Artikel
Offentligt ansatte demonstrerede for at bevare velfærden
skrotbudgetloven_9 ny

Offentligt ansatte demonstrerede for at bevare velfærden

Offentligt ansatte krævede et stop for forringelser på den velfærd, der påvirker deres arbejdsvilkår. Tirsdag demonstrerede de foran Christiansborg.

Med ordene “Skrot budgetloven” på melodien til ørehængeren Despacito blev tirsdagens demonstration for at skrotte budgetloven og bevare velfærden sunget i gang på Christiansborg Slotsplads.

Gymnasielærere, pædagoger, forældre og mange flere var mødt op på slotspladsen for at sende et signal til politikerne på Christiansborg om, at forringelserne på velfærden skal stoppes.

Formand for Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) Tomas Kepler var første mand på talerstolen. Her talte han om, hvordan velfærdssamfundet er truet af politikernes nedskæringer.

“De gymnasiale uddannelser er en fantastisk succeshistorie for enormt mange, men bliver af politikerne behandlet som et nationalt problem,” sagde Tomas Kepler til de fremmødte.

Demonstrationen var planlagt inden, Lars Løkke Rasmussen i sidste uge udskrev valg. En række organisationer og fagforeninger som GL, FOA og BUPL var gået sammen om at afholde demonstrationen med titlen ‘Skrot budgetloven’.

Uden for valgkampen har man som offentligt ansat nærmere følelsen af, at man betragtes som en byrde.

Tomas Kepler, formand
Gymnasieskolernes Lærerforening

De fremmødte medlemmer viste deres utilfredshed mod besparelserne på velfærden ved at holde deres bannere, skilte og flag højt til vejrs. Nogle havde taget deres børn med, og der blev sunget, danset og hoppet, mens de fra scenen sang “Du skal hoppe, hvis du vil skrotte budgetloven”. Det fik forsamlingen til at hoppe i takt.

Man betragtes som en byrde“​
Budgetloven er vedtaget af Folketinget, og den bestemmer, hvor mange penge kommuner og regioner må bruge. Den betyder, at det strukturelle offentlige underskud højst må være 0,5 procent af BNP om året. Budgetloven har været gældende siden 2014.

“Her i valgkampen vil de fleste politikere omfavne os, men uden for valgkampen har man som offentligt ansat nærmere følelsen af, at man betragtes som en byrde. Som en unødvendighed eller en beklagelig udgift. Det er ikke et velfærdssamfund værdigt,” sagde Tomas Kepler, der blev mødt af klapsalver fra de fremmødte.

Tomas Kepler talte om nedskæringernes konsekvenser på gymnasierne.

I løbet af valgkampen har en række partier, blandt andet Socialdemokraterne og Venstre, sagt, at velfærden skal have et løft.

Partierne vil blandt andet droppe omprioriteringsbidraget, som betyder, at landets gymnasier årligt skal spare to procent. Det har blandt andet resulteret i, at omkring 300 lærere i dette skoleår er blevet fyret.

Lærere går ned med stress
Konsekvenserne af nedskæringerne var også et af de punkter, som Tomas Kepler nævnte i sin tale.

“Nedskæringerne rammer os. Vi er mange offentligt ansatte, der løber stærkere og stærkere for at mindske konsekvenserne af politikernes nedskæringer. Indtil vi ikke kan længere og går ned med stress,” sagde GL’s formand.

De gymnasiale uddannelser er en fantastisk succeshistorie for enormt mange, men bliver af politikerne behandlet som et nationalt problem.

Tomas Kepler, formand
Gymnasieskolernes Lærerforening

En af dem, der til tirsdagens demonstration kunne nikke genkendende til netop den konsekvens, var lærer Bjørn Knudsen fra Bagsværd Gymnasium.

“Rigtig mange af mine kolleger har fået stress. Jeg arbejder selv på nedsat tid på grund af stress,” sagde han til gymnasieskolen.dk.

Med sig til demonstrationen havde han et skilt med et billede af en gravsten og teksten “Velfærdssamfundet 1960-2019. På regeringens vegne. Lars Løkke”.

“Jeg synes, at det er vigtigt at vise sin utilfredshed med forringelserne. Det holder ikke,” sagde Bjørn Knudsen.

Svært at hjælpe svage elever
Manisha De Montgomery Nørgård fra Frederiksberg HF kursus var også en af de gymnasielærere, der var mødt op på Christiansborg Slotsplads.

“Vi er fælles om kampen for velfærd. Jeg ser det som en overordnet kamp, der går på tværs af faglige grænser,” fortalte hun, mens hun forsøgte at overdøve tonerne fra bandet på scenen.

I sin tale fremhævede GLs formand Tomas Kepler resultatet af en ny undersøgelse, som GL har foretaget. Den viser, at hver tredje lærer ikke kan stå inde for sin undervisning.

Læs: Hver 3. lærer: “Jeg kan ikke længere stå inde for min undervisning”

“Vi kan ikke give de fagligt svageste, de fagligt stærkeste eller de særligt sårbare den ekstra hjælpende hånd, som gør en forskel,” sagde Tomas Kepler.

Det er også noget, som Manisha De Montgomery Nørgård kan mærke på sin skole.

“Jeg kan mærke det i forhold til, hvor meget tid der er til at lave varieret undervisning og til skrøbelige elever med faglige udfordringer, som jo er noget, man brænder for som lærer. Det er blevet sværere,” sagde hun.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater