Artikel
Rektor: Vi må ikke tage dømmekraften fra lærerne
No image

Rektor: Vi må ikke tage dømmekraften fra lærerne

Allan Kjær Andersen, rektor på Ørestad Gymnasium, er initiativtager til et netværk om synlig læring. 18 gymnasier er med.

Tekst_ gs_redaktor
Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Hvorfor tog du initiativ til netværket?
”Datainformeret skoleudvikling og synlig læring er på dagsordenen i Undervisningsministeriet og Finansministeriet. På min egen skole så jeg et behov for at kunne komme med et bud på, hvordan man kan arbejde meningsfuldt med de ting. Samtidig var det tydeligt, at opgaven var stor at stå alene med. Derfor var det oplagt at samarbejde med andre skoler.”

Hvad handler synlig læring om set med dine øjne?
”Det handler om, at lærerne skal finde ud af, hvad der virker bedst i undervisningen, og at lederne skal i tættere dialog med lærerne om undervisningen. Det kræver, at lederne får en større viden om pædagogisk og didaktisk metodeudvikling, end de typisk har i dag. Ellers kan man ikke give en brugbar feedback.”

Hvorfor skal gymnasierne arbejde med synlig læring?
”Når elevgrundlaget er blevet så sammensat, som det er, så er vi nødt til at udvikle metoder, så vi ved, om det, vi gør i undervisningen, hjælper eleverne eller ej. Lærerne kan ikke gå efter at ramme gennemsnittet. Alle elever skal lære mest muligt. Derfor er lærerne nødt til at samle information om den enkelte elev på en langt mere systematisk måde end hidtil.”

Hvad bliver den største udfordring for lærerne?
”Jeg tror, at mange danske lærere har en aversion mod for mange data. De synes, det lugter lidt af kontrol. Derfor er det vigtigt, at man som leder får meldt tydeligt ud: Det kan godt være, at vi skal levere nogle data til Undervisningsministeriet og Finansministeriet, men når vi producerer data her på skolen, så handler det først og fremmest om at skabe øget læring.”

Hvad bliver den største udfordring for lederne?
”Det bliver at skabe en mere resultatfokuseret ledelse, hvor man hele tiden er i dialog med lærerne om, hvilke resultater de opnår. Men uden at spille klog og sige: Du skulle have gjort sådan her i stedet. Det er vigtigt med viden om pædagogiske metoder fra forskning og data om eleverne, men vi må ikke tage dømmekraften fra lærerne. ”

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater