, når jeg møder mine medstuderende.”

Finansloven for 2016 er vedtaget, men Uddannelsesalliancen fortsætter kampen mod de varslede nedskæringer i 2017, 2018 og 2019. I første omgang handler det om at gøre politikerne opmærksomme på, hvilke konsekvenser de aktuelle besparelser får i hverdagen på uddannelsesinstitutionerne, understreger Yasmin Davali.

”I den kommende tid bliver konsekvenserne tydelige ude på den enkelte uddannelse. Alle de politikere, der har stemt for finansloven, har et medansvar, og det skal vi holde dem op på,” siger hun og fortæller, at

Uddannelsesalliancen blandt andet planlægger at holde en række stormøder til foråret.

For at opretholde kampgejsten husker hun sig selv på ”de små sejre”.

”At så mange mennesker mødte op til demonstrationerne i oktober, var en sejr i sig selv. Det tegner godt for det fremtidige arbejde. Det er dage som den, der gør, at man tror på verden igen,” siger Yasmin Davali.