Hvis det står til politikerne, som kæmper om vælgerne til Folketingsvalget, skal ingen små gymnasier på landet lukke på grund af dårlig økonomi og færre elever i de kommende år. Næsten alle partier peger på, at taxametersystemet derfor skal laves om.
Politikerne er bevidste om, at der mange steder i landet bliver færre unge frem mod 2030, og de samme politikere er enige om, at elevnedgagnen ikke må resultere i, at mindre gymnasier lukker og slukker i de kommende år.
SF peger på, at der skal skabes en mere stabil økonomi for gymnasierne i yderområderne.
“Hvis man laver en taxameterreform, der bygger på stabilitet og et større grundtilskud, kommer det også til gavn for de gymnasier, der ligger i yderområderne,” siger partiets undervisningsordfører Jacob Mark.
Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) har tidligere foreslået, at der indføres et klassetaxameter, så skolerne modtager midler i forhold til antallet af hold, de opretter og ikke blot på baggrund af antal elever.
“Det, jeg kan lide ved den model, er, at det i hvert fald handler om at skabe god undervisning for en klasse. Uanset om den er på 14 eller 28 elever,” siger Jacob Mark, som erklærer sig åben overfor forskellige modeller.
Partierne skal under alle omstændigheder forholde sig til taxameteret efter valget.
Regeringen har nedsat en arbejdsgruppe under Undervisningsministeriet og Finansministeriet til at lave et eftersyn af taxametersystemet, og den skal inden årets udgang komme med forslag til ændringer og forbedringer af systemet.
Vi foreslår, at gymnasier skal have et større grundtilskud, så de er mindre afhængige af, hvor mange elever de får.
Knækgrænse for store gymnasier
Partierne afventer arbejdsgruppens resultater, men de fleste peger på, at skolernes økonomi skal være lidt mindre afhængige af antallet af elever.
“Vi foreslår, at gymnasier skal have et større grundtilskud, så de er mindre afhængige af, hvor mange elever de får,” siger Socialdemokratiets undervisningsordfører Annette Lind, som også peger på, at nye regler ikke kun handler om at hjælpe gymnasierne i yderområderne, men også gymnasier i forstæderne, som oplever en elevflugt af de etnisk danske elever.
Socialdemokratiet har tidligere foreslået en “knækgrænse” for finansieringen af gymnasierne, så tilskuddet pr. elev reduceres, når en skole har over et bestemt antal elever. Det vil med andre ord sige, at store gymnasier får færre penge for en del af deres elever, og de penge skal så i stedet sendes ud til de mindre skoler.
Når der er færre elever, er det ødelæggende at kæmpe mod hinanden om eleverne.
DF vil lave systemet helt om
Dansk Folkeparti ønsker et grundlæggende opgør med hele taxametersystemet, blandt andet for at hjælpe de mindre skoler på landet.
“Taxameteret er et system, som virker, når der er vækst, og der skal flere elever ind i gymnasiet. Når der er færre elever, er det ødelæggende at kæmpe mod hinanden om eleverne, og det går især ud over skoler i landdistrikterne. Vi skal derfor udtænke et helt nyt system,” siger Marie Krarup, som er partiets gymnasieordfører.
Regeringspartiet Venstre, som i begyndelsen af valgkampen meldte ud, at partiet ønsker at afskaffe omprioriteringsbidraget på uddannelse, ønsker også at se på, om taxametersystemet kan forbedres.
“Vi skal se på, om taxametersystemet i tilstrækkelig grad understøtter de mindre gymnasier,” siger partiets undervisningsordfører Anni Matthiesen.
EL: Systemet er skruet forkert sammen
Enhedslisten mener, at taxametersystemet grundlæggende er skruet forkert sammen, og partiet ønsker, at pengene i mindre grad følger den enkelte elev.
“Vi mener, at man meget grundlæggende skal ændre taxametersystemet. Så man dels har et langt større grundtilskud til de enkelte institutioner, dels indfører en form for holdtaxameter, så tildelingen af penge ikke afhænger af optælling af enkelte elever,” siger undervisningsordfører Jakob Sølvhøj.
Radikale Venstre, Konservative Folkeparti, Alternativet og Liberal Alliance siger også, at de ønsker at forbedre taxametersystemet, og alle fire partier understreger, at det er vigtigt at støtte, at der er uddannelser i alle dele af Danmark.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode