Prisvinder: Det er aldrig elevernes skyld

I maj blev dansk- og oldtidskundskabslærer Sanne Rokamp fra Rungsted Gymnasium udnævnt til landets bedste underviser, da hun modtog Politikens undervisningspris. Selvom hun er stolt af titlen, praler hun ikke med den.

”Jeg har jo ikke de vises sten. Som jeg også sagde, da jeg modtog prisen, så er det dejligt, at så mange af mine elever synes, at jeg har været en god lærer for dem, men der er altså også mange, der slet ikke har det sådan,” siger Sanne Rokamp.

Men roserne var ikke til at tage fejl af. Eleverne skrev eksempelvis i deres indstillinger af Sanne Rokamp:

”Sanne Rokamp er ikke kun den bedste lærer, jeg har haft i gymnasiet, men igennem hele min skolegang. Det inkluderer både en privat folkeskole og skole i USA.”

”Sanne er en fantastisk lærer, som formår at gøre undervisningen spændende og anderledes hver gang.”

Lige netop variation er en vigtig del af Sanne Rokamps undervisning. Hun forsøger altid at tilføje nye elementer.

Kreakurv og begrebsbutik
På køreturen fra sit hjem i Allerød til Rungsted Gymnasium kommer Sanne Rokamp på ideer til undervisningen, og eleverne er glade for påfundene. Det er eksempelvis et hit hos eleverne, når hun tager ”krea-kurven” med til timerne og lader dem tegne, imens hun læser op fra litteratur i dansktimerne eller får eleverne til at lave Facebook-profiler til karaktererne i Odysseen i oldtidskundskab.

Hun har også et dogme om, at eleverne skal bevæge sig mindst én gang i løbet af hendes modul. Det er dog vigtigt, at bevægelsen også rummer noget faglig relevans.

”Vi skal ikke bare lege for at lege. Eleverne mister interessen, hvis de bare skal op at stå, fordi jeg synes, det er sundt for dem. Der skal være en mening med galskaben,” siger Sanne Rokamp.

Hun bruger derfor også meget energi på at komme på undervisning, hvor eleverne skal op af stolene.

”Det kunne være ‘begrebsbutik’, hvor jeg får eleverne til at gå rundt mellem hinanden og præsentere de begreber, de har arbejdet med. Så køber man og sælger begreberne alt efter, hvor overbevisende præsentationen har været,” siger Sanne Rokamp.

Vise ord
De første fire år af lærergerningen underviste hun dog, ifølge sig selv, mere traditionelt. Det var gerne efter modellen: tekstgennemgang, gruppearbejde med nogle spørgsmål, mere tekstgennemgang og lektier til næste gang.

Men da hun følte, at hun stod med fødderne solidt plantet i fagligheden, fik hun lyst til at udforske didaktikken. Især efter hun fik et par vise ord med på vejen af en veteran inden for faget.

”For en del år siden mødte jeg en censor. Han var 70 år gammel og var tvunget til at gå på pension. Hans sidste officielle handling var at være censor for mig. Jeg spurgte ham, hvordan han havde kunnet holde gejsten i alle de år. Han sagde, at han altid havde den indstilling, at når noget ikke lykkedes, så var det ikke elevernes skyld. Det var ham selv, der måtte bevæge sig et bedre sted hen,” fortæller Sanne Rokamp.

Først tænkte hun egentligt, at det var et irriterende svar, for hvad med alle de elever, der var dumme og irriterende, de som ikke forberedte sig eller ikke deltog positivt i undervisningen. Men det er en fælde, som det er let at falde i som lærer, mener hun. For selvom eleverne nogle gange er uengagerede og ikke får læst de ting, de skal, så prøver hun at lade være med at tage det personligt. Hun laver i stedet en aftale med dem om, at hun ikke forventer, at de har læst, hvis de så til gengæld møder op og tager undervisningen alvorligt.

”Så bruger vi den første del af modulet på, at de elever, der ikke har læst, får læst, mens de, der har læst, får bedre mulighed for at få snakket om teksten,” siger Sanne Rokamp.

Facebook stjæler opmærksomheden
Eleverne skal ikke kun lave Facebook-profiler til karakterer fra Odysseen. Sanne Rokamp inddrager i det hele taget computer og internet i undervisningen, som det også fremgik af de ledsagende ord fra juryen, da hun vandt undervisningsprisen:

”Hun behersker alle de gamle lærerdyder samtidig med, at hun med sin kreative og varierende undervisning og inddragelse af it, formår at vise vejen til en gymnasielærer anno 2050”.

Selv er hun egentligt ikke så begejstret for it-udviklingen. Hun bruger ikke Facebook selv, og hun har prøvet at få skolen til at lukke for elevernes adgang til det sociale medie – uden held.

Hun har i et forsøg på at komme det distraherende internet til livs forsøgt sig med at sætte alle bordene helt ind til klasseværelsets vægge. Derfor sidder alle eleverne med ryggen mod bordene og kigger ind mod hende i midten, når hun holder oplæg, og så kan de vende sig om mod deres computere, når de skal tage noter eller arbejde på noget skriftligt.

Det er en ny ide, hun har læst om. Hun ved ikke, om det kommer til at fungere, men hun prøver hele tiden at forbedre sin undervisning og holder øjne og ører åbne for nye inputs.  

”Som en af mine elever sagde: “Man ved aldrig, hvad der kommer, når man træder ind i dit lokale,” siger Sanne Rokamp.

Elevernes bevægelse
Den varierede undervisning gør også, at elevers forskellige kompetencer bliver sat i spil. Elever, der er gode til at tegne, spille skuespil eller lignende får succesoplevelser i klassen, selvom de ikke nødvendigvis er blandt de fagligt stærkeste.

På trods af at Sanne Rokamp tænker meget over sin undervisning, var der dele af elevernes indstillinger af hende, som hun ikke selv havde tænkt over.  En af de ting, som eleverne havde hæftet sig ved, var, at hun i undervisningen ikke kun fremhæver det arbejde, de dygtigste elever i klassen har lavet. Hun har fokus på, hvordan eleverne udvikler sig.

”Det kan godt være, at stilen kun er til 4, men det, at eleven flytter sig og har fanget nogle vigtige pointer, snakker vi om i timerne,” siger Sanne Rokamp og fortsætter:

”Det betød faktisk meget for dem, at jeg havde fokus på, at de flyttede sig – og ikke hvilket niveau de var på. Det har jeg ikke tænkt over. Jeg har tænkt over, at der skal være tryghed i klasselokalet, men ikke over, at eleverne var så glade for at kunne tage del i hinandens udvikling,” siger Sanne Rokamp.