Pod og Pad og meget mere
J eg husker fra min egen gymnasietid i slutfirserne, at it begrænsede sig til eksistensen af et par ildsjæle blandt lærerne (dengang kaldte vi dem nørder), der hang ud i skolens "datalokale", hvor de læste Illustreret Videnskab, mens maskiner på størrelse med en halv jetmotor startede Comal80-programmet op. Og så talte de et sprog, vi ikke rigtig forstod.
?Tingene så anderledes ud, da jeg lidt inde i det nye årtusind igen befandt mig i den gymnasiale sektor. Nu var der langt flere computere og lærere, der forsøgte at interessere sig for dem. Men det var stadig ildsjælene, der drev værket og projekterne. Og faxmaskinerne regerede stadig.
?Nu er faxen stort set væk. Nu befinder vi os så for alvor i den digitale tidsalder, hvor pc lyder gammeldags. Hvor vi surfer på iPads og smartphones og podcaster filer. Og nu skal alle lærere i henhold til gymnasiereformen fra 2005 inddrage it i undervisningen. Skolerne er efterhånden spækket med hardware, og flere og flere lærere får en idé om, hvordan det skal bruges – men skal man tro forskerne, er det stadig ildsjælene, der står med ansvaret. Skolerne mangler strategier for, hvordan alt det fine hardware udnyttes pædagogisk, lyder kritikken.
?Det kan du blandt andet læse om i temaet om it i undervisningen i dette nummer af Gymnasieskolen.
?Apropos førnævnte gymnasiereform: Den har ikke løftet det faglige niveau tilstrækkeligt og gjort eleverne studieparate, mener Charlotte Rønhof, forskningspolitisk chef i Dansk Industri. Hun kunne godt tænke sig, at nogle af reformens elementer blev tænkt godt igennem og startet forfra. Det gælder for eksempel studievejledningen, som helt fejlagtigt, siger Rønhof, er blevet fjernet fra de mennesker, der har ansvaret for og kontakten til de unge i det daglige. Læs interviewet med hende fra side 31 – det er sikkert kontroversielle holdninger for nogle, mens det nok ligeledes er vand på andres mølle.??Og så er det snart tid til at tænke på overenskomst igen. Ganske vist er OK 11 først for kort tid siden blevet færdigredigeret og klar til for alvor at træde i kraft fra august i år. Men allerede om nogle uger skal GLs repræsentantskab vedtage foreningens krav til OK 13-forhandlingerne. Og har du ikke smidt et par kilo i den forløbne – ganske vist korte – overenskomstperiode, bliver der måske lejlighed til at få spændt livremmen ind i løbet af de næste to-tre år. For der er ikke lagt op til champagne-orgier, om end arbejdsmarkedsforskere skimter muligheder og enkelte lyspunkter. Læs mere fra side 24.??God læsning – og god påske.??Morten Jest, chefredaktør
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode