Skam skaber stress

Når medarbejdere går ned med stress, har langt de fleste forinden oplevet en voldsom og nedbrydende følelse af skam. De har skammet sig over at være bagud med arbejdsopgaverne og over ikke at leve op til egne forventninger. Men de har ikke fortalt det til nogen.

Sådan siger stressforsker Pernille Steen Pedersen fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Copenhagen Business School (CBS).

I sin bog Slip stress ud af skammekrogen – Et forsvar for arbejdsfællesskabet, der bygger på hendes ph.d.-afhandling om skam, stress og sygefravær, beskriver hun, hvordan der ofte ligger en skjult skamfølelse bag stressrelaterede sygemeldinger, som sætter en spiral af fejlkommunikation og misforståelser i gang på jobbet.  

”Det er en overset faktor, at skam gør os modtagelige over for stress. Kun ved at anerkende skammen og tage højde for den i relationerne på arbejdspladsen, kan vi tackle den. Skamfølelsen kan gøre, at gængse metoder til at håndtere stress – for eksempel anerkendende ledelse – ikke virker og kan være direkte skadelige,” siger Pernille Steen Pedersen.

I forbindelse med ph.d.-afhandlingen interview­ede hun 20 ledere og 30 medarbejdere. Alle medarbejdere havde været sygemeldt med stress, depression eller angst, og et tydeligt mønster tegnede sig: Størstedelen af dem havde været angste for, at nogen skulle opdage, de ikke var gode nok.  

”Hvis man ikke synes, man lever op til sine egne forventninger, kan skamfølelsen opstå. Afstanden mellem idealet og de praktiske muligheder bliver for stor. Næsten alle dem, jeg har talt med, brugte ordet ’afsløring’. De følte, at de burde have gjort det meget bedre og kunne ikke tage imod lederens eller kollegernes anerkendelse,” fortæller Pernille Steen Pedersen.

At skulle gå på kompromis med sin faglighed er en af de største stressbelastninger i det moderne arbejdsliv, mener hun. Det gælder også for landets gymnasielærere.

”De aktuelle nedskæringer på gymnasierne gør, at mange lærere netop føler, at de må gå på kompromis. De oplever, at de ikke har tiden til at udfylde deres rolle så godt, som de gerne vil.”  

Forandringer er et vilkår
Stress er blevet en folkesygdom, der hvert år koster samfundet milliarder af kroner og har store menneskelige omkostninger.

Mennesker bliver ofte stressede, når de udsættes for forandringer. Men forandringer er et vilkår i det moderne arbejdsliv, og gør man dem til hovedskurken, så kommer man aldrig videre, siger Pernille Steen Pedersen, der ikke vil forholde sig til, om der er for mange eller for store forandringer i gymnasiet.

Hun har fokus på, hvordan ledere og medarbejdere tackler forandringerne og arbejdet. Om de kan indgå levedygtige, realistiske kompromiser, der gør, at skamfølelsen ikke vokser. Dét er det afgørende, mener hun.

”Det er ledelsens ansvar at sætte barren og fortælle, hvornår arbejdet er udført godt nok. Ledelsen skal anerkende medarbejdernes faglighed og for eksempel sige: Jeg kan godt se, at undervisningen ville blive bedre på den måde, men lige nu er rammerne sådan her, og derfor er det her godt nok.”

Hun mener, at ledelsen i perioder skal være ”vikarer for deres stressede medarbejderes samvittighed”.

”Det vil sige, at man skal skærme medarbejderne ved at fjerne en del af ansvaret fra deres skuldre.”

Når medarbejdere går ned med stress, handler det ofte om, at der mangler ledelse, fastslår hun. På mange arbejdspladser – inklusive gymnasier – er der i dag det, hun kalder en udpræget selvledelse. Dermed bliver medarbejderne deres egne dommere, og det kan være rigtig svært, især for unge, uerfarne lærere.  

”I gode tider trives folk supergodt med at have stor indflydelse på deres eget arbejde, men i nedgangstider fungerer det rigtig dårligt. Man føler sig forpligtet til at levere en kvalitet, der er højere, end hvad der er muligt.”

”Særligt i en tid med mange forandringer er det afgørende, at ledelsen lytter til medarbejdernes bekymringer, fjerner noget ansvar og siger: Jeg ved, at presset er stort, og at du lige nu føler dig utilstrækkelig, men jeg har din ryg!”

Følelser er en del af arbejdet
Skal skamfølelsen ikke føre til sammenbrud og sygemelding, er det dog ikke kun ledelsen, der skal handle. Medarbejderne skal også blive bedre til at sige, hvad de har brug for, fastslår stressforskeren.

”Ledere og medarbejdere skal bruge hinanden. Rammer kan være givet, men ledere og medarbejdere har et ansvar for det, de i fællesskab lægger ind i rammen. Det er arbejdsfællesskabet og relationerne, der kan bringe os frem til et bedre resultat, ikke selvledelse og individualisering af problemerne,” siger Pernille Steen Pedersen og tilføjer:

”Derfor er det også dybt problematisk, når stressede folk som det eneste bliver sendt til individuelle samtaler hos en coach eller på mindfullness­kurser. Det kan ikke erstatte den vigtige samtale, som ledere og medarbejdere skal have.

Man fikser ikke nogen ved at tage dem ud af sammenhængen, man risikerer tværtimod at gøre det værre.”

For at håndtere stressreaktioner og forebygge stressrelateret sygefravær er det også afgørende, at medarbejderne får lov at være hele mennesker, der har deres følelser med på arbejdet, understreger hun.

”Det er ikke løsningen at bede folk om at lade deres følelser blive hjemme, tænke positivt, blive mere robuste eller bedre til at sige pyt. De vil bare føle, at de spiller skuespil, og du kan ikke sige pyt til din samvittighed,” siger Pernille Steen Pedersen.

Forskellige reaktioner
Det er forskelligt, hvad medarbejdere kan klare, og forskelligt, hvad der udløser skam hos den enkelte.

Pernille Steen Pedersen ser to grundlæggende reaktionsmønstre hos stressede medarbejdere: problemløserreaktioner og relationsmesterreaktioner. Hvor den første er knyttet til skam over ikke at kunne løse sine opgaver godt nok, er den anden knyttet til bekymringer over, hvad de andre mon tænker om en.

Derfor skal de behandles forskelligt, siger hun.

Ved præstationsskam kan lederen for eksempel være med til at vurdere arbejdsopgaver og fastsætte den tid, der skal bruges på dem. Ved relationsskam kan det være utrolig vigtigt, at lederen er opmærksom på at give medarbejderen opmærksomhed, får sagt godmorgen og svarer hurtigt på mails, fortæller Pernille Steen Pedersen.

”Det handler om sammen at blive klogere på, hvilken relation medarbejderen har til sin opgaveløsning. Hvad er det for en forpligtelse, den enkelte oplever, og hvordan kan man som leder være med til at løfte noget af byrden væk?”

Ja, det er et stort krav at stille til lederne, at de skal kunne se og forstå medarbejdernes forskellige reaktionsmønstre, men det er også et rimeligt krav, mener Pernille Steen Pedersen.  

”Det er ikke godt nok at rose lærerne for at være dygtige, hvis de hver dag oplever, at de ikke har tiden til at være det. De skal hjælpes til at kunne være i arbejdet uden at føle sig utilstrækkelige.”

Lederne er også nødt til at gå ind på den enkelte lærers banehalvdel og tage dialogen, fordi det er vidt forskelligt fra lærer til lærer, hvornår en opgave er udført ”godt nok”, understreger hun.

Samtidig er det ifølge Pernille Steen Pedersen vigtigt, at lærerne får etableret et fagligt fællesskab på skolen, hvor de kan tale sammen om udfordringerne.

”Man skal skabe et rum, hvor det er okay at tale højt om problemerne, vende sin tvivl og hjælpe hinanden med at finde løsninger. Det er ikke noget quick fix, men på den måde kan lærerne deles om ansvaret, få støtte og bede kollegerne og lederen om hjælp. Det kræver, at lærerne tør være åbne og tale om det, der er svært,” siger Pernille Steen ­Pedersen.