Artikel
Sommerferie i udlandet kan sende lærere hjem uden løn
sommerferie

Sommerferie i udlandet kan sende lærere hjem uden løn

Lærere, der har været på ferie i frarådede lande, skal i 14 dages karantæne. Det er op til rektor, om de må arbejde hjemmefra.

Hvis lærere pakker kufferten og tager på sommerferie i Italien, Spanien eller Frankrig, kan det betyde 14 dages karantæne hjemme uden løn, når det nye skoleår begynder.

Advarslen kommer fra konsulent i Gymnasieskolernes Lærerforening Tina Barming.

”Rektor kan ikke nægte en lærer at tage af sted. Men når anbefalingen fra myndighederne er, at man efter en rejse til udlandet bør gå i selvisolation i 14 dage, kan rektor efterfølgende nægte læreren at udføre sit arbejde på skolen, og isolationen risikerer at blive uden løn,” siger Tina Barming.

Der er ingen problemer, hvis lærerne er taget af sted, så de kan nå at være i isolation i 14 dage, inden det nye skoleår begynder, understreger hun.

De danske myndigheder har siden midten af marts frarådet al unødvendig rejse til resten af verden på grund af corona-epidemien. Det gælder indtil videre til den 31. august. Rejser man alligevel, skal man efterfølgende gå i selvisolation i to uger. Undtagelsen er, hvis ferien er gået til Norge, Island eller Tyskland, hvor der atter er givet grønt lys for rejser. 

Rektors beslutning
Lærerne kan ikke forlange, at de vil undervise hjemmefra under karantænen og derfor har krav på løn, fastslår Tina Barming. 

Men måske kan de i dialog med rektor finde en løsning. Hun anbefaler derfor, at lærerne tager en snak med ledelsen forud for rejsen om muligheden for at arbejde hjemmefra.

”Man har måske noget forberedelse eller andre opgaver, man kan lave hjemme. Man kan måske også få lov til at gennemføre enkelte virtuelle moduler. Men det vil i sidste ende være rektors beslutning,” siger Tina Barming.

Anbefalingen fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen er, at arbejdsgiverne bør indgå i dialog om mulighederne for hjemmearbejde, og styrelsen henstiller til den løsning, hvis der er mulighed for det, påpeger hun.

Får man lavet en aftale om hjemmearbejde under karantænen, har man krav på løn. 

Rektor kan efterfølgende nægte læreren at udføre sit arbejde på skolen, og isolationen riskerer at blive uden løn. 

Tina Barming, konsulent
Gymnasieskolernes Lærerforening

”Hypotetisk situation”
Birgitte Vedersø, der er formand for Danske Gymnasier, har tillid til, at lærerne følger myndighedernes anbefaling, og derfor tror hun, at det er en ”hypotetisk situation”.

”Når myndighederne anbefaler, at der er lande, man ikke skal rejse til, så vil jeg forvente, at lærerne følger anbefalingen eller har afsluttet deres karantæne, når de møder op på skolen,” siger rektorformanden.

Om hun på Gefion Gymnasium, hvor hun selv er rektor, vil minde lærerne om retningslinjerne inden sommerferien, har hun ikke besluttet endnu. Hun vil vende det med lærernes tillidsrepræsentant, forklarer hun. 

Er der alligevel lærere, der har rejseplaner, der omfatter andre destinationer end Norge, Island og Tyskland, så opfordrer Birgitte Vedersø til, at de tager en snak med deres rektor inden. Om det skal være muligt for lærerne at lave hjemmearbejde under en eventuel karantæne, vil hun ikke komme med en generel udmelding om.

”Det er helt op til den enkelte rektor og afhængig af den konkrete situation,” siger Birgitte Vedersø.

Jeg vil forvente, at lærerne følger anbefalingen eller har afsluttet deres karantæne, når de møder op på skolen.

Birgitte Vedersø, formand
Danske Gymnasier

Tillid til eleverne
Det er ikke kun lærerne, der skal i 14 dages isolation efter en udlandsrejse. Det samme skal eleverne.

Daginstitutioner, skoler, gymnasier og andre uddannelsesinstitutioner ”kan og bør” afvise at modtage børn, elever og kursister, der har holdt ferie i frarådede lande, lyder anbefalingen fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Men ifølge Birgitte Vedersø vil skolerne ikke tjekke elevernes ferieplaner for at håndhæve reglerne.

”Det er klart, at vi ikke kommer til at tjekke elevernes Facebook og Instagram for at se, hvad de har lavet i deres ferie. Vi har tillid til, at vores elever opfører sig ansvarligt. Det har de gjort i hele perioden, og det tror jeg på, at de fortsætter med,” siger Birgitte Vedersø.

”Men hører vi om en elev, der har været af sted, vil vi bede vedkommende om at blive hjemme,” tilføjer hun.

Ingen virtuel undervisning
Skolerne vil sørge for, at eleverne kender myndighedernes anbefaling og karantænereglerne og opfordre til, at de bliver fulgt, påpeger Birgitte Vedersø. 

”Risikerer man at være smittet og møder op på skolen, risikerer man at smitte andre og kan være årsag til, at en hel skole må lukke ned. Det ansvar skal eleverne være sig bevidst,” siger hun. 

Hvis en elev skal i karantæne, må det være op til den enkelte skole, om eleven skal have adgang til undervisning, mener hun.

”Har man som skole tydeligt har informeret om reglerne, synes jeg, det er elevernes eget ansvar, og så skal vi ikke hjælpe dem til virtuel undervisning,” siger Birgitte Vedersø.  

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater