Tekst_
Malene Romme-Mølby
På nogle skoler er samtalerne om tidsforbrug og arbejdsopgaver sat i faste rammer – på andre er de slet ikke indført. Implementeringen af elementer fra OK 21 sker meget forskelligt, viser rundspørge.Tema: OK 21-Samtaler
Inden lærerne skal til de samtaler, som er en konsekvens af OK 21, bør de forberede sig. Og det skal helst ske i fællesskab, siger Christian Gynther Hansen, der er konsulent i Gymnasieskolernes Lærerforening (GL).
Rådene gælder både for samtaler, hvor lærerens timeforbrug godkendes, og samtalen, hvor den forventede opgaveportefølje drøftes med lederen.
“Det er vigtigt, at lærerne sammen drøfter, hvordan de bedst kan bruge de samtaler,” siger Christian Gynther Hansen.
GL anbefaler, at der laves en skitse for samtalerne, som lærere og ledelse er enige om.
“Med en plan for samtalen sikrer man, at alle har styr på, hvad der skal foregå, og hvilke snakke man kan have. Det giver tryghed, at lærerne ved, hvad de går ind til,” siger Christian Gynther Hansen.
Efter OK 13 prøvede en del -skoler kræfter med samtaler mellem lærer og leder om timeforbruget. Men de færreste fandt en brugbar model, fortæller han.
“På mange skoler blev det bare en løs samtale, der ikke rykkede noget. Lærere, der fortalte deres leder, at de havde brugt meget tid på opgaverne, fik ofte et svar om at prøve at arbejde lidt smartere,” siger Christian Gynther Hansen.
“Det er vigtigt, at der kommer noget konkret ud af samtalerne, så det ikke bare bliver et møde uden mening. Det er der netop mulighed for med kravet om godkendelse af lærerens timeforbrug mindst hvert kvartal. For det betyder jo også, at hvis timeforbruget ligger højt, så skal lærer og leder gå fra mødet med en helt konkret aftale om, hvordan man justerer lærerens arbejde de næste kvartaler.”
Nogle skoler med lokale arbejdstidsaftaler undlader at holde samtalerne, fordi de ikke er forpligtet til det ifølge overenskomsten. Men dialogen kan både give mening for lærere på skoler med tidsregistrering og med lokalaftaler, påpeger Christian Gynther Hansen.
“Selvom den lokale aftale indeholder akkorder, betyder det ikke altid, at den enkelte lærers arbejdsvilkår er fantastiske. Akkorder er gennemsnitlige, og der kan sagtens være lærere, der oplever, at de ikke har tid nok. Derfor er samtaler om lærerens arbejdsvilkår altid gode at have,” siger han.
Når læreren gennemgår sin kommende arbejdsportefølje, er der ifølge GL nogle emner, som er relevante at have fokus på: Hvordan er balancen mellem undervisning og øvrige opgaver, er planen anderledes end sidste år, hvordan er der taget hensyn til lærerens faglighed, og er der indlagt pædagogiske hensyn?
“Vores tanke er at få samtalen så meget som muligt over på lærerens banehalvdel – et sted, hvor lærerne føler sig trygge, og som de er gode til at snakke om,” siger Christian Gynther Hansen.
Lærerne bør desuden dele erfaringerne fra samtalerne med deres kolleger – både løbende og en gang årligt.
“Evaluer mindst en gang årligt i lærergruppen, hvordan det går med samtalerne: Hvad får lærerne ud af dem, og hvad kan gøres bedre? Hvis der er et stort ønske fra hele lærerkollegiet om visse tilpasninger, så tror jeg, at ledelsen vil lytte til det og dermed kvalificere samtalerne,” siger Christian Gynther Hansen.
Kilde: Gymnasieskolernes Lærerforening (GL)
Det er den sidste artikel i temaet om OK-21 samtalerne.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode