Der er ikke brug for helt nye kursustilbud rettet mod gymnasiernes samarbejdsudvalg (SU). Men det er relevant at se på, om de eksisterende kurser kan forbedres.
Sådan lyder meldingen fra Gymnasieskolernes Rektorforening.
”Vi går gerne i dialog med GL og Samarbejdssekretariatet, så vi kan få målrettet kurserne endnu bedre til hverdagen på gymnasierne,” siger Kirsten Overgaard Bach, chefrådgiver i rektorforeningen.
Udmeldingen kommer efter, at GL har efterlyst kurser, der er direkte rettet mod gymnasiesektoren, så både lærere og ledere bliver klædt bedre på til arbejdet i samarbejdsudvalgene.
Samarbejdet halter
Alle gymnasier skal ligesom landets øvrige offentlige arbejdspladser have et samarbejdsudvalg. Her skal ledelse og repræsentanter for medarbejderne drøfte arbejds- og personaleforhold. Stress, kompetenceudvikling og økonomi er blot nogle af de emner, der skal tages op.
Men som beskrevet i sidste nummer af Gymnasieskolen halter samarbejdet mellem lærere og ledelse i samarbejdsudvalgene på mange skoler. I en undersøgelse foretaget af Gymnasieskolen blandt 170 tillidsrepræsentanter på landets gymnasier svarer næsten hver tredje, at møderne i samarbejdsudvalget bliver brugt på information fra ledelsen frem for dialog og samarbejde. Det går ud over lærernes indflydelse.
Mere brancheorienterede
GL og rektorforeningen har aftalt at mødes i begyndelsen af december for at få diskuteret de eksisterende kurser for samarbejdsudvalg.
Ifølge Jess Rasmussen, konsulent i GL, vil mødet vise, om de to foreninger ser de samme problemer.
”Jeg håber, at vi kan få et samarbejde med rektorerne, ligesom vi har om kurserne for skolernes arbejdsmiljørepræsentanter. Jeg er sikker på, at vi sammen med Samarbejdssekretariatet kan finde en vej til at gøre kurserne for samarbejdsudvalgene mere brancheorienterede,” siger han.
Samarbejdssekretariatets opgave er at fremme samarbejdsudvalgenes arbejde ved at tilbyde vejledning og kurser til statslige samarbejdsudvalg. Sekretariatet udbyder to slags grundkurser: Dels et kursus, der er åbent for medlemmer af samarbejdsudvalg fra alle mulige offentlige arbejdspladser, dels kan det enkelte samarbejdsudvalg på en arbejdsplads bestille et kursus.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode