Smartphonen er smart – men der er risici

Vi er trods alt en del, der stadig kan huske perioden, da de smarte trykknaptelefoner erstattede drejeskiverne. En landvinding, syntes vi, selv om intet i grunden var ændret. ”Det er Anders”, ”Paradisæblevej 111” eller ”14 21 95”, var stadig standardsvar, når røret blev løftet – for det gjorde det også stadig! Ligeledes spurgte ingen ”hvor er du?”, for svaret gav jo sig selv: Man sad ved telefonen, hjemme i sin bolig, på arbejdspladsen eller hvor det nummer, der var tastet, nu engang hørte til.

Thomas Hylland Eriksen, norsk professor i antropologi Oslo Universitet, beskriver i sin bog Appernes planet, der udkom i Danmark i forsommeren, blandt andet ovenstående situation, der i dag forekommer at være nærmest forhistorisk. I dag render (næsten) alle i vores del af verden nemlig rundt med en smartphone, der gør os tilgængelige, hvad vi end laver, og hvor vi end er. Og gør os i stand til at finde oplysninger, som vi ikke har behøvet at lære eller nogensinde tænkt dybere over før, på et splitsekund.

Smartphonens ankomst og den digitale udvikling, den har medført i vores liv, er intet mindre end en gigantisk revolution. Faktisk større, end de fleste af os tænker over, fordi vi har vænnet os til det lille redskab, vi hele tiden har til rådighed.

Men den er også et paradoks, der på samme tid har gjort verden mindre og større, morsommere og kedeligere, mere nær og mere fjern. Livet er blevet friere og mere kontrolleret, mere socialt og mere asocialt, mere inkluderende og ekskluderende, samlende og splittende, alt imens vi som mennesker bliver både smartere og dummere, mere selvstændige og mere hjælpeløse, forklarer Hylland Eriksen.

Men det er ingen menneskepligt at være ukritisk begejstret for innovation, skriver professoren i forordet og husker på, at atombomben i sin tid jo også repræsenterede et teknologisk gennembrud. Selv er han teknologisk begejstret, men ambivalent og har behov for at sortere og rydde op i virvaret. Således er bogen ikke skrevet af en mand, der vil være maskinstormer, men som er oprigtig nysgerrig omkring smartphonens konsekvenser.

”Hvis det, du mister, er større end det, du får, bør du i det mindste hælde nogle dråber ambivalens i glasset. Af og til kan den programmatiske teknologioptimisme, der svæver rundt i opmærksomhedsøkonomien og blandt magthavere, minde om manden, der fortæller konen, at han har en god og en dårlig nyhed – ’den gode nyhed er, at vi alligevel ikke behøver at få malet huset, så vi sparer et par hundrede tusind kroner. Den dårlige er, at huset er brændt ned’.”

Ånd kræver hånd
Gymnasieskolen mødte før sommerferien Thomas Hylland Eriksen til en snak om smartphonen og om, hvad den gør ved os og vores liv (læs interviewet i Gymnasieskolen nr. 3, 2022 her). Ligesom den også har konsekvenser for undervisning og uddannelse – på godt og ondt. Men masser af forskning peger på, at vi husker dårligere, når vi læser digitalt, end når vi lærer ad traditionelle kanaler.

Men vi kan ikke skrue tiden tilbage; det eneste, vi kan gøre, er at indføre sanktioner og regler. For eksempel frirum i form af internetfrie zoner, selv om det næppe bliver let.

”Jeg tror på skolebogen, og jeg tror ikke mindst på det at kunne skrive i hånden. Vi lærer med hele kroppen, og vi bruger hele kroppen til at sanse og huske med, og derfor er hånden vigtig. Vi risikerer at miste kropssproget, når det kun er øjne og tommelfingre, der aktiveres,” siger Thomas Hylland Eriksen, der i bogen har et helt afsnit, epilogen, dedikeret til håndens fremtid.

Heraf fremgår det, hvordan en gruppe psykologer har undersøgt forholdet mellem håndskrift og tastning ved at måle hjerneaktiviteten hos deltagerne (børn og unge voksne) ved de forskellige aktiviteter. Konklusionen er, at håndskrift og tegning giver bedre læring end tastning og klikken, fordi den analoge brug af hænderne aktiverer neurale forbindelser, der er fraværende ved tastning.

”Det er med andre ord et civilisatorisk tilbageskridt at skulle udstyre alle skolebørn med iPads og flytte pensum til skyen. I 2020’erne bruger vi hænderne stadig mindre til at skrive og regne, og det går ud over fantasi og intelligens. Flere sanser skal involveres, for at tanken skal kunne komme videre, og der skal ligge en modstand et sted, et benspænd. Uden problemer ville der ikke være kommet en ny tanke ind i verden.”

Arrige polemikere og enøjede entusiaster
Thomas Hylland Eriksen er, som tidligere nævnt, hverken modstander af smartphonen eller ny teknologi generelt. Han bruger derfor tid og plads i både samtalen med Gymnasieskolen og i sin bog på mange af de velsignelser, der også er fulgt med. Hvordan mange ting er blevet lettere med den øgede tilgængelighed, såvel socialt og privat som fagligt og læringsmæssigt. Mange ting er i den vestlige civilisation slet ikke længere mulige uden digital adgang.

Under Covid 19-nedlukningerne gjorde teknologien det da også muligt at fortsætte undervisning i virtuelle universer. Det førte så til gengæld andre problemer med sig, der viste lidt om forskellene på fysisk tilstedeværelse og virtuel kommunikation.

Computere og smartphones fremviser ifølge professoren nogle generelle træk ved kapitalismen, virtualitet og den menneskelige tilstand i almindelighed. Viden og kommunikation standardiseres på måder, der minder om plantagens og fabrikkens standardisering af produktion, containerskibets standardisering af transport og pengenes forenkling af værdimåling. Alt bliver sammenligneligt med alt, når det skal ind i en app.

Smartphonen melder sig med andre ord ind i vores ’økosystem’, hvor den også påvirker de allerede eksisterende relationer. Ilt til lungerne, benzin på bålet – smartphonen er en gigantisk katalysator, der indeholder de indledningsvist nævnte paradokser, som gør, at kun ”arrige polemikere og enøjede entusiaster”, som Thomas Hylland kalder dem, vil kunne sige ja eller nej og for og imod.

”Men hvis du aldrig har smagt maden, lugtet til blomsterne, siddet sammen med folk over en kop te og er blevet glad, når en, du kender, dukker uanmeldt op, kommer du ikke til at kunne trænge dybt nok ned i deres virkelighed, uanset hvor avancerede apps de har på deres mobil,” lyder det.

Afbrydelsernes forbandelse
Thomas Hylland Eriksen fortæller, at gennemsnitsintelligensen blandt norske rekrutter for første gang er sunket. Vi risikerer, med tendensen til, at koncentration, kumulativ læring og intelligens trues af den digitale eksternalisering af sindet, en omvendt Flynn-effekt – intelligensforskeren James Flynn formulerede princippet om, at hele folkeslag og nationer får målt højere intelligens, når indbyggernes hjerner får mere at tygge på takket være uddannelse, en mere specialiseret arbejdsdeling, større social kompleksitet i hverdagen og mødet med nye krav.

Utallige forskningsresultater peger på, at det i lærings- og koncentrationsøjemed ikke er brugen af mobiltelefoner i sig selv, der er problematisk – altså summen af den samlede brug – men derimod den korte, abrupte og hyppige brug med konstante afbrydelser af det, man egentlig burde koncentrere sig om, der forstyrrer hjernen.

På den måde får ordet oplysning en flertydig betydning – lyset fra skærme oplyser vores ansigter, men samtidig risikerer vi, at afbrydelserne og fragmenterne, der suser forbi os i afsindigt tempo, faktisk forhindrer det, vi normalt forbinder med oplysning! Således citerer Thomas Hylland Eriksen forskeren Bjørn Eriksen for den antagelse, at hvis du vænner dig til perioder med skærmfrihed som barn, vil du som voksen have lettere ved at slukke, koble af og leve i en rytme, der ikke forudsætter konstante afbrydelser.

”Først når du uden abstinenser kan glemme mobilen derhjemme en dag, er du fri.”

’Google knows everything’ – eller måske ikke…..
Også den danske forsker og pædagogiske konsulent Dorte Ågård peger i en kronik i kommende trykte udgave af Gymnasieskolen på gymnasieelevernes evne til at koncentrere sig som et vigtigt indsatspunkt. Den digitale støj begrænser ganske enkelt de kognitive ressourcer. Hukommelseslageret består af neurale netværk, og dets indhold er organiseret i forståelsesmæssige mønstre, kognitive ‘skemaer’, som er nødvendige for, at man kan få mening ud af ny viden. Derfor er det også forkert, at vi ikke længere har brug for paratviden og brug for at huske. For hvis man ingen velkonsolideret viden har i forvejen, kan man ikke bare google det og fylde sine faglige huller ud. Man skal have et forståelsesmæssigt skelet i forvejen for at indarbejde ny viden, og det gælder ikke bare simple ting som årstal og bøjningsmønstre. Kreativitet og originale tanker kræver også tilegnet viden fra tidligere, der er ‘parat’ til at blive aktiveret i nye sammenhænge.

En forudsætning for, at man kan lagre ny information i langtidshukommelsen, er, at den fastholdes og bearbejdes i arbejdshukommelsen. De neuroner, som behandler en ny information, skal holdes elektrisk aktive nogle sekunder, og det er denne uafbrudte aktivering, der er forudsætningen for, at information kan lagres. Det kræver, at man retter sin opmærksomhed tilstrækkelig længe og ‘øver’ de nye tanker, for at de kan automatiseres.

Derfor skal gymnasieeleverne anerkende og acceptere, at de ikke bare kan google sig til alting, skriver Dorte Ågård blandt andet.

Læs mere i Gymnasieskolen nummer 4, 2022, der udkommer i næste uge.