Poul-Erik er Danmarks ældste gymnasielærer

Han har undervist i gymnasiet siden 1968 og har ingen planer om at stoppe. Det er jo en del af mit liv, siger 76-årige Poul-Erik Jørgensen.

”Hvem kan huske Molins model?”

Poul-Erik Jørgensen kigger ud over 2.a. Han er ved at gennemgå opgaverne i det eksamenssæt om vælgeradfærd, eleverne skal arbejde med i modulet.

”I den næste opgave skal I rådgive Venstres Troels Lund Poulsen om, hvordan han får vælgerne igen. Send bare jeres råd ind til ham, for han er lidt på røven i øjeblikket.”

Sensommersol er afløst af regn og tåge over Sorø Sø denne morgen. For eleverne – og ikke mindst deres lærer – er den fine udsigt fra klasselokalet hverdag. I 37 år har Poul-Erik Jørgensen været lærer på Sorø Akademis Skole, og med sine 76 år er han Danmarks ældste gymnasielærer.

Da opgaverne er gennemgået, fordeler eleverne sig i grupper. Nogle bliver siddende i klassen, andre trækker ud til bordene på gangen.

Ret hurtigt dukker det første spørgsmål op. En af pigerne har ikke helt forstået, hvad en lineær regression er, og en dreng vil være sikker på, at de godt må lave opgaverne sammen to og to. Poul-Erik Jørgensen giver sig god tid og svarer.

Øjeblikket efter opdager han, at en pige i klassen sidder for sig selv.

”Vil du ikke være med i en gruppe? Gå du over til de to derovre og vær med dér,” siger han.

Presset ungdom
Poul-Erik Jørgensen håber, at han lykkes med at få skruet ned for lidt af det præstationspres, som mange unge oplever i disse år.

”Jeg prøver blandt at afdramatisere kravene til eksamen og de store skriftlige opgaver. Allerede i 1.g har mange – især piger – jo ondt i maven over SRO og SRP. Jeg synes personligt, at den måde, mange lærere dynger dem til med antal sider, anslag og alt muligt andet, er overkill. Jeg prøver at tage det lidt mere stille og roligt.”

Han kan godt forstå, at de unge føler sig pressede på flere fronter. I hans øjne bærer nutidens samfund og uddannelsessystem en stor del af skylden: Lange skoledage. Høje faglige krav. Mange karakterer. Politikere, der vil have de unge til højst at holde ét sabbatår og søge ind på de uddannelser, samfundet har brug for. Og nu også en børne- og undervisningsminister, der vil hæve karakterkravet til gymnasiet.

Poul-Erik Jørgensen ryster på hovedet.

”Det er en dårlig idé. De tre år i gymnasiet giver almendannelse – også hvis man er kommet i gymnasiet med lave karakterer fra folkeskolen. Og hvorfor frasortere de drenge, der modnes senere og først rykker sig fagligt, når de er kommet i gymnasiet?”

Aldrig et surt slid
Ikke mange gymnasielærere holder så længe som Poul-Erik Jørgensen. I 2024 er der ifølge Gymnasieskolernes Lærerforening kun 47 af foreningens aktive medlemmer, der er 70 år eller mere. Halvdelen er på nedsat tid.

At Poul-Erik Jørgensen er Danmarks ældste gymnasielærer, virker han imidlertid selv ret ligeglad med.

”Det har jeg ikke nogen holdning til. Jeg underviser stadig, fordi jeg kan lide det. Det er jo en del af mit liv. Det har aldrig været et surt slid. For mig har der faktisk aldrig været det helt store skel mellem arbejde og fritid,” siger han.

I alle årene på Sorø Akademis Skole har han været på fuldtid, og det er han stadig, men fordi han er omfattet af den såkaldte aldersreduktion, har han ret til at få sin arbejdsmængde nedsat med 175 timer årligt.

Tidligere underviste han også i idræt, men det stoppede han med for 10 år siden. Her tog yngre kolleger over.

Udover eleverne er det i høj grad samværet med kollegerne, der giver ham arbejdsglæde. Både den faglige sparring og det sociale fællesskab har altid betydet meget for ham.

”Jeg har nogle fortræffelige kolleger,” siger han.

Et par gange om året tager alle skolens historielærere på tur en lørdag eller søndag. De skiftes til at bestemme, hvad de skal opleve.

”Sidst var vi i Grundtvigs Kirke og på Bispebjerg Hospital, og vi nåede også forbi arbejderboligerne i kvarteret. Så skiftes vi til at holde et lille oplæg. Vi slutter altid af med noget folkeligt. Sidst fik vi tysk pølseret og en god øl på Lygtens Kro.”

Ingen grund til at stoppe
Efter 56 år som gymnasielærer giver det sig selv, at Poul-Erik Jørgensens arbejdsliv har budt på et hav af forandringer. Ændringer i læreplaner og bekendtgørelser, nye faglige krav, reformer, nye pædagogiske strømninger og modeord, der er kommet og forsvundet igen.

Men man kan ikke få ham til at udpege en bestemt periode som særligt god eller nævne reformændringer, der har været specielt betydningsfulde.

”Nu har du spurgt mig om det tre gange på forskellige måder. Men jeg er ikke sådan en, der kigger så meget tilbage – jeg kigger mere frem.”

”Det handler nok meget om ens indstilling. Jeg har holdt af mine fag i alle årene og af at formidle dem til eleverne. Men jeg har også haft et afslappet forhold til mit arbejde,” siger han.

Med de mange års erfaring kunne han sagtens køre undervisningen på ren rutine og trække forløb op ad skuffen, som, han ved, fungerer. Men det er afgørende med variation, mener han, og derfor bliver han ved med at finde nye tekster og opgaver.

”Det giver helt sig selv, når jeg er den type, jeg er, og har et fag som samfundsfag. Jeg kan jo slet ikke lade være med at følge med i politik.”

Han holder stadig lige så meget af jobbet, som da han begyndte.

”Ellers var jeg jo holdt op,” konstaterer han tørt.

Han er ret overbevist om, at han stadig er en god lærer, og han tror ikke, at eleverne tænker specielt meget over hans alder.

”De er jo på alder med mine børnebørn, og selvfølgelig er jeg gammel i deres øjne, men det synes de jo allerede, man er, når man er over 35,” siger han.

Dagen efter interviewet sender Poul-Erik Jørgensen en mail:

”Jeg har tænkt over dit spørgsmål om, hvornår jeg har tænkt mig at stoppe. Svaret er, at jeg ikke kan finde grunden, så længe eleverne er glade for min undervisning.”

Han har vedhæftet et billede af 3.b’s studentervogn fra i sommer. På den ene side hænger et stort lærred med et portræt af Poul-Erik Jørgensen. To drenge kysser det.