Til kamp for svenske lærere med en samlet stemme

Udfordringerne i det svenske uddannelsessystem står i kø, og lærerne flygter fra dårlige arbejdsforhold. Der bliver nok at se til for den nydannede fusionsforening Sveriges Lärare, som samtidig skal opbygge en ny, samlende identitet.

Godt 100 dage har de svenske læreres nye fagforening Sveriges Lärare eksisteret.

Organisationen er en fusion af de to tidligere fagforeninger Lärarförbundet og Lärarnas Riksförbund, som begge organiserede en bred gruppe af ansatte i undervisningssektoren og dermed var direkte konkurrenter. Indtil 1991 var der sågar en tredje forening, som kom ind i Lärarförbundet. Ambitionen var sådan set dengang at skabe en samlet lærerforening, men manøvren blev ikke gennemført fra Riksförbundets side, forklarer Johanna Jaara Åstrand, der var formand – eller ordførende, som de kalder det hos broderfolket – for Lärarförbundet og nu første ordførende for den nye organisation. Til august afløses hun af Åsa Fahlén, der tilsvarende var ordførende i Riksförbundet, inden kongressen næste forår, hvor en ny bestyrelse skal vælges.

”Siden jeg blev ordførende i 2014, har jeg sat alt ind på at få gennemført den her fusion,” siger Johanna Jaara Åstrand.

”Splittelsen har først og fremmest svækket lærernes position. Der har jo hele vejen været mere, der forenede os end adskilte os. Men det har også gjort det dyrere at være medlem, at vi har konkurreret om de samme mennesker. Vi har haft brug for at være flere for at kunne servicere medlemmerne tilstrækkeligt. Det er blevet mere og mere åbenlyst, at det var en negativ ting for lærerne ikke at være samlet i samme organisation.”

Interne udfordringer
Ifølge den ordførende har fusionen såvel intern som ekstern betydning.

Lad os begynde med det første: Der er helt klart en række udfordringer, selv om tidligere stridigheder er bilagt. Efterhånden, som tiden er gået, vil mange nok mene, at det dybest set handler om historiske konflikter, uenigheder og identiteter, lyder Åstrands analyse. Der har i den parallelle eksistens været mange forudindtagede holdninger om hinanden.

”Jeg tror sådan set, at der længe har været en eller anden fælles identitet, men også en slags stolthed over, hvor man hørte til. Derfor handler det nu om at lægge historien og konkurrencen bag os. Det er nødvendigt for os at bygge nogle nye forudsætninger og en fælles idé om, hvad der giver os faglig styrke, så vi som organisation kan tale med én stemme,” siger Johanna Jaara Åstrand.

Sverige er som bekendt et stort land med regionale og lokale forskelle. Der kan være endog ganske store forskelle på ikke bare skoler – Sverige har jo en meget stor andel af private skoler og uddannelsesinstitutioner; mere om det senere – men også kommuner. Både politisk og økonomisk.

”Blot det at lytte til hinanden er en stor udfordring, såvel på lokalt som nationalt niveau. Man ved, hvad man har, men ikke hvad man får, synes rationalet nogle gange at være. Så lige nu handler det meget om at skabe en tryghed og bygge den førnævnte fælles identitet op på det enorme engagement, vores medlemsmasse besidder.”

Netop tryghedsperspektivet var ifølge Johanne Åstrand sammen med personkonflikter hovedårsagen til, at fusionen ikke blev en realitet tidligere. Det afgørende vendepunkt for nej-sigerne blev parallelle medlemsundersøgelser, der viste, at over 90 procent af medlemmerne ønskede en fusion. Dermed blev det tydeligt, at modstanderne politisk ikke fulgte medlemmernes linje og ønske. Således blev der 1. maj sidste år taget en formel beslutning om sammenlægning med ja til processen og en etableringsperiode indtil 1. januar 2023.

En lang række af problemer
Når så stor en gruppe lærere, fra børnehave til professionsbachelorniveau, nu er samlet, hvordan sikrer man så, at alle får deres interesser varetaget, og eventuelle minoriteter ikke ”forsvinder” i mængden?

”Det er et rigtig godt spørgsmål,” svarer Johanna Jaara Åstrand og forsikrer i samme åndedrag, at netop det står højt på agendaen.

”Vi har jo forskellige demokratiske institutioner og udvalg for de forskellige profiler. Men det gælder om at få de respektive ekspertiser frem og ind i det centrale arbejde. Fordelen bliver, at nu har alle grupper alle de andre i ryggen, men vi skal altid have spørgsmålet med os og sikre, at ingen bliver overset.”

Også eksternt får fusionen som tidligere nævnt betydning, er håbet. Nærmere betegnet i relation til politikere og forhandlinger – og igen både på lokalt og nationalt niveau, bedyrer Johanna Åstrand. Hun mærkede allerede i efteråret op til fusionens formelle ikrafttræden ved nytår, hvordan hun blev mødt i forskellige politiske sammenhænge og af andre interessenter.

”Nu kan de ikke spille os ud mod hinanden længere. Det betyder, at vi kan være langt mere strategiske og bedrive bedre påvirkning og lobbyarbejde. Nu er vi 300.000 medlemmer, der taler med en stærk stemme.”

Og der bliver rigeligt at bruge stemmen til, for udfordringerne i svensk uddannelsespolitik er nemlig mange og store, siger Johanna Åstrand og læner sig tilbage i stolen med et suk, inden hun påbegynder en længere opremsning af elendighederne.

Først og fremmest er der i alle sektorer en lærermangel, nogle steder nærmest katastrofal. Det skyldes dels, at der i disse år går flere lærere på pension, end der bliver uddannet. Dels, som vi i nogen grad kender det fra den danske folkeskolesektor, søger lærere over i andre sektorer.

”Vi har over 40.000 uddannede lærere i Sverige, som laver noget andet. Hvorfor?” spørger Johanna Åstrand retorisk, for hun kender godt svarene:

Dårlige arbejdsforhold med for mange dokumentationskrav, for dårlig mulighed for forberedelse, haltende – grænsende til dårlig – løn, for store klasser med deraf følgende dårlig trivsel for både elever og lærere. Detaljestyring i for stor grad.

”Vi har oplevet en fortsat øget arbejdsbyrde. Den svenske skole er i den grad underfinansieret. Rektorerne har for få penge, og så bliver budgetterne det vigtigste, for alle skal holde deres ryg fri. Staten er nødt til at tage et ansvar med ordentlige arbejdstidsaftaler og reguleringer,” lyder det fra den ordførende.

Uligheden øges
Sveriges Lärare har den holdning, at hele systemet, som det er nu, er strukturelt fejlagtigt. Det er ikke pædagogikken eller læreplanerne som sådan, der er problemet. Det er ressourcesystemet og den manglende langsigtede planlægning og de konstante ændringer, hver gang en ny regering tiltræder.

”Uddannelsessystemet er ikke bare økonomisk, men også politisk underprioriteret. Politikerne er mere interesserede i at snakke pension, forsvar, immigration og så videre,” siger Johanna Jaara Åstrand og kommer ind på det her problem med de mange privatskoler.

Hvor der i Danmark ofte lyder kritik af selvejemodellen i gymnasieverdenen, fordi den i manges øjne har gjort skolerne mere markeds- og forretningsorienterede, er der i Sverige regulære profitforetagender, som åbner og lukker skoler med det ene formål at tjene penge. Ifølge svensk lovgivning må skolerne på grund af det frie skolevalg ikke kræve forældrebetaling, men får kommunale midler på linje med offentlige skoler – dog kan kommunerne sige nej til oprettelsen af nye skoler. Mange af privatskolerne er ejet af aktieselskaber og kapitalfonde, og overskuddene trækkes således ofte ud og gives i udbytte til aktionærerne eller ejerne. Omvendt går nogle også konkurs – hvad enten det er det ene eller det andet, er der tale om skattekroner.

For eksempel drev koncernen AcadeMedia, som var ejet af et investeringsselskab, midt i 2010’erne 90 skoler i hele Sverige, børnehaver og grundskoler såvel som gymnasieskoler og voksenuddannelse, med i alt 90.000 elever. Efter bare fem år havde koncernen nået de opstillede mål og havde et overskud på 200 millioner kroner det sidste år, hvorefter den blev sat til salg. Selv om koncernen i dag eksisterer i bedste velgående med nye investorer og nu blandt andet driver 150 gymnasier og også har skoler i Norge og Holland, er sådanne modeller med skiftende ejerskaber og fokus på profitmaksimering genstand for stor debat – den nu forhenværende svenske statsminister, socialdemokraten Magdalena Andersson, udråbte sidste år, mens hun stadig stod i spidsen for regeringen, modellen som “Sveriges største fjende” foran både Putin og Corona. Hun nåede dog ikke det ønskede opgør inden efterårets Riksdagsvalg, hvor socialdemokraterne mistede magten til højrefløjen.

”Vi er ikke som sådan imod dem. Vi er ikke imod at nedlægge særlige skoler eller at have heterogene skoler. Men vi er imod friskoler, der tænker kortsigtet og kun bedriver skole for at skabe profit, og som dermed trækker penge ud af systemet. Vi mener, at pengene bør geninvesteres i systemet,” siger Johanna Åstrand med henvisning til, at der i vid udstrækning er tale om offentlige midler.

Fagforeningen efterspørger således både et taxametersystem, som sikrer, at pengene bliver i sektoren, og en ændring af det frie skolevalg. Sidstnævnte har nemlig også skabt en hyperudgave af de problemer, vi kender i Danmark med ”ghettoskoler” og lignende. Sammen med en udbredt tavshedskultur er der skabt en giftig cocktail, mener Åstrand.

”Man kan komme et stykke ved at se på, hvordan eleverne fordeles. Ulighederne mellem skolerne er øget og øges fortsat. Den segregation, vi oplever, giver kæmpe pædagogiske udfordringer, som kræver særlige indsatser. Det forværrer lærernes arbejdssituation og giver stor personaleomsætning og hyppig udskiftning af rektorer og ledelser også. Der mangler kontinuitet, der er stor utryghed, kriminalitet og så videre. Skolen afspejler på den måde samfundet. Højindkomstfamilierne har ingen problemer.”

Ordføreren peger endvidere på det faktum, at Sverige består af hele 290 kommuner med vidt forskellige ambitioner og kompetencer.

”Igen, staten må tage ansvar i den her situation, og vi tror, at det kan hjælpe at flytte noget af ansvaret fra kommunerne til staten.”

I Danmark har vi forskellige fagforeninger til de forskellige sektorer i uddannelsessystemet. Vil en samlet lærerforening eller uddannelseskartel være en mulighed? Det tror GL ikke – læs mere her.