Skoler ser frem til at byde ukrainske flygtninge velkommen

Der er flere udfordringer i aftalen om at modtage ukrainske elever på ungdomsuddannelserne.

Der er først og fremmest nogle store økonomiske udfordringer, som Thomas Kepler også påpeger, hvis gymnasierne ikke støttes økonomisk i at løfte en så vigtig samfundsopgave – som ingen tvivler på er rigtig. Jeg har svært ved at se, hvordan gymnasierne skal kunne imødekomme en forventning om at modtage ukrainske unge flygtninge – nogle af dem traumatiserede – uden økonomi til hverken udvikling af undervisningsmaterialer eller forberedelse af lærere på den opgave, der venter dem. En opgave som de færreste gymnasielærere er uddannede i at løfte.

Der er mao. også en faglig udfordring, hvis gymnasielærere skal kunne undervise ukrainske elever. Thomas Kepler peger i artiklen på, at der antageligt er mange ledige gymnasielærere, der hellere end gerne vil undervise ukrainske elever, men som han siger, så er ”elevgruppen (…) en anden, end man er uddannet til at undervise”. Jeg mener faktisk slet ikke, at man kan sammenligne undervisning af danske elever med undervisning af udenlandske elever med flygtningebaggrund. Det kræver som minimum faglig opkvalificering i form af efteruddannelse i at undervise elever med anden sproglig og kulturel baggrund – hvoraf nogle endda vil være traumatiserede – hvis gymnasielærere skal kunne varetage opgaven med at undervise elever med flygtningebaggrund. Der er jo tale om særligt sårbare elever, og det er ikke ligegyldigt, hvem de bliver undervist af, og hvordan de bliver undervist.

Og endelig er der en udfordring med integration på længere sigt. Forslaget lægger op til, at dele af undervisningen på gymnasierne kan foregå online på engelsk eller ukrainsk. Det giver eleven mulighed for at fortsætte skolegang eller studier i Ukraine online – men der er jo ikke meget integrationsperspektiv i den form for undervisning. Mange ukrainere vil formentligt blive i Danmark – i hvert fald i en årrække – selvom de har svært ved at forestille sig det nu. Ved at tilbyde undervisning på engelsk eller ukrainsk, hvad enten det bliver fremmødeundervisning eller online, fastholder man eleven i, at han skal tilbage til Ukraine, og det besværliggør integration – det kan faktisk forhindre integration i værste fald. I stedet bør man allerede nu tilbyde unge ukrainere en dansk ungdomsuddannelse, hvor de får undervisning i dansk som andetsprog, der samtidig understøtter deres indlæring i de øvrige fag.

Udfordringerne i aftalen er altså økonomiske, faglige og integrationsmæssige. Hvis man reelt ønsker at hjælpe de unge ukrainske elever og studerende – og hvem gør ikke det – så ligger løsningen lige for: Lærere i dansk som andetsprog er uddannede i at undervise elever, der ikke kan dansk – i dansk – på dansk. De er desuden uddannede og erfarne i at undervise elever med traumer, og de ved, hvordan man underviser i og tilegner sig dansk som andetsprog. Mange DSA-lærere er i øvrigt også uddannede cand.mag.’er og ville derfor også kunne undervise i andre fag på gymnasiet.

Det koster selvfølgelig noget at ansætte lærere i dansk som andetsprog på gymnasier og andre ungdomsuddannelser – men hvis man alligevel skal afsætte økonomiske midler til modtagelsen af ukrainske elever – og det kommer man nok til alligevel, på lidt længere sigt – så kan man få løst udfordringerne med faglighed og integration. Og lur mig, om det ikke vil kunne betale sig i det lange løb.