Artikel
OK-evaluering i valgkampens skær
No image

OK-evaluering i valgkampens skær

Hovedbestyrelsesvalget, der var i fuld gang under repræsentantskabsmødet, lagde sin utvetydige skygge over debatten om OK 13-forløbet. Støttede man formandens beslutning den 8. februar, eller støttede man ”oppositionen”?

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Det sker ikke ofte på GL’s repræsentantskabsmøder: Intet mindre end tre forskellige indledere til et punkt på dagsordenen. Tre indledere med hver deres sandhed om, hvad der skete i forbindelse med indgåelsen af OK 13 op til den 8. februar i år.
Det var oplægget til debat på baggrund af to eksterne evalueringsrapporter om henholdsvis GL’s kommunikation af professor Anker Brink Lund og GL’s deltagelse i overenskomstforhandlingerne af Mikkel Mailand fra Faos (Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier ved Københavns Universitet).
Der var på forhånd sat godt med tid af til dette punkt, og det blev da også en langstrakt seance, som i høj grad kom til at bære præg af det – på mødetidspunktet – igangværende hovedbestyrelsesvalg. Der stod næsten ”valgkamp” skrevet med bloddryppende, usynlig skrift på talerstolen.
Ronald Karlsen fra Liste 1 i hovedbestyrelsen var første mand på podiet, og han brugte det meste af sin taletid på at så tvivl om lødigheden af den rapport, Liste 1 var mest uenig med.
”Man kan se, at Mikkel Mailand ikke har haft den nødvendige viden om forløbet, og det kan man ikke bebrejde ham. Han har skullet stykke tingene sammen selv, og det har han gjort sobert. Men når vi kommer til de afgørende dage, ser tingene anderledes ud,” sagde Ronald Karlsen og begav sig ind i nogle af detaljerne.
”Den rapport er ikke det papir værd, den er skrevet på. Det her er en opfattelse af demokratiet, jeg ikke mener, vi kan leve med i GL. En forsker, der skal forestille at være neutral, som ikke refererer synspunkter, der ikke er i overensstemmelse med formandens synspunkter!” lød kritikken blandt andet.
Den kommunikationsstrategiske analyse mente han til gengæld, at GL bedre kan bruge. Rapporten påpeger, at kommunikationen til GL’s medlemmer ikke har været god nok.
”Man må erkende, at GL har begået nogle fejl i kommunikationen. En lidt fordækt tilgang. Angsten for talkrigen i medierne har betydet, at GL kommunikationsmæssigt gav afkald på at koble debatten til tal og kvalitet. Det tragiske er, at det ikke blev synligt for GL’s egne medlemmer. GL skulle have gået foran i ’spinkrigen’. Jeg mener, at vi mediemæssigt kan lære en hel masse af folkeskolelærerne. Vi kan også lære utrolig meget af Finansministeriet og Moderniseringsstyrelsen – det er måske det mest tragiske! Men de har været gode til at lave en langsigtet strategi,” mente Ronald Karlsen.

Manglende svar
Næste ”sandhedsvidne” var Liste 2’s Sigrid Jørgensen, der ligesom forgængeren ikke var glad for Faos-rapporten. Men hun var ligeså kritisk over den manglende konstruktivitet i setuppet.
”Det, der falder i øjnene, er, at kilderne ikke er i orden – ’en lige repræsentation af de tre lister’ – det mener jeg ikke, der er tale om. Man kan kalde det sjusk, men jeg mener, at rapporten ikke er bestået. Liste 2 var ikke lun på evalueringen – hvorfor skal vi evaluere noget, der er sket og ikke kan omgøres og bruge en kvart million kroner på det? Jeg ser den lidt som en afværgedagsorden. Den tjener til at se med formandens øjne,” sagde Sigrid Jørgensen, som i forlængelse heraf talte om en egenrådig formand på den afgørende overenskomstnat.
Som sidste indleder fulgte afgående formand Gorm Leschly fra Liste 3 med sit bud på sandheden. Han talte om behovet for en ekstern rapport – som Liste 1 og 2 ikke så noget behov for – på baggrund af den store vrede og uenighed i hovedbestyrelsen. Han mente ikke, der var noget at udsætte på rapporten, men derimod, at det havde været svært for Mikkel Mailand at opnå den ønskede kontakt til forhandlingsudvalget.
”Der var fuldstændig enighed i repræsentantskabet og i hovedbestyrelsen om kommunikationen helt indtil 8. februar. Men fint at sige bagefter, om det var godt nok, eller om vi gjorde noget forkert. Virkede strategien indadtil? Virkede den udadtil? Medlemmerne havde nok svært ved at forstå strategien og vilkårene. Vi ansatte en journalist for at fortælle gode historier, det lykkedes i vidt omfang, men det var jo netop ikke GL-historier, derfor oplevede medlemmerne måske GL som usynlig. Måske skulle vi have satset på annoncer for at gøre os synlige,” funderede Gorm Leschly.
”Faos-rapporten svarer godt til mine oplevelser af, hvad der skete. Vi forholdt os på intet tidspunkt til, hvad vi ville gøre, hvis valget skulle tages mellem en aftale eller lockout.”
Havde det været bedre at tage skridt mod forligsen – for AC’s forhandlingsfællesskab gjorde jo, at lockout aldrig var en realistisk mulighed – den 8. februar? spurgte Gorm Leschly.
”Det synes nogle, men det var ikke det, jeg valgte. Jeg har stillet mig selv spørgsmålet, om jeg skulle have ageret anderledes, men så må jeg samtidig spørge mig selv, om jeg bare skulle have ladet erhvervsskolelærerne være overladt til Djøf og AC? Jeg må gentage, at ingen henvendte sig til mig og sagde, at jeg ikke måtte gå tilbage til forhandlingsbordet. Jeg sagde på Gefion-mødet aftenen inden, at aftaleretten var tabt. Ville andre medlemmer af udvalget have forladt forhandlingerne og overladt erhvervsskolelærerne til sig selv? Det kunne være rart at få svar på,” spurgte han endvidere – men det fik han aldrig svar på, ligesom der i den efterfølgende debat fra talerstolen blev stillet et konkret spørgsmål til, hvad Liste 1 selv ville have gjort i den situation, formanden stod i hin februarnat. Der kom aldrig et svar.

Amputeret eller beslutningsdygtig formand?
Den efterfølgende debat bar som tidligere nævnt meget præg af valgkampen – hvem støttede hvem? Enkelte brokkede sig over, at diskussionen ikke førte noget fremadrettet med sig, men som Ronald Karlsen konstaterede, så var evalueringerne jo sat på dagsordenen til diskussion; så var det vel naturligt at diskutere.
Endelig var der afstemning om nogle beslutningsforslag – det ene fremsat for at sikre, at en formand aldrig igen i en forhandlingssituation vil kunne tage en beslutning på egen hånd uden at have rådført sig med sit bagland. Forslaget blev vedtaget yderst knebent med 109 stemmer for og 101 imod – et af modargumenterne var, at man dermed ville stække en formands beslutningskraft i en kritisk situation, men hvor en sådan beslutningskraft faktisk kan være nødvendig. Og som andre påpegede, så kan sådan en beslutning reelt ikke forhindre en formand i at beslutte noget i en forhandlingssituation.
Den anden, som blev vedtaget uden stemmer imod, opfordrede den nye hovedbestyrelse til at udarbejde en samlet kommunikationsstrategi for foreningen.
 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater