Sofie Carsten Nielsen: Min gymnasietid

Hvad husker du bedst fra din gymnasietid?
"Tiden står ret tydelig for mig, både de fysiske rammer og de mange gode venner. Det var en tid, hvor jeg rent mentalt havde stort mod på at lære og på livet – det var virkelig en engageret tid. Jeg lavede ret mange ting, der hang sammen med min gymnasietid. Det er nok ret klassisk for en politiker, jeg var aktiv i elevrådet og arrangerede debatter på gymnasiet. 
Jeg kan huske chokket fra at komme fra folkeskolen, hvor man havde fast lokale og klasselærer, og gymnasiet, der havde faggange. Jeg syntes, at det var super fedt. Det var også ret hyggeligt, at man kom mere på tværs af de andre klasser ved at have nogle fællesrum. Jeg følte, at nu var jeg blevet meget større og meget mere selvstændig, og det satte jeg meget pris på. Jeg ville så gerne være stor og selvstændig.”

Hvad husker du især fra undervisningen?
"Undervisningen husker jeg også rigtig godt – jeg har nok været lidt af en stræber. Jeg kunne godt lide mine timer. Jeg husker især mine fransktimer, for jeg havde en meget engageret lærer, der også var lidt skrap. Hun stillede krav. Jeg syntes, at det var fedt, at der var noget, man skulle leve op til. Jeg holdt så meget af min fransklærer og franskundervisningen, at jeg tog det på højt niveau. Men jeg mindes også mine spændende dansktimer med tekstanalyser, og hvor enormt mange kræfter jeg brugte i 2.g på at skrive en opgave om Amalie Skram, kvindefrigørelsen og Brandesbrødrene. Det var bare så skægt at lave. Jeg var sproglig, så tekstanalyse, litteraturforståelse og det at få lov til at læse en masse litteratur på flere sprog var super fedt.
Jeg havde også samfundsfag på mellemniveau. Det var desværre knap så spændende, fordi undervisningen var uengagerende og præget af færdigforberedte klassesæt. Jeg valgte erhvervsøkonomi i 3.g, på trods af at faget umiddelbart virkede lidt langt fra mine interesser, men det var så spændende, fordi vi havde en fed underviser. Undervisningen var meget konkret og casebaseret, og vi var ude at besøge en masse virksomheder. Jeg skrev en opgave om Carlsberg og deres opkøb i Storbritannien, og hvad de havde i omsætning og strategi – det kan jeg stadig huske, så det har sat sig fast. Det er nok, fordi det var så konkret og skægt.”

Var der en lærer, der betød noget særligt for dig? 
"Jeg havde faktisk rimelig mange gode og interessante lærere, som var engagerede og brændte for deres fag, men det var nok min fransklærer, som jeg bedst kunne lide. Jeg havde også fransk i folkeskolen, men det var Jette, som min fransklærer hed i gymnasiet, der sørgede for, at vi lærte det ordentligt, så det sad fast. Hun var en erfaren lærer, og nogle vil måske kalde hende old-school og ikke særlig moderne. Jette stillede en del krav, og man skulle have forberedt sig, ellers var det virkelig ikke sjovt at være der. Hun havde en måde at agere på, så det virkelig var pinligt og slet ikke i orden, hvis man ikke forberedte sig. Hun var rimelig skrap og fik os til at terpe grammatikken og læse en masse, men det var kombineret med en litteratur- og samfundsmæssig analytisk tilgang. Det var ikke bare at lære fransk, det var også at diskutere, forstå og relatere til forskellige forfattere og forskellige politiske og filosofiske forståelser.  Hun åbnede verdenen af franske filosoffer og forfattere for os. Det var en stor fordel for mig senere, da jeg læste på et scholarship på Europakollegiet i Brügge.”

Har din gymnasietid haft indflydelse på det, du laver i dag?
"Ikke direkte, men man kan jo nok se på gymnasietiden med en bagvendt kausalitet. Jeg gik ikke med en politiker i maven og har nok kæmpet lidt imod at blive det. Men jeg kan jo godt se det nu, for det var mig, der arrangerede politiske debatter på gymnasiet – hold op, hvor jeg engagerede mig i en diskussion om ungdomsboliger i Birkerød. Hvor jeg måske nu kan undre mig lidt over, hvad jeg havde af interesse for det emne. Det sociale og politiske engagement og det gode elevråd har nok gjort, at jeg alligevel havde en politiker i maven. Men jeg synes også, at mange af mine fag og undervisere har været dem, der motiverede og engagerede mig til at diskutere, stille spørgsmål og være kritisk.
Jeg var meget i tvivl om, hvad jeg skulle læse. Jeg overvejede meget den samfundsmæssige vej og jura, men også en kombination af økonomi og sprog, fordi jeg var ked af slippe sprogene. Jeg tog til USA på et scholarship, hvor jeg læste en masse politik, og der blev jeg virkelig sikker på, at jeg brændte mest for diskussioner, forståelse af samfundet, den politiske opbygning og international politik. Så det blev statskundskab, jeg læste, men stadig med den tanke, at jeg skulle være diplomat eller hjælpe sådanne nogle politikere, som jeg absolut ikke selv skulle være, for det var da bare en børnehave.
Jeg blev først medlem af et parti, da jeg havde læst et par år på statskundskab. Jeg meldte mig ind, fordi jeg følte, at man bør vise, at man støtter noget og tage ansvar for sine holdninger. Men det var stadig ikke med tanken om selv at være aktiv ungdomspolitisk, som der ellers var mange, der var på studiet. Jeg følte faktisk, at ungdomspolitisk arbejde havde lidt kultpræg."