Flere skoler står på spring til at oprette en række nye hold på ungdomsuddannelsen eux.
Skoler, som gymnasieskolen.dk har talt med, krydser fingre for, at regeringens planer om mere eux i uddannelsessystemet bliver vedtaget i Folketinget.
Eux er en erhvervsuddannelse, som samtidig giver eleven en gymnasial eksamen på hf-niveau. Med andre ord bliver eleven for eksempel uddannet tømrer og har samtidig mulighed for at læse videre som bygningskonstruktør eller ingeniør.
Eux er stadig en lille uddannelse, som mange sikkert ikke kender. Det kan der dog blive lavet om på i fremtiden. Regeringen mener, at der kan oprettes eux-hold inden for stort set alle fag for eksempel også inden for social, sundhed og pædagogik.
Omsorg og sundhed
Direktør Søren Clausen, SOSU Sjælland, som blandt andet uddanner social- og sundhedsassistenter og pædagogiske assistenter, er klar til at oprette hold. Han mener, der er et stort potentiale i eux-uddannelser.
”For en række unge vil det være attraktivt med en ungdomsuddannelse, som giver dem mulighed for at læse videre, men hvor man også rent læringsmæssigt er tæt på det praktiske i faget,” siger Søren Clausen og tilføjer, at hans uddannelsesinstitution vil være klar til at oprette eux-forløb, hvis de får grønt lys til det.
Det kunne for eksempel være en eux-sosu eller en eux-omsorg.
Forældrenes valg
Han mener, at flere unge gerne vil have en erhvervsuddannelse, men samtidig ønsker flere og flere at have muligheden for at kunne læse videre senere. Det gælder ikke mindst forældrene, som også påvirker de unge, når de skal vælge uddannelse.
”Både de unge og deres forældre har læst skriften på væggen om at tage mere uddannelse. Det er blandt andet også derfor, gymnasierne har succes, og derfor er eux et must i erhvervsuddannelsesreformen,” siger Søren Clausen.
Potentiale i handel
Learnmark Horsens, som både udbyder erhvervsuddannelser og erhvervsgymnasiale uddannelser, vil også i gang med at udbyde flere eux-linjer. I øjeblikket er der et hold eux-tømrere på skolen, men direktør Hans Werner Jacobsen mener, at der er potentiale for at oprette mange flere hold.
”Vi vil blandt andet gerne etablere eux-retninger på det merkantile område. Det er et område, hvor flere af de unge gerne vil have muligheden for at kunne gå direkte ud og arbejde eller læse videre,” siger Hans Werner Jacobsen.
Han vurderer, at 30 til 40 procent af de unge, som i dag tager en traditionel erhvervsuddannelse inden for handel, vil finde det interessant at tage en eux i stedet for.
Landbrug og fødevarer
Uddannelseschef på Tech College i Aalborg Henrik Routhe ser også et stort potentiale i eux-uddanelserne. I forvejen tilbyder Tech College en række eux-retninger inden for teknologi, byggeri og transport, og skolen optog 125 elever i år på diverse eux-hold.
”Vi vil for eksempel gerne gå ind i eux på landbrug og fødevarer. Jeg kan sagtens forestille mig, at man kan etablere eux inden for næsten alle fag. Potentialet er stort,” siger han.
Han mener, at eux’en passer godt til rigtig mange unge.
”For eksempel de unge, som først tager en stx og senere ender med også at tage en erhvervsuddannelse. Men også nogle af dem, som i dag tager en traditionel erhvervsuddannelse, vil være interesserede i at tage en uddannelse med mulighed for at læse videre,” siger han.
Potentialet for eux er der, men der er stadig en udfordring, før potentialet kan folde sig helt ud.
”Udfordringen er at skaffe praktikpladser til de unge,” siger Henrik Routhe.
Eux er en erhvervsuddannelse, som samtidig giver eleven en gymnasial eksamen på hf-niveau. Regeringen ønsker, at flere elever tager en eux og mener, at eux skal tilbydes på flere uddannelser. Skoler kan udbyde eux inden for fire hovedområder:
De første eux-hold blev oprettet som pilotprojekt i 2010.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode