Artikel
Politisk flertal ændrer eksamensaftalen
Eksamen møde lærere elev shutterstock

Politisk flertal ændrer eksamensaftalen

Kommende studenter kan alligevel komme til eksamen i matematik. Det er en af justeringerne, som de politiske partier er blevet enige om.

Matematiklærerne var så overraskede over at blive udelukket fra sommerens eksamener, at de bad børne- og undervisningsministeren om en forklaring. Men flere politiske partier har tilsyneladende også forstået pointen, for sent fredag blev et flertal af Folketingets partier enig om en justering af den eksamensaftale, som var indgået en uge før.

Det betyder blandt andet, at prøven i mundtlig matematik på A-niveau alligevel ikke aflyses. Elever på alle gymnasiale uddannelser og eux-forløb med matematik A kan dermed gå til mundtlig prøve, hvis faget udtrækkes. Det gælder, uanset om matematik A er studieretningsfag eller valgfag. Alle mundtlige og skriftlige prøver i matematik aflyses stadig på C- og B-niveau.

Ifølge justeringen af aftalen kan elever i 3.g desuden komme til prøve i studieretningsfag på både A- og B-niveau i modsætning til den første aftale, hvor der var lagt op til, at de kommende studenter kun kunne komme til eksamen i studieretningsfag og andre fag på A-niveau.

Aftalen præciserer desuden, at “udgangspunktet er, at prøver med praktisk dimension som for eksempel teknikfag og teknologi på htx samt naturvidenskabelige og kunstneriske fag afholdes”. Præciseringen kommer i forhold til den regel, der gør det muligt for skoler at aflyse prøver med praktisk dimension, hvis institutionens leder vurderer, at eleverne ikke har modtaget tilstrækkelig undervisning med fysisk tilstedeværelse på grund af nedlukningen. 

Aftalepartierne er også blevet enige om, at formuleringen om, at elever på hf-enkeltfag/GSK og SOF skal op til 4 prøver, har den betydning, “at der afholdes fra 0-4 prøver for den pågældende kursist”. Det sker for at sikre mere tid til ekstra undervisning.

Alle Folketingets partier bortset fra Alternativet og Frie Grønne står bag eksamensaftalen.

Ændringerne af aftalen sker blandt andet på grund af henvendelser fra interessenter på området, skriver Børne- og Undervisningsministeriet.

Se den reviderede aftale her.

 

Den reviderede eksamensaftale 2021

1.g
En mundtlig prøve udtrækkes.

2.g 
En mundtlig prøve udtrækkes. 

1.hf
Prøver i naturvidenskabelig faggruppe (to mundtlige prøver).

3.g
Mundtligt forsvar af SRP/SOP, dansk (skriftlig), 2 mundtlige prøver i studieretningsfag (A- og B-niveau) eller andet A-niveaufag.
Htx-elever, der har afsluttet SOP i vinterterminen, kan vælge at få karakteren for det skriftlige produkt annulleret og gå til mundtligt forsvar mhp. en samlet karakter. Fravælger eleven, der har afsluttet SOP i vinterterminen, det mundtlige forsvar, skal eleven til 3 mundtlige prøver i studieretningsfag eller andet A-niveaufag.

2.hf
Dansk (skriftlig), 3 mundtlige prøver

Hf-enkeltfag/GSK/SOF
Op til 4 prøver, herunder EP-forsvar

Merkantile eux-elever, der ikke afslutter det studieforberedende år og tekniske eux-elever, der ikke afslutter deres uddannelse
En mundtlig prøve.

Merkantile eux-elever, der afslutter det studieforberedende år og tekniske eux-elever, der afslutter deres uddannelse
Mundtligt forsvar af EOP, dansk (skriftlig) samt yderligere 2 mundtlige prøver (tekniske eux-elever, der har aflagt en eller flere af disse prøver, udtrækkes hvis muligt i andre tilsvarende prøver).

Fag med praktisk dimension
Udgangspunktet er, at prøver med praktisk dimension som for eksempel teknikfag og teknologi på htx samt naturvidenskabelige og kunstneriske fag afholdes. Institutionerne gives dog mulighed for lokal aflysning af prøver i fag med praktisk dimension, hvis institutionens leder vurderer, at eleverne ikke har kunnet modtage tilstrækkelig undervisning/forberedelse med fysisk tilstedeværelse pga. COVID-19-relateret nedlukning. Ved aflysning af prøven vælges, hvis muligt, en anden prøve i prøvefagsudtrækket, så eleven ikke kommer til færre prøver end det centralt fastsatte antal prøver for elever på den pågældende årgang. 

Se hele den reviderede aftale her.

Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater