Artikel
Rektorer: Elever kender prisen på studieture
shutterstock_102144682

Rektorer: Elever kender prisen på studieture

Gymnasierne skal blive bedre til at orientere eleverne om den store egenbetaling, studieturene medfører, mener Danske Gymnasieelevers Sammenslutning. Rektorer afviser kritikken.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) mener, at gymnasierne omgår reglerne om loftet på brugerbetaling ved at kalde studieture frivillige og ikke obligatoriske. Det kommer til at betyde, at gymnasieeleverne ikke har viden nok om, hvad det rent faktisk koster at gå i gymnasiet, mener formand for DGS Malene Nyborg Madsen.

Men sådan står det dog ikke til på Odder Gymnasium, siger rektor Lars Bluhme.

”I løbet af de seneste fem år har en elev ikke misset en studietur af økonomiske årsager. Eleverne får med det samme at vide, at der er en samlet egenbetaling til studietur og ekskursioner på maksimalt 5.500 kroner i løbet af gymnasietiden. Og en måned efter studiestart fortæller vi elever og forældre, at der er mulighed for at være med i en opsparingsordning, som de løbende kan betale til i rater,” siger Lars Bluhme.

”Studieturen kaldes frivillig, men som udgangspunkt skal alle elever med. Og hvis elever ikke har råd til turen, har vi en fond, som eleverne kan søge penge fra. Og det betyder, at alle elever kommer med,” siger han.

4.000-14.000 kroner
Gymnasierne har siden 2006 haft et loft over brugerbetaling på 2.500 kroner om året. Men en undersøgelse foretaget af DGS viser, at gymnasieeleverne betaler mellem 4.000 og 14.000 kroner ved siden af det, der bliver opfattet som brugerbetaling, for at komme på ekskursioner og studieture. Og det er at omgå reglerne, mener formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning Malene Nyborg Madsen.

Enkelte kommer ikke med
Også på Struer Statsgymnasium får eleverne hurtigt at vide, at studieturen kommer til at koste. Men betalingen til studieturen betyder årligt, at et par elever vælger studieturen fra. Men der er klare retningslinjer for, hvad ekskursioner og studieture kommer til at koste for eleverne. Det siger rektor Jens Elsig.

”På vores introaftener tre uger efter studiestart får eleverne at vide, at der er brugerbetaling af studieturene. Og de får at vide, at vi har en maksimal pris til de almindelige studieture i udlandet på 3.800 kroner, der skal dække hele turen. Men det sker, at elever ikke tager med på turen. Og i de tilfælde plejer det at være af økonomiske årsager. Vi har en tilskudspulje, der kan hjælpe eleven med 1.000 kroner. Men i tilfælde af, at eleven slet ikke har nogen penge til studieturen, hjælper 1.000 kroner ikke hele vejen. Derudover findes der retningslinjer for ekskursioner og studierejser på skolens hjemmeside,” siger Jens Elsig.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater